Mødedato: 22.04.2008, kl. 15:15

Forslag til lokalplan "Farumgade" med kommuneplantillæg - startredegørelse (Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget)

Se alle bilag

Forslag til lokalplan "Farumgade" med kommuneplantillæg - startredegørelse (Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget)

Økonomiudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde tirsdag den 22. april 2008

 

ØU 146/2008

 

 

4.                   Forslag til lokalplan "Farumgade" med kommuneplantillæg - startredegørelse (Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget)

 

 

 

Det skal godkendes, at der igangsættes udarbejdelse af forslag til lokalplan med kommuneplantillæg med henblik på opførelse af en ny bebyggelse med serviceerhverv og boliger på Nørrebrogade 209 A-D og Farumgade 4-6.

 

INDSTILLING OG Beslutning

Teknik- og Miljøudvalget godkendte,

1.                  at der udarbejdes et forslag til lokalplan for en ny bebyggelse med serviceerhverv og boliger på Nørrebrogade 209 A-D og Farumgade 4-6 (se kortet på side 3 i vedlagte startredegørelse, bilag 1) på baggrund af de intentioner, der fremgår af startredegørelsen.

 

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget godkender,

2.                  at der udarbejdes forslag til tillæg til Kommuneplan 2005, der ændrer rammerne for området med hensyn til bolig-, bebyggelses- og friarealprocent samt de særlige detailhandelsrammer for så vidt angår afgrænsningen af bydelscenterområdet omkring Nørrebrogade.

 

Problemstilling

Anders Helweg Arkitekter har for ejeren/bygherren, Nicolaj Caiezza, søgt om, at der udarbejdes en lokalplan for at muliggøre et nybyggeri på ejendommene beliggende Nørrebrogade 209 A-D og Farumgade 4-6 (se kortet på side 3 i startredegørelsen, bilag 1) efter nedrivning af den nuværende bebyggelse. 

 

Nybyggeriet placeres, hvor der nu ligger en nyere 1-etages butikspavillon ud mod Nørrebrogade og en tankstation ud mod Farumgade. Stedet opleves som rumligt udflydende med et uudnyttet potentiale i forhold til den strategiske beliggenhed ved krydsningspunktet mellem Nørrebrogade og den grønne cykelrute og over for Nørrebrohallen, hvor der ud mod Nørrebrogade tænkes opført et kulturhus for de omliggende kvarterer.

 

Byggeriet har et omfang, der forudsætter udarbejdelse en lokalplan og et kommuneplantillæg. I kommuneplantillægget ændres rammerne for området fra S1 til S2* (serviceerhverv) med hensyn til bebyggelses- og friarealprocent samt de særlige detailhandelsrammer for så vidt angår afgrænsningen af bydelscenterområdet omkring Nørrebrogade. 

 

Løsning

Projektet opføres i 5 etager og har et etageareal på ca. 15.000 m2 og rummer serviceerhverv, herunder butikker og andre publikumsrettede funktioner, samt boliger. Fordelingen mellem serviceerhverv og boliger er ca. 70/30 pct.

 

Det er forvaltningens vurdering, at projektet med sin kompakte form og sit funktionsblandede indhold, herunder et stort indslag af publikumsrettede funktioner, udnytter stedets oplagte potentiale for en bymæssig fortætning med en styrkelse af bylivet i et nyt aktivitetspunkt på denne del af Nørrebrogade. Stedet har en stationsnær placering med ca. 400 m til Nørrebro Station med kommende metrostation og ca. 600 m til den kommende metrostation på Nørrebros Runddel.  

 

Det vurderes endvidere, at projektet med sin overordnede disponering indordner sig områdets bebyggelsesstruktur og skala. Projektet vil desuden medvirke til en ønskelig rumlig opstramning i forhold til gaderum og parkstrøget. Den glasoverdækkede gade gennem bebyggelsen vil fungere som et indre byrum, der giver mulighed for en udveksling med parkstrøgets aktiviteter.

 

Bebyggelsens store tagterrasser ind mod parkstrøget indebærer et fint samspil med parken og giver bebyggelsen, herunder boligerne, solorienterede opholdsarealer med stor brugsværdi, der således kan beg runde, at de normalt krævede friarealer på terræn erstattes af opholdsarealer på tagterrasser. Tagterrasserne har et omfang, der opfylder den normale friarealprocent på 40 for boliger og 10 for erhverv. 

 

På denne baggrund kan forvaltningen anbefale, at projektet danner udgangspunkt for udarbejdelsen af en lokalplan.

 

I Kommuneplan 2005 er lokalplanområdet fastlagt som et S1-område (serviceerhverv). Gennemførelse af projektet forudsætter en ændring af rammerne med hensyn til, bolig-, bebyggelses- og friarealprocent samt af de særlige rammer for detailhandel.

 

Der skal udarbejdes et kommuneplantillæg, hvori:

 

·        S1-området ændres til et S2*-område (serviceerhverv) med særlige bestemmelser om,

at den maksimale bebyggelsesprocent er 315,

at indtil 30 pct. af etagearealet kan anvendes til boliger fortrinsvis placeret i de øverste etager, samt

at det i lokalplan kan tillades, at friarealkravet opfyldes ved etablering af opholdsarealer på tagterrasser og lignende.

·        Afgrænsningen af bydelscenteret omkring Nørrebrogade udvides, således at hele lokalplanområdet medtages under bydelscenteret (se side 10 i startredegørelsen).

 

Lokalplanforslaget udarbejdes inden for rammerne af kommuneplantillægget og efter de intentioner og principper, der fremgår af startredegørelsen, bilag 1. I lokalplanforslaget fastlægges bestemmelser om anvendelse, bebyggelsens omfang, placering og ydre fremtræden, ubebyggede arealer m.v.

 

I lokalplanen fastlægges den normale parkeringsdækning på 1 parkeringsplads pr. 100 m2 etageareal med krav om, at parkering udelukkende etableres i underjordisk anlæg, hvilket svarer til 152 pladser ved et byggeri af det foreslåede omfang. Det forventes, at byggeriet vil generere 700-1.000 ture pr. døgn. Det svarer til en større trafikstigning i Farumgade i forhold til den nuværende situation, men en mindre stigning i lokalområdet som helhed. I lokalplanen vil blive fastlagt norm for cykelparkering.

 

I projektet foreslås Farumgade (privat fællesvej), som i dag fremtræder stærkt nedslidt, ombygget til sivegade med ny belægning, gadetræer, gadeinventar m.v. Ombygningen bekostes helt eller delvis af bygherren som projektets bidrag til en forbedring af det omliggende byrum. Eventuel indretning af gaden til sivegade skal nærmere vurderes i forhold til afvikling af den øgede trafikmængde og koordineres med planerne for ombygning/nedklassificering af Nørrebrogade. Et eventuelt projekt skal udvikles i samarbejde med forvaltningen og i dialog med gadens beboere. 

 

Indstillingen er ikke omfattet af Teknik- og Miljøforvaltningens positivlister over sager, der skal miljøvurderes.

 

Af bilag 2, Miljøvurdering, fremgår, at planforslagene ikke vurderes at ville medføre, at der skal foretages miljøvurdering efter loven om miljøvurdering af planer og programmer, lov nr. 316 af 5. maj 2004.

 

Tilgængelighedsvurdering fremgår af bilag 3.

 

Videre proces

Under forudsætning af udvalgenes godkendelse af, at der udarbejdes forslag til lokalplan og kommuneplantillæg, annonceres beslutningen om, at planforslagene ikke vurderes at ville medføre, at der skal foretages miljøvurdering efter loven om miljøvurdering af planer og programmer.

 

Efter sagens behandling i udvalgene foretages intern høring af relevante instanser med henblik på bemærkninger til udarbejdelse af planforslagene.

 

Det kommende lokaludvalg for Nørrebro, som nedsættes til sommer, inddrages i fornødent omfang i udarbejdelse af planforslagene.

 

Forslag til lokalplan og kommuneplantillæg forventes forelagt Teknik- og Miljøudvalget samt Økonomiudvalget i efteråret 2008 med henblik på vedtagelse i Borgerrepræsentationen sidst på efteråret og efterfølgende offentlig høring. Endelig vedtagelse af planforslagene forventes at ske i foråret 2009.  

 

Bilag

-          Oversigt over politisk behandling

 

1.                  Startredegørelse "Farumgade"

2.                  Miljøvurdering

3.                  Tilgængelighedsvurdering

 

 

Claus Juhl                            Hjalte Aaberg

 

 

Til top