Bilfri dage i København 22. og 23. september 2001 (Bygge- og Teknikudvalget) (Bygge- og Teknikudvalgets beslutning eftersendes)
Bilfri dage i København 22. og 23. september 2001 (Bygge- og Teknikudvalget) (Bygge- og Teknikudvalgets beslutning eftersendes)
Økonomiudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde tirsdag den 21. august 2001
J.nr. ØU 221/2001
11. Bilfri dage i København 22. og 23. september 2001 (Bygge- og Teknikudvalget) (Bygge- og Teknikudvalgets beslutning eftersendes)
INDSTILLING OG BESLUTNING
Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget godkender,
at den geografiske afgrænsning af de bilfri dage i København fastlægges til de i bilag 1 viste områder ("Det lille område")
at området principielt friholdes for kørsel med motorkøretøjer i perioden lørdag den 22. september 2001 kl. 7.00 til søndag den 23. september 2001 kl. 19.00
at biler der er parkerede i området må blive holdende og køre ud af (men ikke ind i) det bilfrie område
at Bygge- og Teknikforvaltningen bemyndiges til at udstede særlige tilladelser til kørsel i det bilfri område
at nødvendig kørsel (udrykningskørsel, kørsel for hjemmepleje mv. og HT-buskørsel) er tilladt i det bilfri området
at der ikke opkræves afgift for brug af vejarealer til brug i forbindelse med ikke kommercielle aktiviteter indenfor det bilfri område
Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
at der gives en tillægsbevilling på 1,5 mio. kr. til Vej & Park på konto 2.11.1 til gennemførelse af bilfri dage
at finansiering af tillægsbevillingen anvises af Økonomiudvalget
Bygge- og Teknikudvalgets beslutning i mødet den 15. august 2001
Godkendt, idet dog et flertal i udvalget besluttede, at den geografiske afgrænsning fastlægges til "Det store område", jf. bilag
Søren Pind (V) og Ole Hentzen (C) tog forbehold og begærede sagen behandlet i Borgerrepræsentationen
Sidste del af indstillingen – sidste to at'er – vedrørende finansieringsspørgsmålet blev sat til afstemning:
For |
Imod |
Stemte ikke |
|
Søren Pind (V) |
x |
||
Tine Peters (V) |
|||
Ole Hentzen (C) |
x |
||
Lars Rimfalk Jensen (B) |
x |
||
Johannes Nymark (A) |
x |
||
Taner Yilmaz (A) |
|||
Manja Sand (A) |
x |
||
Lubna Elahi ( udenfor partierne) |
|||
Jens Johansen (F) |
x |
||
Jens Kjær Christensen (Ø) |
x |
||
Mikkel Warming (Ø) |
x |
Indstillingens sidste to at'er blev således anbefalet.
Økonomiforvaltningen indstiller – med forbehold for indstillingens tiltrædelse i Bygge- og Teknikudvalget d. 15. august
at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
"Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til, at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form, idet det forudsættes, at bilfrie dage finansieres med 1,0 mill. kr. fra Bygge- og Teknikudvalgets ramme samt 500 t. kr. fra Økonomiudvalgets ramme.
Den kassemæssige dækning af Økonomiudvalgets andel anvises på konto 6.51.1 (Arrangementspuljen).
Der henvises til vedlagte notat".
Økonomiudvalgets beslutning: Økonomiudvalget besluttede at anbefale Bygge- og Teknikudvalgets beslutning, idet finansieringen anvises med 1 mill. kr. på konto 6.51.3 (kontoen for uforudsete udgifter) og 500 t.kr. anvises på konto 6.51.1 (arrangementspuljen).
O ønskede følgende tilført protokollen:
"Dansk Folkeparti lægger vægt på, at hoteller og andre, der kan komme i klemme på grund af den bilfri by denne weekend holdes skadesløse, og vil i øvrigt redegøre for Dansk Folkepartis holdning til sagen - efter de ændringer, der er sket i sagen i Bygge- og Teknikudvalget – i Borgerrepræsentationen."
Behandling: Til Borgerrepræsentationen.
RESUME
Borgerrepræsentationen besluttede på møde torsdag d. 17. maj 2001, at der afholdes bilfri dage i København den 22. og 23. september 2001 inden for Voldgaderne. Under forvaltningens konkrete planlægning af dagene har der vist sig et behov for en nærmere afklaring af forskellige forhold.
I forbindelse med planlægningen af de bilfrie dage har Bygge- og Teknikforvaltningen vurderet to modeller for udstrækningen af det område af København indenfor Voldgaderne, der skal omfattes af begrænsningerne for biltrafik. Disse to modeller benævnes her "Det store område" og "Det lille område". Ud fra en samlet vurdering af fordele og ulemper, og særligt under indtryk af hvor mange aktiviteter der forventes at kunne gennemføres i den korte planlægningsperiode, indstiller forvaltningen, at der som bilfrit område vælges "det lille område", som omfatter Middelalderbyen inkl. Gothersgade, Gammelholm, samt Christianshavn ekskl. Torvegade. "Det Store område " omfatter den del af Indre By som afgrænses af Øster Voldgade, Nørre Voldgade, Vester Voldgade og Havneløbet, samt hele Christianshavn (eksklusive Holmen).
Forvaltningen har overvejet, hvor bilfrit det er muligt at gøre de bilfrie dage, samt hvilke hensyn der skal tages til beboere med bil samt personer og virksomheder, der er afhængige af brug af bil til gennemførelse af aktiviteter i det bilfri område. Det er forvaltningens vurdering, at det ikke vil være muligt at skabe en situation, hvor området vil være helt bilfrit. Det er samtidigt forvaltningens vurdering, at det ikke vil være praktisk muligt at fjerne de køretøjer der eventuelt er parkerede i området ved de bilfrie dages start herunder at anvise alternative parkeringsmuligheder.
Forvaltningen skal derfor foreslå, at parkering opretholdes i det bilfrie område for de biler der måtte være parkeret i området ved de bilfri dages start lørdag kl 07:00. Ligeledes skal det være tilladt at forlade området i bil under de bilfri dage, men det skal ikke være tilladt at returnere i bil før efter afslutningen af de bilfrie dage søndag kl. 19:00.
Forvaltningen har vurderet, at der derudover bør gives tilladelse til nødvendig kørsel samt kørsel med særlig tilladelse efter retningslinier der er beskrevet nærmere i sagsbeskrivelsen.
For også at tilskynde ikke kommercielle aktiviteter arrangeret af privatpersoner, beboerforeninger, sportsforeninger m.fl. der primært bygger på frivilligt arbejde, foreslår forvaltningen, at der ikke opkræves afgift for brug af vejarealer indenfor det bilfri område.
De bilfrie dage gennemføres i lighed med Miljøtrafikugen i et samarbejde mellem Bygge- og Teknikforvaltningen, Miljø- og forsyningsforvaltningen og Økonomiforvaltningen
Der er på nuværende tidspunkt planlagt en række aktiviteter i forbindelse med de bilfrie dage. Aktiviteterne relaterer sig til miljøtrafikugen og de bilfrie dage som sådan og gennemføres i tæt samarbejde med lokale kræfter i henholdsvis Indre by og på Christianshavn. Der har til dato kun været henvendelser til forvaltningerne om aktiviteter i det lille område.