Vedtægtsændring for Københavns Erhvervsråd og udpegning af fem medlemmer hertil samt fem stedfortrædere
Vedtægtsændring for Københavns Erhvervsråd og udpegning af fem medlemmer hertil samt fem stedfortrædere
Økonomiudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde tirsdag den 22. januar 2002
J.nr. ØU 14/2002
6. Vedtægtsændring for Københavns Erhvervsråd og udpegning af fem medlemmer hertil samt fem stedfortrædere
INDSTILLING OG BESLUTNING
Økonomiforvaltningen foreslår, at Økonomiudvalget indstiller til Borgerrepræsentationen,
at de nedenfor beskrevne ændringsforslag til vedtægter for Københavns Erhvervsråd tiltrædes,
at der samtidig udpeges 5 medlemmer til Erhvervsrådet samt 5 stedfortrædere for disse.
Økonomiudvalgets beslutning: Anbefalet.
Behandling: Til Borgerrepræsentationen.
RESUME
På Borgerrepræsentationens møde den 1. juni 1995 blev Københavns Erhvervsråd stiftet. Udpegningsperioden følger den kommunale valgperiode, og der skal derfor pr. 1. januar 2002 udpeges for en ny fire-årig periode.
På baggrund af drøftelser i Københavns Erhvervsråd foreslås følgende ændringer i vedtægter med hensyn til sammensætningen for Københavns Erhvervsråd:
- Erhvervsrådet suppleres med en repræsentant fra Københavns City Center,
- Erhvervsrådet suppleres med en repræsentant fra Storkøbenhavns Samvirkende Handelsforeninger,
- Formandsskabet kan udpege op til 2 medlemmer, hvis det skønnes fordelagtigt,
- Dansk Speditørforening udgår af Erhvervsrådet,
- Den nye erhvervsorganisation ServiceErhvervene udpeger 1 medlem til Erhvervsrådet, og dermed udgår de to repræsentanter fra hhv. Handelskammeret og HORESTA,
- Københavns Universitet og Handelshøjskolen i København udpeger fremover 1 repræsentant til Erhvervsrådet i fællesskab,
- Københavns Tekniske Skole og Niels Brock Handelsskole udpeger fremover 1 repræsentant til Københavns Erhvervsråd i fællesskab.
Derudover foreslås det, at alle medlemmer i Københavns Erhvervsråd skal have mulighed for at udpege suppleant. Yderligere skal mødeindkaldelse fremover ske med mindst 3 ugers varsel og mødemateriale udsendes mindst 2 uger før hvert møde.