Tryghedsspakke til Voldparken og anvendelse af midler til projekt "Din Betjent"
Økonomiudvalget skal godkende udmøntning af en akut tryghedsindsats i området Voldparken samt anvendelsen af midler fra projekt "Din Betjent" i 2012.
Indstilling og beslutning
Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,
1. at der besluttes at gennemføre en akut tryghedsindsats i området Voldparken, og at der udmøntes midler til indsatser i forhold til indbrud og gaderøverier samt kompetenceudvikling med politiet. Der afsættes samlet 734.000 kr. i drift i 2012 (2012 p/l) og 210.000 kr. i anlæg i 2012 (2012 p/l) til indsatserne via "Din Betjent"-puljen for 2012 og Akutpuljen til at afhjælpe særlige episoder med uro afsat i Budget 2012,
2. at driftsudgifterne finansieres med 664.000 kr. i drift i 2012 (2012 p/l) fra "Din Betjent"-puljen og med 70.000 kr. i drift i 2012 (2012 p/l) fra Akutpuljen til særlige episoder. Udgifterne fra "Din Betjent"-puljen afholdes på Økonomiudvalgets bevilling, Økonomisk forvaltning, drift, funktion 6.45.51.1, og udgifterne fra Akutpuljen til særlige episoder afholdes på Økonomisk forvaltning, drift, funktion 0.58.95.1.,
3. at der gives anlægsbevilling til tryghedsindsatsen i Voldparken på 210.000 kr. i 2012 (2012 p/l) via Akutpuljen til særlige episoder, anlæg. Udgiften afholdes på Økonomiudvalgets bevilling, Økonomisk forvaltning, anlæg, funktion 6.45.51.3.
Problemstilling
Voldparken
Der er akut behov for en tryghedsindsats i området Voldparken. EnergiCenter Voldparken (ECV) har gennem det seneste ca. halvandet år været udsat for uro og kriminalitet af bekymrende omfang, som skaber utryghed for medarbejdere og brugere. Fra december 2010 til marts 2012 er i en logbog, ført af ECV registreret 48 hændelser, der spænder over rudeknusning, omfattende hærværk, ildspåsættelser, indbrud og trusler til skuddrabet den 10. marts 2011 i det nærliggende Gadelandet. Den tidligere Voldparken skole rummer idrætsfaciliteter, kulturhus, daginstitutioner, foreninger mv. Ca. 70 medarbejdere fra forskellige forvaltninger og projekter er tilknyttet driften af og aktiviteter i ECV, som dagligt har omkring. 300-400 unge eller voksne brugere og ca. 350 børn på daginstitutionerne.
De udfordringer med uroskabende unge, som dagligt skaber utryghed i ECV og beboelsesområdet omkring den tidligere Voldparken skole, er forværret som følge af, at 18+ centret Voldparken+ måtte lukke den 23. marts 2012. Lukningen skete efter længere tids pression, trusler, hærværk og tyveri fra brugergruppen, der ønsker, at centret skal drives som en klub på de unges egne præmisser. Samtidig har Børne- og Ungdomsforvaltningen måttet lukke sit klubtilbud i Voldparken 10 den 18. april 2012. BUF har vurderet, at det ikke længere er forsvarligt at opretholde klubtilbuddet i Voldparken i forhold til børn, unge og personalet i klubben. Økonomiudvalget skal derfor tage stilling til forslag om en akut tryghedspakke for Voldparken.
Din Betjent
Endvidere skal Økonomiudvalget beslutte anvendelsen af midler til øvrige aktiviteter i forbindelse med projekt "Din Betjent" i 2012. Formålet med projekt "Din Betjent" er at gennemføre en særlig indsats for den lokale tryghed, som skal understøtte Københavns Politis lokalpoliti-indsats. Projekt "Din Betjent" omfatter: En akutpulje til udvidede kommunale aktiviteter og akutte behov; tværgående kompetenceudvikling og indbrudskampagner mv. i samarbejde med Københavns Politi.
Løsning
Tryghedspakke til Voldparken
For at imødekomme de akutte udfordringer i Voldparken herunder dæmme op for uro og kriminalitet omkring Energicenter Voldparken, foreslås en samlet tryghedsindsats for området. Tryghedsindsatsen koordineres med de eksisterende driftsaktiviteter i området herunder Socialforvaltningens indsatser for 18+ målgruppen omkring 18+ center satellitten.
Socialforvaltningen har i samarbejde med SSP igangsat en handleplan for at genåbne 18+ center satellitten i Voldparken, og indsatsen herfor vil strække sig over sommeren frem til 1. august. Handleplanen involverer blandt andet 1) at politiet med det samme intensiverer indsatsen i området, 2) at dialogen med 18+ satellittens målgruppe af unge styrkes dels med henblik på skabe ro i centret og dels med henblik på at udvikle centret ift. de behov der er for denne specifikke målgruppe og 3) at der koordineres tæt mellem forvaltningernes forskellige indsatser i området. Afhængig af dialogen med de unge vil 18+ satellitten åbne hurtigst muligt i maj måned. Da aktiviteter i 18+ satellitten først forventes fuldt reetableret pr. 1. august vurderer Socialforvaltningen, at det giver god mening at Børne- og Ungdomsforvaltningen i samme periode drosler ned for klubaktiviteter og opprioriterer gadeplansarbejdet i området
Tryghedspakken til Voldparken indeholder følgende tiltag:
- Ansættelse af 2 medarbejdere i Børne- og Ungdomsforvaltningen frem til 31. juli 2012 til en opsøgende og relationsskabende funktion både på gaden og i det samordnede klubtilbud, Frederikssundsvej 348, for unge under 18 år.
- Etablering et fælles klubtilbud på Frederikssundsvej 348 for unge under 18 år, samt leje af minibus til brug ved aktiviteter for samtlige unge der benytter et af de to klubtilbud Frederikssundsvej 348
- Anlæg af øget tryghedsfremmende belysning og etablering af alarmanlæg – begge forøger værdien af det allerede etablerede TV-overvågningsanlæg
- Udarbejdelse af beredskabsplan for hele Energicenter Voldparken, herunder bl.a. plan for evakuering og forebyggelse
- Rydning og sikring af ejendommen – særligt byggepladsen – sikres i samarbejde imellem KEjd som bygherre og de udførende entreprenører inden for entreprisens økonomiske rammer
- Bygningsvedligeholdelse og reparation udføres løbende i samarbejde imellem KEjd og den socialøkonomiske virksomhed på ECV, der har indgået driftsaftale med KEjd. Arbejdet udføres indenfor KEjds eksisterende rammer for vedligehold og anlæg, samt indenfor driftsaftalens rammer
- Der søges indenfor ECV’s egne rammer en løsning på udfordringen med adgangskontrol ved etablering af en modtagelsesfunktion.
- Implementering af fase 1 og 2 af en plan for kompetence- og relationsudvikling, der skal sikre at kommunens medarbejdere i samarbejde med Københavns Politi klædes bedst muligt på ifht at forebygge og løse konflikter imellem de unge, ansatte, brugere og beboere i området og sikre et fælles sprog ifht de unge (fase 1) og en relationsudviklings og inddragelsesproces, der omfatter brugerne af ECV – også de unge brugere, forældrenetværk og medarbejderne (fase 2). 3. fase af kompetence- og relationsudviklingen omfatter hele Voldparken og har til formål at forankre og udbygge den helhedsindsats for relationsopbygning som er implementeret i fase 1 og 2. Denne fase tænkes finansieret for ECV’s egne midler.
Der foreslås i alt afsat 694.000 kr. til akutindsatsen i 2012 fordelt med 484.000 kr. i drift og 210.000 kr. i anlæg. Tryghedspakken skal skabe ro omkring det kriminalpræventive arbejde og øge trygheden blandt beboerne generelt, kommunens ansatte i området og de mange daglige brugere af ECV, samt dæmme op for de mange episoder med trusler mod medarbejdere, hærværk og brandstiftelse rettet mod den tidligere Voldparken Skole. Indsatsen sikrer de fysiske rammer såvel som udbygger den eksisterende gadeplansindsats og brobygger de unge til de samordnede klubtilbud på Frederikssundsvej 348, samt styrker aktivitetstilbudene målrettet områdets unge. Endelig sikrer tryghedsindsatsen at medarbejdere såvel i ECV som i klubtilbuddene sammen med Københavns Politi indgår i et kompetenceudviklings- (fx konflikthåndtering) og relationsarbejde. Relationsarbejdet skal i anden fase af projektet udbredes til også at omfatte såvel unge som ældre brugere af ECV og forældrenetværk i området. Der følges op på indsatsen omkring Energicenter Voldparken med fokuseret resultat- og effektmåling. Som bilag 1 og og 2 er vedlagt henholdsvis ansøgning fra Børne- og Ungdomsforvaltningen på særlig indsats i området og statusnotat på indsatsen for 18+ målgruppen fra Socialforvaltningen.
Din Betjent og samarbejde med Københavns Politi
Siden projekt "Din Betjent" startede i 2010 har Københavns Kommune i samarbejde med Københavns Politis Station Bellahøj gennemført flere indbrudskampagner i Tingbjerg, Brønshøj-Husum og på Nørrebro samt afholdt årlige kompetenceforløb med seminar og netværksmøder for lokalbetjente og kommunale medarbejdere. Desuden er der blevet udmøntet midler til akutte indsatser overfor uroskabende unge. ØU besluttede derfor den 8. november 2011 (2011-127479) at udvide det geografiske område for projekt ”Din Betjent” til at dække hele København.
Af de resterende midler inden for projekt "Din Betjent" foreslås i alt afsat 250.000 kr. til følgende 3 tryghedsskabende aktiviteter.
- Bydækkende kampagne mod indbrud
- Indsats mod gaderøverier
- Kompetenceudvikling
Formålet med projekt "Din Betjent" er at gennemføre en særlig indsats for den lokale tryghed. Tryghedsindsatsen understøtter Københavns Politis lokalpolitiindsats, Din Betjent, som skal styrke politiets synlighed, dialog og samarbejde med lokale beboere og medarbejdere.
Bydækkende kampagne mod indbrud
Antallet af indbrud i København har været stigende over de sidste 10 år. Til trods for et mindre fald i 2011 i forhold til 2010 prioriterer Københavns Politi fortsat indsatsen mod indbrud højt. Der foreslås derfor gennemført en indbrudskampagne i alle bydele med særlig fokus på de udsatte boligområder. Indbrudskampagnen bygger på den kampagne, der blev udviklet og gennemført i samarbejde med Københavns Politi i Brønshøj-Husum og Tingbjerg i december 2011, hvor antallet af indbrud faldt med 65 procent i Tingbjerg og 28 procent i det øvrige Brønshøj-Husum (sammenlignet med samme periode i 2010). Kampagnen vil være rettet mod borgerne i privat beboelse og give gode råd til, hvad borgerne selv kan gøre for at undgå indbrud. Kampagnen foreslås gennemført i december 2012 i samarbejde med Københavns Politi og lokaludvalgene. Der foreslås i alt afsat 120.000 kr. til indbrudskampagnen.
Indsats mod gaderøverier
Antallet af røverier begået mod personer er steget markant. I 2011 blev der således begået 34 procent flere tilfælde af denne type røverier end i 2010. Københavns Politi har i samarbejdsplanen for Københavns Politikreds fastlagt gaderøverier som et særligt fokusområde i 2012 (jf. Københavns Politis ”Tryg By”-indsats). Indsatsen vil være rettet mod potentielle ofre og gerningsmænd i de områder af København, hvor gaderøverier er et særligt problem. Indsatsen foreslås gennemført i efteråret 2012 og vil blandt andet være inspireret af en kampagne mod gaderøverier fra London. Der foreslås i alt afsat 100.000 kr. til indsatsen.
Kompetenceudvikling
I forbindelse med udvidelsen af Din Betjent (fra Nørrebro) til hele Station Bellahøjs politidistrikt er der i foråret 2012 blevet afviklet et fælles kompetenceforløb for lokalbetjente og relevante kommunale medarbejdere, der arbejder i samme lokalområde. I udviklingen af kompetenceforløbet er der brugt nye metoder til at understøtte netværksdannelse (fx er der blevet udviklet et dilemma-spil i forbindelse med seminaret). Fremadrettet vil der fortsat være behov for at styrke den fælles kompetenceudvikling for lokalpolitiet og kommunens medarbejdere, idet "Din Betjent" forventes at blive udbredt til hele byen, og der løbende sker udskiftning i personalet. Med henblik på at lære af erfaringer fra det netop gennemførte kompetenceforløb foreslås i alt afsat 30.000 kr. til evaluering og videreudvikling af kompetenceforløbet.
Økonomi
Tabel 1. Udgifter til Voldparken og øvrige Din Betjent aktiviteter
Aktivitet | Udgift 2012 | Målgruppe / enhedspris (2012 p/l) |
Tryghedspakke for Voldparken | ||
Akutindsats ved EnergiCenter Voldparken (ECV) - beredskabsplan og kompetence- og relationsudvikling (drift) | 204.000 | Medarbejdere, brugere samt forældre og beboere i lokalområdet. Ca. 800 kr. pr. deltager person. |
Akutindsats ved EVC drift - belysning og alarmer (anlæg) * | 210.000 | |
BUF indsats i fritids- og ungdomsklubber i området | 280.000 | 30-40 unge i alderen 13-16 år. Enhedspris ca. 7.000-9.300 kr. pr. ung. |
Tryghedspakke for Voldparken | 694.000 | |
Bydækkende kampagne mod indbrud | 120.000 | Målrettet alle borgere i København |
Indsats mod gaderøverier | 100.000 | Målrettet potentielle ofre og gerningsmænd i udvalgte bydele |
Evaluering og videreudvikling af kompetenceforløb | 30.000 | Målrettet betjente og kommunale medarbejdere. |
Øvrige Din Betjent aktiviteter i alt | 250.000 | |
I alt til udmøntning | 944.000 |
Tabel 2. Finansiering.
Din Betjent-puljen - drift | 664.000 |
Akutpulje til at afhjælpe særlige episoder med uro - drift | 70.000 |
Akutpulje til at afhjælpe særlige episoder med uro - anlæg | 210.000 |
I alt | 944.000 |
I 2012 er der i alt afsat 868.000 kr. (2012 p/l) til understøttelse af "Din Betjent". Heraf har Økonomiudvalget allerede besluttet at anvende 120.000 kr. til kompetenceudvikling sammen med Station Bellahøj (2011-127479) og 84.000 kr. til udvidede kommunale aktiviteter (2011-175200) i foråret 2012. Med vedtagelse af denne indstilling godkendes anvendelse af de restende midler 664.000 kr. (2012 p/l). Aktiviteterne finansieres af midler fra projekt "Din Betjent" i budget 2010. Midlerne blev udmøntet af Borgerrepræsentationen den 20. maj 2010 (BR 2010-48306) og udgifterne afholdes på Økonomiudvalgets bevilling, Økonomisk forvaltning, drift, funktion 6.45.51.1.
Videre proces
Tryghedspakke til Voldparken
Den særlige gadeplans- og aktivitetsindsats for de under 18-årige fra Børne- og Ungdomsforvaltningen løber fra 1. april frem til 31. juli 2012. Frem til skolernes sommerferie samordnes med klubtilbuddene på Frederikssundsvej 348, og i skolernes sommerferie koordineres ligeledes fælles med Kultur- og fritidsforvaltningens Feriecamp aktiviteter i området. Kompetenceudviklingen, netværks og relationsarbejdet, forankres lokalt og afvikles i 2 etaper, hvor 1. etape igangsættes straks ved bevilling og 2. etape, hvor også brugerne inddrages igangsættes i efteråret 2012. KEjd etablerer belysning og alarmer, der skal understøtte effekten af den etablerede TV-overvågning. Etableringen sker i samarbejde med den socialøkonomiske virksomhed på ECV og iværksættes snarest muligt efter bevilling. Københavns Brandvæsen igangsætter udarbejdelsen af beredskabsplan i samarbejde med de berørte medarbejdere og ledere straks efter bevilling.
Din Betjent og samarbejde med Københavns Politi
Med denne indstilling godkendes anvendelse af de resterende midler til "Din Betjent" i 2012. Midlerne til projekt ”Din Betjent” udløber i 2012.
Tid |
Aktivitet |
Medio 2012 |
Evaluering og videreudvikling af kompetenceforløb til lokalpolitiet og kommunale medarbejdere |
Efteråret 2012 |
Indsats mod gaderøverier |
Dec. 2012 |
Bydækkende kampagne mod indbrud |
Bjarne Winge
Beslutning
Økonomiudvalgets beslutning den 22. maj 2012
Lea Bryld, Økonomiforvaltningen, Per Larsen, Økonomiforvaltningen, Michael Melbye, SSP, Mette Buss, Børne- og Ungdomsforvaltningen og Johan Reimann og Jørn Aabye fra Københavns Politi deltog under punktets behandling.
Indstillingen blev godkendt.