Mødedato: 21.11.2023, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Garanti for lån til kloakrenovering i fem almene boligafdelinger, Amager Vest

Se alle bilag

Før Borgerrepræsentationen kan tage stilling til en indstilling, skal Økonomiudvalgets erklæring om enhver sag, der vedrører kommunens planlægningsopgaver, økonomiske forhold eller almindelige administrative forhold, indhentes, jf. Københavns Kommunes styrelsesvedtægt § 12, stk. 5.

I nærværende indstilling, skal Økonomiudvalget således alene tage stilling til den foreslåede erklæring i afsnittet "Indstilling".

Borgerrepræsentationen skal tage stilling til kommunal garanti for lån til ekstraordinære renoveringsarbejder i Boligforeningen 3B’s afdelinger, Hørgården 1, Hørgården 2, Remisevænget Øst, Remisevænget Vest og Remisevænget Nord i Amager Vest.

Tidligere beslutninger

Teknik- og Miljøudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,

  1. at stille 100 % garanti for lån til finansiering af renoveringsarbejder i den almene boligorganisation Boligforeningen 3B, afdeling Hørgården 1 på op til 121,2 mio. kr.,
  2. at stille 100 % garanti for lån til finansiering af renoveringsarbejder i den almene boligorganisation Boligforeningen 3B, afdeling Hørgården 2 på op til 93,3 mio. kr.,
  3. at stille 100 % garanti for lån til finansiering af renoveringsarbejder i den almene boligorganisation Boligforeningen 3B, afdeling Remisevænget Øst på op til 183,5 mio. kr.,
  4. at stille 100 % garanti for lån til finansiering af renoveringsarbejder i den almene boligorganisation Boligforeningen 3B, afdeling Remisevænget Vest på op til 92,8 mio. kr.,
  5. at stille 100 % garanti for lån til finansiering af renoveringsarbejder i den almene boligorganisation Boligforeningen 3B, afdeling Remisevænget Nord på op til 118,8 mio. kr.,
  6. at Teknik- og Miljøudvalget bemyndiges til at stille den nødvendige garanti for lånene inden for rammen på i alt 609,7 mio. kr.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring: 

Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme. 

Problemstilling

Fælleskloakkerne i boligforeningen 3B’s afdelinger Hørgården 1, Hørgården 2, Remisevænget Øst, Remisevænget Vest og Remisevænget Nord står foran en totalrenovering. Boligorganisationen har henvist til tekniske undersøgelser, der konkluderer, at de eksisterende fælleskloakker i afdelingerne ikke har nogen restlevetid og uundgåeligt står foran en totalrenovering. Boligorganisationen har indgået aftale med en entreprenør, der står klar til at gennemføre den nødvendige renovering, og en udsættelse af projektet og et eventuelt udbud i forhold til en ny løsning, vil derfor fordyre projektet.

Som følge af det omfattende renoveringsbehov er det som følge af Teknik- og Miljøudvalgets vedtagelse af Projekttillæg 2020 til Spildevandsplan 2018 og Tillæg nr. 6 til Spildevandsplan 2008 besluttet, at områderne i Hørgården og Remiseparken i Urbanplanen på Amager i den forbindelse skal separatkloakeres. Projekterne er dermed vedtaget i spildevandsplanen på baggrund af kloakkernes nuværende behov for en totalrenovering samt med henblik på klimatilpasning og fremtidssikring af fælleskloakkernes kapacitet. Renoveringen omfatter fem almene boligafdelinger i områderne, som i dag er fælleskloakeret. Separatkloakeringen, der vurderes at udgøre en mindre del af omkostning ved renoveringen, vil medføre, at spildevand og regnvand fremover kan holdes adskilt med det formål at lede hverdagsregn væk fra kloaksystemet i områderne og hen til en skybrudsløsning. Kommunen udsteder på baggrund af spildevandsplanen om nødvendigt påbud om gennemførsel med 5-årigt varsel. Dette er i henhold til kommunens skybrudsplan, der er vedtaget i 2012.

Borgerrepræsentationen godkendte den 3. marts 2022 en foreløbig kommunal garanti på 100 % af realkreditlån til finansiering af udgifterne til kloakrenovering og etablering af separatkloakering på i alt 366,6 mio. kr. Efter Boligorganisationen 3B har afsluttet licitationen den 3. juli 2023 fremgår det, at den tidligere kommunale garanti ikke længere er tilstrækkelig (nu 609,7 mio. kr.), hvilket skyldes en markant stigning på byggepriserne, og Borgerrepræsentationen skal derfor på ny tage stilling til en kommunal garanti på 100 % af realkreditlån til finansiering af udgifterne.

Kommunal garantistillelse
Når kommunen garanterer for et realkreditlån, sikres det, at boligorganisationen kan optage lån i et realkreditinstitut til forskel fra et banklån. Garantierne stilles med hjemmel i almenboliglovens § 98, efter hvilken der kan ydes garanti for lån til ekstraordinære renoveringsarbejder. Realkreditinstituttet vurderer behovet for kommunal garanti blandt andet på baggrund af tidligere belåning og nettolejen.

Løsning

Renoveringerne finansieres foruden realkreditlån med brug af henlæggelser (opsparede midler i afdelingen) og egen trækningsret (opsparede midler i Landsbyggefonden). Kommunen kan ikke udover ved denne garanti yde støtte til projektet. Renoveringerne medfører huslejestigninger i de fem afdelinger mellem 17% og 29 %. For en lejlighed på 75 m2 betyder det huslejestigninger i spændet ca. 967-1.292 kr. pr. måned, hvorefter huslejerne i de forskellige afdelinger ligger mellem ca. 5675 og 7168 kr. pr. måned for en lejlighed på 75 m2. Renoveringernes økonomi er endeligt fastlagte, hvorfor det indstilles, at Teknik- og Miljøudvalget bemyndiges til at stille kommunal garanti inden for rammen af den samlede estimerede anlægssum. De samlede udgifter er opgjort til 609,7 mio. kr. Hvis lånebehovet bliver reduceret, reduceres garantibeløbet tilsvarende.

Oversigt over kommunal garanti til de enkelte lån er vedlagt i bilag 2.

Politisk handlerum
Der kan i forbindelse med denne indstilling om garanti for lån alene tages beslutning om forpligtelse til at yde garanti for lånene til renoveringsarbejderne. Godkendelse af renoveringsarbejderne sker under forudsætning af, at forvaltningen administrativt godkender renoveringerne inden for bestemmelserne i almenboligloven. Hvis det besluttes ikke at stille garanti, vil boligorganisationen skulle forelægge kommunen en ny finansieringsplan til godkendelse. Det kan ikke forventes, at boligorganisationen kan opnå realkreditfinansiering, hvis kommunen ikke stiller garanti for lånet. Der kan i forbindelse med den årlige politiske behandling af projekttillæg til spildevandsplanen træffes beslutning om, at separatkloakering af områderne i Remiseparken skal udgå af spildevandsplanen. En sådan beslutning vil ikke have indflydelse på, at kloakkerne i afdelingerne vil skulle totalrenoveres alligevel, som følge af deres dokumenterede restlevetid.

Økonomi

Garantistillelsen medfører ikke i sig selv bevillingsmæssige konsekvenser for Teknik- og Miljøudvalget. Garantien kommer kun til udbetaling, hvis låntageren ikke selv kan betale ydelserne på lånet. Forvaltningen har ikke på nuværende tidspunkt indikationer på, at garantien vil komme til udbetaling.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har godkendt garantiforpligtelsen, vil der efterfølgende blive forelagt indstilling til Teknik- og Miljøudvalget om den endelige kommunale garanti for lån til arbejderne.

 

Søren Wille / Karsten Biering Nielsen

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at stille 100 % garanti for lån til finansiering af renoveringsarbejder i den almene boligorganisation Boligforeningen 3B, afdeling Hørgården 1 på op til 121,2 mio. kr.
  2. at stille 100 % garanti for lån til finansiering af renoveringsarbejder i den almene boligorganisation Boligforeningen 3B, afdeling Hørgården 2 på op til 93,3 mio. kr.
  3. at stille 100 % garanti for lån til finansiering af renoveringsarbejder i den almene boligorganisation Boligforeningen 3B, afdeling Remisevænget Øst på op til 183,5 mio. kr.
  4. at stille 100 % garanti for lån til finansiering af renoveringsarbejder i den almene boligorganisation Boligforeningen 3B, afdeling Remisevænget Vest på op til 92,8 mio. kr.
  5. at stille 100 % garanti for lån til finansiering af renoveringsarbejder i den almene boligorganisation Boligforeningen 3B, afdeling Remisevænget Nord på op til 118,8 mio. kr.
  6. at Teknik- og Miljøudvalget bemyndiges til at stille den nødvendige garanti for lånene inden for rammen på i alt 609,7 mio. kr.

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 30. oktober 2023

 

Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Beslutning

Dagsordenspunkt 25: Garanti for lån til kloakrenovering i fem almene boligafdelinger, Amager Vest (2023-0346148)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 21. november 2023

Økonomiudvalget besluttede at oversende indstillingen med udvalgets erklæring til behandling i Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Til top