Godkendelse af Vandforsyningsplan 2012
Borgerrepræsentationen skal godkende Vandforsyningsplan 2012, som erstatter den nuværende Vandforsyningsplan 2006, efter den afsluttede offentlige høring.
Tidligere beslutninger
Teknik- og Miljøudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,
- at den nye Vandforsyningsplan 2012, jf. bilag 1, godkendes.
Indstilling og beslutning
Økonomiforvaltningen indstiller at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til det planmæssige aspekt af sagen. Endvidere forudsættes det, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.
Problemstilling
Borgerrepræsentationen besluttede i sit møde den 17. november 2011 at sende udkastet til Vandforsyningsplan 2012 i offentlig høring i tre måneder. Høringen er gennemført i perioden 21. november 2011 – 20. februar 2012, og der foreslås på baggrund af høringssvarene nogle ændringer til planen, jf. bilag 2.
Hovedformålet med Vandforsyningsplanen er at give et samlet overblik over vandforsyningen i Københavns Kommune og at sikre tilstrækkeligt og rent drikkevand.
Det er et lovkrav, at kommunen har en plan for, hvorledes vandforsyningen af kommunen tilrettelægges. Det fremgår ikke af loven, hvor ofte planen skal revideres. Den nye plan er udarbejdet i medfør af § 14 i vandforsyningsloven (lovbekendtgørelse nr. 635 af 7. juni 2010 om vandforsyning m.v.).
Planen er et driftsværktøj, som danner basis for samarbejdet mellem Københavns Energi som forsyningsvirksomhed og Københavns Kommune som vandmyndighed. Ambitionen er at sikre borgeren tilstrækkeligt rent drikkevand og på den mest miljøforsvarlige måde.
Løsning
Planen indeholder en beskrivelse af, hvordan vandforsyningen tilrettelægges, hvilke anlæg forsyningen har, og hvilke forsyningsområder de enkelte anlæg har. Planen giver et administrationsgrundlag for kommunens vandforsyning, hvor forsyningsmål og forsyningsområder fastsættes.
Den nuværende vandforsyningsplan er fra 2006. Københavns Kommune har siden udskilt sin vandforsyning. Københavns Energi (KE) er omdannet til et 100 % kommunalt ejet aktieselskab, hvor drift og myndighed er klarere adskilt, jf. den nye vandsektorlov fra 2009. Dette har medført et behov for en ny plan udover opdatering af eksisterende data.
Borgerrepræsentationen besluttede 29. marts 2012, at Københavns Kommune gennem Københavns Energi skal deltage i et fælles vandselskab med syv andre kommuner (Vores Vand). I Vandforsyningsplan 2012 henvises der stadig konsekvent til KE som varetager af den almene vandforsyning i Københavns Kommune. Ejerkommunerne bevarer deres myndighedsbeføjelser på vandområdet, herunder særligt styringen gennem planlægning samt kompetencen til at godkende det lokale vandselskabs takster m.v. KE Vand A/S vil som hidtil have sit eget forsyningsområde og egne takster.
Fokusområder i den nye Vandforsyningsplan 2012
Forslaget til endelig vandforsyningsplan består af de tre hovedelementer: En beskrivelse af rammer og forudsætninger, en statusredegørelse i forhold til Vandforsyningsplan 2006 og en beskrivelse af de fremtidige forsyningsforhold og mål. De tre indsatsområder i vandforsyningsplanen er stadig: Vandkvalitet, forsyningssikkerhed og vandbesparelser.
Samlet vurdering af høringssvarene og resultatet af den offentlige høringsperiode
I høringsperioden er der indkommet i alt ti høringssvar. Forvaltningen har i bilag 2 kort kommenteret høringssvarene.
Høringssvarene er dels konkrete faktuelle kommentarer, dels mere principielle kommentarer. De principielle kommentarer har især fokus på evt. blødgøring af vand, vandbesparelser og regnvandsudnyttelse. Derudover er planen efter høringsperioden opdateret ud fra objektive opdateringer af datagrundlag bl.a. ændret lovgivning.
En af ændringerne i udkastet til vandforsyningsplan er, at målet for vandforbruget i husholdninger i 2025 er ændret fra 100 liter pr. indbygger pr. dag til 90 liter pr. indbygger pr. dag. De 90 liter baserer sig på en forventning om, at nye initiativer fx vandsparekampagner, vil kunne bevirke et fald i vandforbruget. Københavns Energi vil i den kommende planperiode øge sit fokus på information om at nedsætte forbruget i kommunale og statslige institutioner.
Generelt har sekundavand fået et øget fokus i vandforsyningsplanen. Vandkvalitet i form af en mulig blødgøring af vand foreslås udsat til en senere fremtidig afgørelse, som eventuelt vil skulle afvente landspolitisk stillingtagen på baggrund af udmeldinger fra Sundhedsstyrelsen. Ligeledes vil en ændret form for vandbehandling forudsætte borgerinddragelse.
Beskyttelse af grundvand og nedsivning af regnvand er ikke indeholdt i vandforsyningsplanen, men er beskrevet i den kommende kommunale vandhandleplan, , der skal udarbejdes for at realisere de statslige vandplaner, som også har fokus på sekundavand, samt den kommende spildevandsplan, som bl.a. har fokus på lokal afledning af regnvand.
Miljøvurdering af Vandforsyningsplan 2012
Der er foretaget en miljøvurdering af vandforsyningsplanen. Planen giver ikke en øget miljøpåvirkning. Det gælder også for indvindingskommunerne, se bilag 3. Det vil kræve en ny miljøvurdering, hvis der træffes beslutning om blødgøring af vand.
Økonomi
Vandforsyningsmyndigheden, herunder drift, udvikling, planlægning og implementering af vandforsyningsplanen, er skattefinansieret.
Herudover er vandforsyningsområdet takstfinansieret via vandtakster, som kun må indeholde nødvendige drifts- og investeringsomkostninger. Størrelsen reguleres via vandforsyningslovens § 52a. Vandprisen følger ”hvile i sig selv” princippet således, at den er omkostningsneutral. Med den nye vandsektorlov og prisloftbekendtgørelsen er der indført en ny regulering - prisloftsreguleringen. Vandforsyningen er således dobbeltreguleret, idet KE også skal overholde et prisloft, som årligt fastlægges af Forsyningssekretariatet under Konkurrencestyrelsen. Prisloftet udmeldes som en samlet m3-pris. KE opkræver en samlet pris pr. m3 vand leveret til forbrugeren.
Udregningen af prisloftet, som trådte i kraft i 2011, er endnu ikke faldet helt på plads, jf. en række klagesager, og kan derfor blive reguleret i de kommende år. Det giver en usikkerhed om, i hvilket omfang Københavns Kommunes ønske om miljø - og servicemål fremover kan finansieres over vandtaksten. Dog er det allerede meddelt, at initiativer til vandbesparelser kan finansieres over takstmidler. Forvaltningen følger udviklingen i prisloftsproblematikken nøje og vil orientere Teknik- og Miljøudvalget, såfremt der viser sig væsentlige afvigelser i forhold til planens indsatsområder. Etablering af det nye vandselskab i 2012, en fælles vandkoncern, vil kunne medvirke til bedre at imødekomme kravene om at effektivisere, som er formålet med vandsektorlovens prisloftregulering.
Forsyningsselskabet (KE) udarbejder hvert år forslag til takster for vand- og spildevand, som derefter skal myndighedsgodkendes af Teknik – og Miljøudvalget. Ved denne behandling skal udvalget tage stilling til, hvorvidt taksterne overholder prisloftet. Vandtaksterne i KE godkendes således ikke med denne indstilling. Taksterne for vand (og spildevand) for 2012 blev godkendt i Teknik- og Miljøudvalgets møde den 28. november 2011.
Videre proces
Når indstillingen er godkendt meddeles dette til interessenter, høringsparter m.v., og Vandforsyningsplan 2012 offentliggøres på kommunens hjemmeside..
Hjalte Aaberg
/Charlotte Korsgaard
Oversigt over politisk behandling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at den nye Vandforsyningsplan 2012, jf. bilag 1, godkendes.
Indstillingen blev anbefalet.
Beslutning
Økonomiudvalgets beslutning den 22. maj 2012
Indstillingen blev anbefalet.