Mødedato: 21.08.2007, kl. 15:15

Tilsynsredegørelser for 2006 (Sundheds- og Omsorgsudvalget)

Tilsynsredegørelser for 2006 (Sundheds- og Omsorgsudvalget)

Økonomiudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde tirsdag den 21. august 2007

 

 


J.nr. ØU 269/2007

 

9. Tilsynsredegørelser for 2006 (Sundheds- og Omsorgsudvalget)

Indstillingen behandler Embedslægeinstitutionens og Den Kommunale Tilsynsenheds årsrapporter med resultater af tilsyn i 2006, og giver Sundheds- og Omsorgsforvaltningens redegørelse om opfølgende aktiviteter.

< o:p> 

INDSTILLING OG Beslutning

Sundheds- og Omsorgsudvalget anbefaler overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,

1.      at Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen tager den samlede redegørelse vedrørende Embedslægens tilsyn på plejehjem i 2006 til efterretning,

2.      at Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen tager den samlede redegørelse vedrørende de kommunale tilsyn på plejehjem, kommunale og private leverandører af personlig og praktisk hjælp, dagcentre og træningscentre i 2006 til efterretning,

3.      at Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen tager den samlede redegørelse vedrørende Sundheds- og Omsorgsforvaltningens opfølgende aktiviteter til efterretning.

 

Økonomiforvaltningen indstiller, overfor Økonomiudvalget

1. at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

 

"Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til, at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form".

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 21. august 2007

Indstillingen blev anbefalet.

 

Problemstilling

Denne indstilling behandler to årsrapporter for 2006 vedrørende tilsyn på København Kommunes plejehjem og andre enheder, og en redegørelse for Sundheds- og Omsorgsforvaltningens opfølgende aktiviteter. Den ene årsrapport beskriver resultaterne af Embedslægeinstitutionens tilsyn med Københavns Kommunes plejehjem. Den anden årsrapport beskriver resultaterne af Den Kommunale Tilsynsenheds tilsyn med plejehjem, kommunale og private leverandører af personlig og praktisk hjælp, dagcentre og træningscentre. Redegørelsen omfatter de aktiviteter, som Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har igangsat, og som relaterer sig til tilsynsresultaterne.

 

Løsning

Embedslægetilsyn

Embedslægeinstitutionen har i 2006 gennemført tilsyn med 56 plejeboligenheder i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, Københavns Kommune (bilag 1). Det er Embedslægeinstitutionens vurdering, at plejeboligenhederne i alt væsentlighed fungerer tilfredsstillende.

 

Embedslægetilsynene har de seneste 5 år haft forskelligt indhold og fokus. Tilsynsresultaterne over årene er derfor ikke direkte sammenlignelige. Tilsynsresultaterne kan derimod sammenlignes med tilsvarende tal på landsplan, som der er redegjort for i den netop udkomne rapport fra Sundhedsstyrelsen: Plejehjemstilsynet 2006.

 

I 2006 bygger dele af tilsynet på nye standarder for områderne sygeplejefaglige optegnelser og medicinhåndtering. Områder for embedslægetilsynene omfatter bl.a. instrukser, sygeplejefaglige optegnelser, medicinhåndtering, hygiejne, adgang til sundhedsfaglige ydelser, patientrettigheder samt temaet i 2006: aktivering og mobilisering.

 

75 % af plejehjemmene i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen fik ikke bemærkninger til instrukser, hvilket er 25 procentpoint bedre end på landsplan. 23 % af plejehjemmene fik ingen bemærkninger til de sygeplejefaglige optegnelser, hvilket er lidt bedre end på landsplan. 30 % af plejehjemmene fik ingen bemærkninger til medicinhåndteringen, hvilket er lidt ringere end på landsplan. Embedslægen fremhæver, at der erfaringsmæssigt findes flere fejl og mangler, når der sættes fokus på et område. En øgning i fejl og mangler kan derfor ikke automatisk tages som udtryk for en egentlig forværring af forholdene. Det betyder dog også, at Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har områder med forbedringspotentiale, især inden for sygeplejefaglige optegnelser (sundhedsfaglig dokumentation) og medicinhåndtering.

 

De kommunale tilsyn

Den Kommunale Tilsynsenhed har gennemført i alt 172 tilsyn i 2006 (bilag 2). Hovedkonklusionen på de kommunale tilsyn er, at der generelt udføres en tilfredsstillende pleje og omsorg. I 2006 blev der iværksat en række ekstraordinære uanmeldte tilsyn. Seks plejehjem og en hjemmeplejeenhed fik derudover opfølgende tilsyn.

 

De uanmeldte tilsyn på plejehjemmene viser, at syv plejehjem har mindre fejl og mangler i pleje og omsorgen. Ved 42 % af tilsynene var der ingen bemærkninger til plejepl anerne, hvilket er en svag forbedring i forhold til 2005. Medicindokumentationen blev bedømt til ingen bemærkninger ved 85 % af tilsynene i 2006, og medicinadministrationen viste ingen bemærkninger ved 69 % af tilsynene.

 

De anmeldte tilsyn på plejehjemmene har resulteret i en række anbefalinger, primært til information af beboere og pårørende, medinddragelse af brugere, arbejdets organisering, aktiviteter, sygefravær og måltider.

 

Tilsynet med de kommunale leverandører af personlig og praktisk hjælp (hjemmeplejen) viser et forbedringspotentiale inden for omsorgsmæssige forhold, arbejdspladsvurdering, plejeplaner, medicindokumentation og medicinadministration. Der er generelt behov for en tværgående indsats i hjemmeplejen.

 

Tilsynet med dagcentre, træningscentre og private leverandører af personlig og praktisk hjælp viser generelt velfungerende enheder.

 

De Kommunale tilsyn har været i udbud for at sikre uafhængigheden af Københavns Kommune. Kommunernes Revision A/S har overtaget opgaven med at udføre de tilsyn, der tidligere blev varetaget af Den Kommunale Tilsynsenhed, pr. 1. marts 2007.

 

Opfølgende aktiviteter og indsatsområder

Alle enheder, der har fået anbefalinger eller bemærkninger ved tilsynene, udarbejder en handlingsplan med fokus på de forhold, tilsynet har påpeget. Handlingsplanerne følger Sundheds- og Omsorgsforvaltningen løbende.

 

Sundheds- og Omsorgsforvaltningens redegørelse for opfølgende aktiviteter og indsatsområder fremgår af bilag 3. Beskrivelsen af indsatsområder på plejehjemsområdet grupperer sig inden for sundhedsadministrative forhold, sundhedsfaglige forhold og sundhedsrelaterede forhold. Alle indsatsområder tager sigte mod at forbedre de forhold, tilsynene har påvist. Desuden beskrives indsatsområder i forbindelse med kommunale og private leverandører af personlig og praktisk hjælp (hjemmepleje), dagcentre og træningscentre. 

 

Økonomi

Ingen.

 

Videre proces

Indstillingen skal behandles af Borgerrepræsentationen efter behandling i Sundheds- og Omsorgsudvalget efter sommerferien.

 

Bilag

Oversigt over politisk behandling

1.      Årsrapport vedrørende Embedslægeinstitutionens tilsyn med plejehjem i Københavns Kommune 2006.

2.      Kommunale tilsyn på ældreområdet i København, Årsrapport 2006.

3.      Samlet redegørelse for opfølgning på tilsyn i 2006 på plejehjem, i hjemmeplejen, på dagcentre og træningscentre samt hos private leverandører af personlig og praktisk hjælp.

4.      Resume af høringssvar med Sundheds- og Omsorgsforvaltningens kommentarer.

5.      Høringssvar fra Ældre Sagen, Ældrerådenes Formandsgruppe og S-NAPS.

 

 

Hanne Baastrup

                                                         /Lars Bo Bülow

 

 


 

Til top