Forslag til lokalplan "Farumgade" med kommuneplantillæg - startredegørelse (Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget)
Forslag til lokalplan "Farumgade" med kommuneplantillæg - startredegørelse (Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget)
Økonomiudvalget b>
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde tirsdag den 22. april 2008
J.nr. ØU 146/2008
4. Forslag til lokalplan "Farumgade" med kommuneplantillæg - startredegørelse (Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget)
Det skal godkendes, at der igangsættes
udarbejdelse af forslag til lokalplan med kommuneplantillæg med henblik på
opførelse af en ny bebyggelse med serviceerhverv og boliger på Nørrebrogade 209
A-D og Farumgade 4-6.
Teknik- og Miljøudvalget godkendte,
1.
at der udarbejdes
et forslag til lokalplan for en ny bebyggelse med serviceerhverv og boliger på
Nørrebrogade 209 A-D og Farumgade 4-6 (se kortet på side 3 i vedlagte
startredegørelse, bilag 1) på baggrund af de intentioner, der fremgår af startredegørelsen.
Økonomiforvaltningen
indstiller, at Økonomiudvalget godkender, 2.
at der
udarbejdes forslag til tillæg til Kommuneplan 2005, der ændrer rammerne for
området med hensyn til bolig-, bebyggelses- og friarealprocent samt de særlige
detailhandelsrammer for så vidt angår afgrænsningen af bydelscenterområdet
omkring Nørrebrogade. |
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den
22. april 2008 Indstillingen blev godkendt. |
Problemstilling
Anders Helweg Arkitekter har
for ejeren/bygherren, Nicolaj Caiezza, søgt om, at der udarbejdes en lokalplan
for at muliggøre et nybyggeri på ejendommene beliggende Nørrebrogade 209 A-D og
Farumgade 4-6 (se kortet på side 3 i startredegørelsen, bilag 1) efter nedrivning
af den nuværende bebyggelse.
Nybyggeriet placeres, hvor
der nu ligger en nyere 1-etages butikspavillon ud mod Nørrebrogade og en
tankstation ud mod Farumgade. Stedet opleves som rumligt udflydende med et
uudnyttet potentiale i forhold til den strategiske beliggenhed ved krydsningspunktet
mellem Nørrebrogade og den grønne cykelrute og over for Nørrebrohallen, hvor
der ud mod Nørrebrogade tænkes opført et kulturhus for de omliggende kvarterer.
Byggeriet har et omfang, der
forudsætter udarbejdelse en lokalplan og et kommuneplantillæg. I
kommuneplantillægget ændres rammerne for området fra S1 til S2* (serviceerhverv)
med hensyn til bebyggelses- og friarealprocent samt de særlige detailhandelsrammer
for så vidt angår afgrænsningen af bydelscenterområdet omkring Nørrebrogade.
Løsning
Projektet opføres i 5 etager
og har et etageareal på ca. 15.000 m2 og rummer serviceerhverv,
herunder butikker og andre publikumsrettede funktioner, samt boliger. Fordelingen
mellem serviceerhverv og boliger er ca. 70/30 pct.
Det er forvaltningens
vurdering, at projektet med sin kompakte form og sit funktionsblandede indhold,
herunder et stort indslag af publikumsrettede funktioner, udnytter stedets
oplagte potentiale for en bymæssig fortætning med en styrkelse af bylivet i et
nyt aktivitetspunkt på denne del af Nørrebrogade. Stedet har en stationsnær
placering med ca. 400 m til Nørrebro Station med kommende metrostation og ca.
600 m til den kommende metrostation på
Nørrebros Runddel.
Det vurderes endvidere, at
projektet med sin overordnede disponering indordner sig områdets
bebyggelsesstruktur og skala. Projektet vil desuden medvirke til en ønskelig rumlig
opstramning i forhold til gaderum og parkstrøget. Den glasoverdækkede gade gennem
bebyggelsen vil fungere som et indre byrum, der giver mulighed for en udveksling
med parkstrøgets aktiviteter.
Bebyggelsens store
tagterrasser ind mod parkstrøget indebærer et fint samspil med parken og giver
bebyggelsen, herunder boligerne, solorienterede opholdsarealer med stor
brugsværdi, der således kan begrunde, at de normalt krævede friarealer på
terræn erstattes af opholdsarealer på tagterrasser. Tagterrasserne har et
omfang, der opfylder den normale friarealprocent på 40 for boliger og 10 for
erhverv.
På denne baggrund kan
forvaltningen anbefale, at projektet danner udgangspunkt for udarbejdelsen af
en lokalplan.
I Kommuneplan 2005 er
lokalplanområdet fastlagt som et S1-område (serviceerhverv). Gennemførelse af
projektet forudsætter en ændring af rammerne med hensyn til, bolig-,
bebyggelses- og friarealprocent samt af de særlige rammer for detailhandel.
Der skal udarbejdes et
kommuneplantillæg, hvori:
·
S1-området ændres
til et S2*-område (serviceerhverv) med særlige bestemmelser om,
at
den maksimale bebyggelsesprocent er 315,
at
indtil 30 pct. af etagearealet kan anvendes til boliger fortrinsvis placeret i
de øverste etager, samt
at
det i lokalplan kan tillades, at friarealkravet opfyldes ved etablering af
opholdsarealer på tagterrasser og lignende.
·
Afgrænsningen af
bydelscenteret omkring Nørrebrogade udvides, således at hele lokalplanområdet
medtages under bydelscenteret (se side 10 i startredegørelsen).
Lokalplanforslaget udarbejdes
inden for rammerne af kommuneplantillægget og efter de intentioner og
principper, der fremgår af startredegørelsen, bilag 1. I lokalplanforslaget
fastlægges bestemmelser om anvendelse, bebyggelsens omfang, placering og ydre
fremtræden, ubebyggede arealer m.v.
I lokalplanen fastlægges den
normale parkeringsdækning på 1 parkeringsplads pr. 100 m2 etageareal
med krav om, at parkering udelukkende etableres i underjordisk anlæg, hvilket
svarer til 152 pladser ved et byggeri af det foreslåede omfang. Det forventes,
at byggeriet vil generere 700-1.000 ture pr. døgn. Det svarer til en større
trafikstigning i Farumgade i forhold til den nuværende situation, men en mindre
stigning i lokalområdet som helhed. I lokalplanen vil blive fastlagt norm for
cykelparkering.
I projektet foreslås
Farumgade (privat fællesvej), som i dag fremtræder stærkt nedslidt, ombygget
til sivegade med ny belægning, gadetræer, gadeinventar m.v. Ombygningen bekostes
helt eller delvis af bygherren som projektets bidrag til en forbedring af det omliggende
byrum. Eventuel indretning af gaden til sivegade skal nærmere vurderes i forhold
til afvikling af den øgede trafikmængde og koordineres med planerne for ombygning/nedklassificering
af Nørrebrogade. Et eventuelt projekt skal udvikles i samarbejde med
forvaltningen og i dialog med gadens beboere.
Indstillingen er ikke
omfattet af Teknik- og Miljøforvaltningens positivlister over sager, der skal
miljøvurderes.
Af bilag 2, Miljøvurdering,
fremgår, at planforslagene ikke vurderes at ville medføre, at der skal
foretages miljøvurdering efter loven om miljøvurdering af planer og programmer,
lov nr. 316 af 5. maj 2004.
Tilgængelighedsvurdering fremgår
af bilag 3.
Videre proces
Under forudsætning af
udvalgenes godkendelse af, at der udarbejdes forslag til lokalplan og
kommuneplantillæg, annonceres beslutningen om, at planforslagene ikke vurderes
at ville medføre, at der skal foretages miljøvurdering efter loven om miljøvurdering
af planer og programmer.
Efter sagens behandling i
udvalgene foretages intern høring af relevante instanser med henblik på
bemærkninger til udarbejdelse af planforslagene.
Det kommende lokaludvalg for
Nørrebro, som nedsættes til sommer, inddrages i fornødent omfang i udarbejdelse
af planforslagene.
Forslag til lokalplan og
kommuneplantillæg forventes forelagt Teknik- og Miljøudvalget samt
Økonomiudvalget i efteråret 2008 med henblik på vedtagelse i Borgerrepræsentationen
sidst på efteråret og efterfølgende offentlig høring. Endelig vedtagelse af
planforslagene forventes at ske i foråret 2009.
Bilag
- Oversigt over politisk behandling
1.
Startredegørelse
"Farumgade"
2.
Miljøvurdering
3.
Tilgængelighedsvurdering
Claus Juhl Hjalte Aaberg