Mødedato: 21.08.2001, kl. 15:00

Midler i 2002 vedr. bydelenes merudgifter til anbringelser i 2001

Midler i 2002 vedr. bydelenes merudgifter til anbringelser i 2001

for mødet «MDAT» kl

Økonomiudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde tirsdag den 21. august 2001

 

 

J.nr. ØU 223/2001

 

5. Midler i 2002 vedr. bydelenes merudgifter til anbringelser i 2001

 

INDSTILLING

Økonomiforvaltningen indstiller til Økonomiudvalget:

  1. Økonomiudvalget indstiller til Borgerrepræsentationen, at der i budgettet for 2002 afsættes 30 mill. kr. under Økonomiudvalget til dækning af evt. merudgifter på anbringelsesområdet i forbindelse med tilbageførelse af budgetterne fra forsøgsbydelene til Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget. Midlerne udmøntes primo 2002 af Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen efter høring af Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget.
  2. nærværende indstilling fremsendes til Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget til orientering.

 

 

 

RESUME

I løbet af 2001 har Indre Nørrebro og Valby bydelsråds indberettet merudgifter på de delegerede rammebelagte områder, hvilket især skyldes merudgifter til anbringelsesområdet i de to bydele.

Økonomiudvalget besluttede derfor i mødet den 12. juni 2001, at en arbejdsgruppe bestående af bydelene, Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Økonomiforvaltningen skulle vurdere udviklingen.

Økonomiudvalget modtog i mødet den 26. juni 2001 til orientering en foreløbig status over udgiftsudviklingen af arbejdsgruppen.

Endvidere er problemstillingen nævnt i indstillingen om budgetforslag 2002 (ØU 207/2001), som Økonomiudvalget behandlede 7. august 2001, hvor Økonomiforvaltningen fremhævede, at der kan forventes et behov for at afsætte ekstra midler i størrelsesordenen 30 mill. kr. i 2002 til at sikre at de budgetter, som tilbageføres til BR-kommunen fra bydelene, svarer til det forhøjede aktivitetsniveau på anbringelsesområdet i bydelene.

Den seneste udvikling viser, at der er sket en yderligere forværring i bydelene Valby og Indre Nørrebro. I den seneste regnskabsprognose og til halvårsregnskabet har bydelsrådene i Valby og på Indre Nørrebro indberettet en budgetoverskridelse på henholdsvis 21 mill. og 9 mill. kr. på den delegerede ramme.

Økonomiforvaltningen vurderer, at de 2 bydele ikke kan nedbringe merudgifterne med i alt 30 mill. kr. inden udgangen af året.

Dette indebære, at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget pr. 1. januar 2002 vil overtage området fra bydelene med et aktivitetsniveau, der overstiger de budgetter, der tilbageføres fra bydelene til udvalget.

I denne indstilling foreslås derfor, at der under Økonomiudvalget afsættes 30 mill. kr. i 2002 for at sikre at de budgetter, som tilbageføres til Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget, svarer til aktivitetsniveauet på anbringelsesområdet.

Forslaget indebærer, at den uudmøntede pulje i budgetforslag 2002 reduceres fra 303 mill. kr. til 273 mill. kr.

Ifølge bydelsregulativerne kan området tilbageføres til BR-kommunen inden forsøgsperiodens ophør. Økonomiforvaltningen har efter drøftelser med bydelene og Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen vurderet denne løsning som uhensigtsmæssig, da det tager tid at gennemføre formelt og reelt ikke økonomisk vil få effekt i 2001.

Det forudsættes derfor, at de 2 bydelsråd varetager de delegerede området i den resterende del af forsøgsperioden, men at der nedsættes en følgegruppe, der får til opgave at forberede overdragelsen af området fra bydelene til Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget 1. januar 2002, følge udviklingen nøje i resten af året og holde Økonomiudvalget og Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget orienteret herom.

 

 

SAGSBESKRIVELSE

1. Baggrund

I sidste regnskabsprognose, som Økonomiudvalget tiltrådte den 12. juni 2001 (ØU187/2001), indberettede bydelene en samlet merudgift på 17,6 mill. kr. på de rammebelagte delegerede områder. Merudgiften skyldes især, at der på anbringelsesområdet, som udgør næsten 85 pct. af den delegerede ramme, var indberettet et merforbrug på 22,4 mill. kr. for 3 af bydelene. På området var der i regnskabet for 2000 et samlet merforbrug på 19,6 mill. kr.

Økonomiudvalget besluttede i mødet den 12. juni, at der skulle nedsættes en arbejdsgruppe med deltagelse af bydelene, Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Økonomiforvaltningen, der skulle analysere området nærmere.

I notat om "Status for udgiftsudviklingen på anbringelsesområdet i bydelene" afgav arbejdsgruppen blandt andet følgende til en status som blev givet til Økonomiudvalgets orientering i forbindelse med økonomiudvalgsmødet den 26. juni 2001:

  • merforbruget på området er gradvist forøget i løbet af 2001 for Valby og Indre Nørrebro – ingen af de 2 bydele forventer at kunne overholde budgettet.
  • Indre Nørrebro har i alle regnskabsår haft et merforbrug på området, mens Valby især har haft merforbrug i 2000 og 2001.
  • bydelene forklarer især merforbruget i 2001 med takstforhøjelser fra 2000 til 2001 på døgninstitutioner på anbringelsesområdet.
  • en analyse for udgiftsudvikling på anbringelsesområdet viste, at merforbruget især kan forklares ved en stigning i antallet af anbringelser og i prisniveauet.

På grundlag af erfaringer fra bydelene og Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen samt eksterne undersøgelser pegede arbejdsgruppen desuden på forskellige initiativer, som bydelene bør iværksætte for at nedbringe udgifterne på området.

I forlængelse af analysen tilkendegav Økonomiforvaltningen, at forvaltningen vil foretage en fornyet vurdering af udviklingen i 2001 på grundlag af bydelenes indberetninger til regnskabsprognosen for 2. kvartal samt ved løbende at sammenholde budget og forbrug på området.

Arbejdsgruppen har i august opdateret analysen af udgiftsudviklingen på anbringelsesområdet i bydelene, jf. vedlagte bilag 1.

I indstillingen om budgetforslag 2002 (ØU 207/2001), som Økonomiudvalget behandlede den 7. august 2001, anførte Økonomiforvaltningen, at der kan forventes et behov for at afsætte ekstra midler i størrelsesordenen 30 mill. kr. i 2002 til at sikre at de budgetter, som tilbageføres til BR-kommunen fra bydelene, svarer til det forhøjede aktivitetsniveau på anbringelsesområdet i bydelene.

Et evt. merforbrug hos bydelene i 2001 – som finansieres ved kassetræk – forudsættes efterfølgende tilbageført til kommunens kasse i forbindelse med den samlede prioritering af kommunens budget. Principper for håndtering og afvikling af bydelsrådenes gæld er forelagt Økonomiudvalget senest i mødet den 26. juni 2001 (ØU 202/2001).

2. Forværring i bydelenes indberetninger i juli-regnskabsprognosen

I den seneste indberetning pr. 27. juli 2001 er udgiftsudviklingen på anbringelsesområdet i bydelene forværret siden bydelenes indberetning i april, jf. nedenfor.

 

 

Tabel 1. Bydelenes indberetning på delegerede ramme i april og juli 2001.

- angiver en merindtægt/mindreudgift.

På de delegerede rammebelagte områder har bydelene indberettet et samlet merforbrug på 30 mill. kr. i juli mod et merforbrug på 17,6 mill. kr. i april måned. Overskridelserne fordeler sig på Valby med 21 mill. kr. og Indre Nørrebro med 9 mill. kr., svarende til en overskridelse på henholdsvis 25 og 15 pct. af budgettet på bydelenes samlede delegerede ramme.

Baggrunden for denne forværring er overvejende stigende merudgifter på anbringelsesområdet i de 2 bydele, jf. tabel 2 nedenfor.

Tabel 2. Bydelenes merudgifter på anbringelsesområdet i 2000 og 2001.

- angiver en merindtægt/mindreudgift.

For Valby er merudgiften øget fra 13 mill. kr. i aprilindberetningen til mere end 22 mill. kr. i juli, mens der for Indre Nørrebro er sket en stigning fra 5,5 mill. kr. i april til 10 mill. kr. i juli. Det svarer til en overskridelse på henholdsvis 30 pct. og 19 pct. af bevillingen til anbringelsesområdet. Bydelene forklarer merudgifterne med stigende priser/takster, stadig socialt og økonomisk tungere sager samt at der generelt er flere i anbringelse, familiepleje mv. end forudsat i budgettet.

Indre Østerbro har i juli indberettet en merudgift på 2,4 mill. kr. Bydelen anviser dækning ved kompenserende mindreudgifter på andre poster.

3. Forslag til initiativer

Efter drøftelser af den seneste udvikling med bydelene og Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen vurderer Økonomiforvaltningen, at det ikke er muligt for Indre Nørrebro og Valby at nedbringe merudgifterne med 30 mill. kr. i den resterende del af 2001.

Økonomiforvaltningen har derfor i regnskabsprognosen for 2001 pr. 27. juli 2001 indstillet, at Økonomiudvalget overfor bydelsrådene i Valby og på Indre Nørrebro understreger deres forpligtelse til at arbejde på at nedbringe merudgifterne på anbringelsesområdet. Økonomiforvaltningen vil i løbet af efteråret fremkomme med forslag til bevillingsmæssige konsekvenser i budget 2001 af bydelenes merforbrug.

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget kan pr. 1. januar 2002 stå i en situation, hvor udvalget skal overtage området fra bydelene med et aktivitetsniveau, der overstiger de budgetter, der tilbageføres fra bydelene til udvalget.

Det foreslås derfor, at der i budgetforslag 2002 under Økonomiudvalget afsættes 30 mill. kr. for at sikre at de budgetter, som tilbageføres til Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget, svarer til aktivitetsniveauet på anbringelsesområdet. Såfremt bydelenes regnskab 2001 for den delegerede ramme afviger fra de 30 mill. kr. vil afvigelsen blive reguleret over puljen til uforudsete udgifter i 2002. Midlerne udmøntes primo 2002 af Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen efter høring af Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget.

Forslaget indebærer, at den uudmøntede pulje i budgetforslag 2002 reduceres med 30 mill. kr. fra 303 mill. kr. til 273 mill. kr.

 

For den resterende del af 2001 forudsætter Økonomiforvaltningen, at bydelsrådene fortsat varetager ansvaret for delegerede rammebelagte områder. Efter drøftelser i den nedsatte arbejdsgruppe finder Økonomiforvaltningen, at det bedst muligt sikre en klar ansvarsfordeling, ligesom der vil være mulighed for at fastholde den tværgående opgaveløsning i bydelene i den resterende periode i forhold til afsatte bevillinger. Økonomiforvaltningen vurderer, at der ikke vil være en økonomisk effekt af en omflytning af opgaveansvaret for de sidste måneder af året.

Omvendt vil der på dette område i særlig grad være behov for dels at følge udviklingen meget tæt i den resterende del af året, dels sikre en særlig forberedelse af overdragelse af området fra bydelene til Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget.

Der nedsættes derfor en følgegruppe med Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen som formand og med deltagelse af de 4 bydele og Økonomiforvaltningen. Følgegruppens kommissorium er:

  • forberede overdragelsen af området fra bydelene til Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget
  • månedligt at følge op på udgiftsudviklingen på anbringelsesområdet i bydelene, herunder holde Økonomiudvalget og Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget orienteret herom.
  • opfølgning på hvilke initiativer bydelene med merforbrug på området har iværksat for at nedbringe udgifterne.

 

 

 

ØKONOMI

 

ANDRE KONSEKVENSER

 

 

HØRING

 

 

 

 

 

BILAG

Bilag 1. Analyse af udgiftsudviklingen på anbringelsesområdet i bydelene.

 

 

 

 

 

 

Erik Jacobsen

/ Bjarne Winge

 

Til top