Takstregulativ for afhentning af husholdningsaffald i Københavns Kommune, gældende fra 1. januar 200. (Miljø- og Forsyningsudvalget)
Takstregulativ for afhentning af husholdningsaffald i Københavns Kommune, gældende fra 1. januar 200. (Miljø- og Forsyningsudvalget)
Økonomiudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde tirsdag den 21. november 2000
J.nr. ØU 324/2000
11. Takstregulativ for afhentning af husholdningsaffald i Københavns Kommune, gældende fra 1. januar 200. (Miljø- og Forsyningsudvalget)
INDSTILLING OG BESLUTNING
Miljø- og Forsyningsforvaltningen foreslår,
at Miljø- og Forsyningsudvalget godkender "Takstregulativ for afhentning af husholdningsaffald i Københavns Kommune" gældende fra 1. januar 2001, og at Takstregulativet videresendes til Økonomiudvalget til høring og til Borgerrepræsentationen til godkendelse.
at Miljø- og Forsyningsforvaltningen gives en bemyndigelse til at godkende en regulering af taksterne for 2001 hvis et forslag om stigning i den statslige affaldsafgift godkendes i forbindelse med vedtagelse af Finansloven, og at forslaget til en sådan bemyndigelse videresendes til Økonomiudvalget til høring og til Borgerrepræsentationen til godkendelse.
Miljø- og Forsyningsudvalgets beslutning i mødet den 13. november 2000
For stemte: A, L, Ø og F
Imod stemte: C og V
Indstillingen blev tiltrådt.
Lars Hutters (L) tog forbehold da SOL mener at takststigningen ikke er retfærdig fordelt mellem københavnerne og erhvervslivet.
Et brev fra R98 af 9. november 2000 om konsekvenserne af Finanslov 2001 i form af en øget affaldsafgift blev omdelt under mødet.
ØKONOMIFORVALTNINGENS INDSTILLING
Økonomiforvaltningen indstiller,
at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
"Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til, at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form."
Økonomiudvalgets beslutning: Anbefales.
Lars Hutters (L) videreførte forbehold fra udvalgsbehandlingen.
Hans Thustrup Hansen (C) og Søren Pind (V) tog forbehold.
Behandling: Til Borgerrepræsentationen.
RESUME
Budget 2001 for Renholdningsselskabet af 1898 (R98) indebærer, at taksterne for husholdningsaffald fra 1. januar 2001 stiger med 7,0 %. Stigningen skyldes hovedsagelig øgede udgifter til indsamling og behandling af affald. Det forventes at det samlede omkostningsniveau stiger med 10,4 % i forhold til 2000, men driftseffektiviseringer og besparelser påvirker provenuet med 3,4 %, hvilket betyder at der kun er behov for en takststigning på 7 %. Hos R98 sker der en effektivisering på driften med 5%, men da R98 kun kan påvirke ca. 2/3 af omkostningerne, er der tale om en takstprovenuforbedring på 3,4 %.
I forbindelse med finanslovsaftalen vedr. Finansloven for 2001 er der fremsat forslag om affaldsafgiften for affald til forbrænding pr. 1. januar 2001 udgør 330 kr. pr. ton uanset om affaldet brændes med eller uden elproduktion. Hidtil har afgiften for affald på forbrændingsanlæg med elproduktion været på 280 kr. Det betyder en stigning i affaldsafgiften på både I/S Amagerforbrænding og I/S Vestforbrænding fra 280 kr. til 330 kr. pr. ton pr. 1. januar 2001. Da det er affaldsproducenterne/forbrugerne der skal betale afgiften, øges R98's udgifter til affaldsbehandling hvis forslaget vedtages. Dette nødvendiggør en regulering af nærværende forslag til takstregulativ. Det forventes at ændringen af den statslige affaldsafgift bliver godkendt i forbindelse med Folketingets godkendelse af Finansloven for 2001. Det foreslås at Miljø- og Forsyningsforvaltningen gives bemyndigelse til at godke nde den regulering af taksterne som nødvendiggøres af ændringen i statslige affaldsafgift.
Takststigningen er godkendt af R98's repræsentantskab den 24. maj 2000. R98's bestyrelse indstiller til kommunen, at den budgetterede forhøjelse gennemføres som en ligelig forhøjelse af alle elementer i takstsystemet, idet takster for natrenovation dog kun foreslås forhøjet med 3%.
Det skal bemærkes, at de indgåede lejeaftaler om fast installerede elektriske lifte etc., som ikke er omfattet af Takstregulativet eller betaling for særlige ydelser, ligeledes kun foreslås reguleret med 3%, svarende til almindelige prisstigninger på materiel m.v.
Ud over ændringerne i takster foreslås også en ændring i det hidtidige takstregulativ, §5, vedrørende opkrævningsprincippet, idet taksterne hidtidig har været beregnet pr. kvartal og betalt for hele kvartaler, uanset at der ofte i kvartalets løb sker ændringer i beregningsgrundlaget ved til- eller afmeldinger etc. Dette foreslås ændret således, at takster m.v. fremover beregnes pr. dag ud fra det på dagen registrerede beregningsgrundlag og betaling sker med virkning fra ændringsdatoerne.
Forslag til Takstregulativ for 2001 er koordineret med Frederiksberg Kommune, hvor forslaget har været til behandling i Udvalget for Teknik og Miljø d. 23. oktober 2000, som har indstillet det til kommunalbestyrelsens godkendelse.
Der er ingen ændringer i "Takster for indsamling af madaffald fra storkøkkener i Københavns Kommune" (Spise til Grise) eller "Takster for specielt sygehusaffald i Københavns Kommune".
Der pågår forhandlinger mellem Miljøkontrollen og R98 om ændring af taksterne for benyttelse af centralsystemet i Nyhavn. Der forventes fremlagt forslag til ny takststruktur primo 2001.
Bestyrelsen for R98 besluttede i efteråret 1999 at nedsætte et Takstudvalg med deltagelse fra R98, Københavns og Frederiksberg Kommuner, der blandt andet skulle behandle problemerne omkring takststrukturen, herunder de stigende udgifter til genbrugsordningerne, "gratisordningerne".
Der er afgivet en foreløbig Rapport fra takstudvalget, hvori der er foreslået en ny takststruktur, som består af følgende elementer:
- En grundtakst, en fast takst, der skal dække omkostningerne til de særlige ordninger, "gratisordningerne"
- En dagrenovationstakst, en variabel takst, der skal dække de faktiske omkostninger til indsamling og behandling af dagrenovationen
Sammensætningen af grundtakst og dagrenovationstaksten vil kunne ske på flere måder således, at modellen stadigvæk vil kunne tilskynde til en øget sortering af affaldet til genbrugsordningerne.