Kvalitetstandarder for bo- og dagtilbud på handicap- og psykiatriområdet for 2012
Socialudvalget skal godkende reviderede kvalitetsstandarder for bo- og dagtilbud til borgere med handicap for 2012 samt botilbud for borgere med sindslidelse for 2012, før kvalitetsstandarderne sendes til endelig godkendelse i Borgerrepræsentationen.
Tidligere beslutninger
Socialudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,
1. at godkende kvalitetsstandard for midlertidige og varige botilbud på handicapområdet (jf. servicelovens §§ 107 og 108 samt almenboliglovens § 105) for 2012,
2. at godkende kvalitetsstandard for midlertidige og varige botilbud på psykiatriområdet (jf. servicelovens §§ 107 og 108 samt almenboliglovens § 105) for 2012, og
3. at godkende kvalitetsstandard for beskyttet beskæftigelse samt samværs- og aktivitetstilbud på handicapområdet (jf. servicelovens §§ 103 og 104) for 2012.
Indstilling og beslutning
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Socialudvalgets budgetramme.
Problemstilling
Socialudvalget godkendte Socialforvaltningens udkast til kvalitetsstandarder for bo- og dagtilbud på handicap- og psykiatriområdet den 11. januar 2012. Kvalitetsstandarderne blev på baggrund af Socialudvalgets godkendelse sendt i ekstern høring hos centerrådene på Socialforvaltningens bocentre, hos bruger- pårørendeorganisationer på handicap- og psykiatriområdet samt hos faglige organisationer. Socialforvaltningen har efterfølgende revideret kvalitetsstandarderne med henblik op at imødekomme de indkomne høringssvar. Socialudvalget skal godkende de reviderede kvalitetsstandarder.
Løsning
Socialforvaltningen har modtaget 12 høringssvar. Nedenfor ses en oversigt over de parter, der har kommenteret høringsmaterialet.
· Centerråd tilknyttet Socialforvaltningens bocentre på handicap- og psykiatriområdet
o Centerrådet CMF
o Center Campos centerråd
o Center Citys centerråd
o Center Lindegårdens centerråd
o Center Nørrebros centerråd samt beboerrådet på Thorupgården
o Center Nord-Vests centerråd
o Center for hjerneskade (via brugerrådet på Verahus, brugerrådet på Lions Kollegiet samt et høringssmøde for brugere, beboere og pårørende)
o Pårørende til beboer på Holme
· Handicaprådet
· Elise Danielson, medlem af Dialogforum
· De Københavnske Ældreråd
· Dansk Sygeplejeråd Kreds Hovedstaden
Tilbagemeldinger i høringssvarene
Samlet set er høringssvarene positive overfor anvendelsen af kvalitetsstandarder og indholdet i den nuværende form. Der er flere, der positivt kommenterer Socialforvaltningens mission, målsætninger og værdier, som Socialudvalget har vedtaget den 12. oktober 2011. Ligeledes er der ros til de igangværende byggeri- og moderniseringsplaner.
Derudover er der en række konkrete kommentarer til forskellige dele af indholdet i kvalitetsstandarderne;
- Flere spørger til, om udviklingsydelsen betyder, at der ikke er udviklingsfokus for de borgere, der ikke visiteres til udviklingsydelsen. Socialforvaltningen har taget kritikken og bekymringen vedrørende udviklingsydelsen til efterretning og har tilpasset kvalitetsstandarderne, så der er tydeliggjort, at de to omsorgsydelser også indeholder udvikling. Desuden vil Socialforvaltningen undersøge, om der kan findes en bedre betegnelse end udviklingsydelsen i forbindelse med revisionen af kvalitetsstandarderne for 2013.
- En række beboerråd efterlyser en større klarhed om rettighederne på botilbuddene. Socialforvaltningen vil derfor sikre større opmærksomhed på kvalitetsstandarderne og øvrige relevante pjecer, der informerer om beboernes rettigheder. Blandt andet vurderer personalet på de botilbud, der har drøftet høringsmaterialet i beboerråd, at dette har bidraget til en god dialog om rammer og rettigheder for beboerne. Socialforvaltningen vil derfor arbejde på, at alle botilbuddene drøfter relevante pjecer til beboermøderne.
- Det bemærkes, at der en række konkrete beboere på forvaltningens botilbud på handicapområdet, der i dag ikke modtager et dagtilbud. Socialforvaltningen er opmærksom på denne udfordring og er enig i, at beboerne bør have et dagtilbud. Forvaltningen har generelt fokus på dagtilbudsområdet, hvilket blandt andet har medført, at der i 2012 udvides med 47 dagtilbudspladser. Desuden har Socialforvaltningen fremsat ønskeforslag til Budget 2012 med henblik på at skabe dagtilbud til beboere uden dagtilbud i dag.
- Endelig udbad Socialudvalget sig på førstebehandlingen af kvalitetsstandarderne den 11. januar 2012, at det blev tydeliggjort, at der var tale om Socialforvaltningens værdier i afsnit 1. Socialforvaltningen har tilrettet afsnittets overskrift, så det nu hedder ”1.1 Socialforvaltningens vision, mission, mål og værdier”.
I bilag 4 fremgår høringssvarene i forkortet form sammen med Socialforvaltningens bemærkninger, herunder om det har ført til revision af kvalitetsstandarderne. De indkomne høringssvar er desuden samlet i deres fulde længde i bilag 5.
Økonomi
Kvalitetsstandarderne afspejler serviceniveauet med udgangspunkt i den eksisterende budgetramme for 2012. Sagen har ingen budgettekniske konsekvenser.
Videre proces
Hvis Socialudvalget godkender indstillingen, sendes den til endelig godkendelse i Borgerrepræsentationen.
Anette Laigaard /Eva Stokbro Jensen
Oversigt over politisk behandling
Socialforvaltningen indstiller til Socialudvalget, at Socialudvalget anbefaler Borgerrepræsentationen,
1. at godkende kvalitetsstandard for midlertidige og varige botilbud på handicapområdet (jf. servicelovens §§ 107 og 108 samt almenboliglovens § 105) for 2012,
2. at godkende kvalitetsstandard for midlertidige og varige botilbud på psykiatriområdet (jf. servicelovens §§ 107 og 108 samt almenboliglovens § 105) for 2012, og
3. at godkende kvalitetsstandard for beskyttet beskæftigelse samt samværs- og aktivitetstilbud på handicapområdet (jf. servicelovens §§ 103 og 104) for 2012.
Socialudvalgets beslutning i mødet den 18. april 2012
Konstitueret kontorchef Eva Stokbro Jensen overværede punktets behandling.
Indstillingen blev godkendt med bemærkning om, at indstillingen blev behandlet i ØU og efterfølgende i BR samt med bemærkning om, at der i indstillingens 8. dot under løsningsafsnittet skal stå, at forvaltningen har fremsat ønskeforslag til budget 2013 i stedet for 2012.
Beslutning
Økonomiudvalgets beslutning den 22. maj 2012
Indstillingen blev anbefalet.