Mødedato: 21.09.2004, kl. 15:00

Medlemsforslag om offentliggørelse af spørgsmål fra BR-medlemmer

Medlemsforslag om offentliggørelse af spørgsmål fra BR-medlemmer

Økonomiudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde tirsdag den 21. september 2004

 

 


J.nr. ØU 300/2004

 

4. Medlemsforslag om offentliggørelse af spørgsmål fra BR-medlemmer

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget godkender og overfor Borgerrepræsentationen anbefaler,

at Borgerrepræsentationen beslutter, at kommunens respektive forvaltninger – under iagttagelse af reglerne om tavshedspligt – på kommunens hjemmeside offentliggør spørgsmål stillet af borgerrepræsentanter og de tilhørende svar.

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 21. september 2004

Anbefalet.

O afgav følgende protokolbemærkning:

"Dansk Folkeparti er tilfreds med, at der efter vores forespørgsel af 18. august 2004, om Borgerrepræsentationens medlemmers spørgsmål til forvaltningen kunne lægges på nettet, er kommet gang i denne sag, der har været i Økonomiforvaltningen siden den 16. januar 2003."

 

 

Behandling: Borgerrepræsentationen.

Økonomiudvalget ønskede, at Økonomiforvaltningen én gang årligt afleverer en samlet liste til Borgerrepræsentationens medlemmer over uafsluttede sager, der er henvist fra Borgerrepræsentationen til udvalgene. Listen skal også indeholde oplysninger om ubehandlede hensigtserklæringer.

 

 

RESUME

En række BR-medlemmer (alle A) har stillet et medlemsforslag om, at de enkelte forvaltninger - under hensyntagen til reglerne om tavshedspligt - offentliggør spørgsmål stillet af borgerrepræsentanter samt tilhørende svar fra forvaltninger og borgmestre på kommunens hjemmeside, samt at offentliggørelsen skal ske på den enkelte forvaltnings hjemmeside umiddelbart efter at svaret er afgivet.

Borgerrepræsentationen henviste på mødet den 16. januar 2003 medlemsforslaget til Økonomiudvalget.

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget overfor Borgerrepræsentationen anbefaler, at Borgerrepræsentationen beslutter, at kommunens respektive forvaltninger – under iagttagelse af reglerne om tavshedspligt – på kommunens hjemmeside offentliggør spørgsmål stillet af borgerrepræsentanter og de tilhørende svar.

Det er herved forudsat, at offentliggørelsen finder sted straks efter svarets afgivelse.


 


Til top