Mødedato: 21.05.2024, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Genopretning i Stevnsgade, Nørrebro

Se alle bilag

Før Borgerrepræsentationen kan tage stilling til en indstilling, skal Økonomiudvalgets erklæring om enhver sag, der vedrører kommunens planlægningsopgaver, økonomiske forhold eller almindelige administrative forhold, indhentes, jf. Københavns Kommunes styrelsesvedtægt § 12, stk. 5.

I nærværende indstilling, skal Økonomiudvalget således alene tage stilling til den foreslåede erklæring i afsnittet "Indstilling".

Med Budget 2021 blev det vedtaget, at Stevnsgade på Nørrebro skal genoprettes inden for rammerne at genopretningsprogrammet ”Et løft til Vejene”, som bl.a. indebærer, at der ikke må fælles træer og at antallet af bilparkeringspladser skal være uændret. På grund af højtliggende trærødder er det imidlertid kun muligt at gennemføre genopretningen af Stevnsgade ved at nedlægge bilparkeringspladser.

Tidligere beslutninger

Teknik- og Miljøudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentation,

  1. at der i forbindelse med genopretningsprojektet på Stevnsgade udelades belægningen under bilparkeringen, så det kun er asfalten på kørebanen, der udskiftes og fortovsbelægningen der fornys.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

Problemstilling

I Budget 2021 (BR 1. oktober 2020) (A, B, C, F, O, V og Fremad) blev der afsat 167,3 mio. kr. til genopretning af en række konkrete strækninger. Herunder 6,0 mio. kr. til helhedsgenopretning af Stevnsgade på Nørrebro.

I forbindelse med projekteringen af genopretningsprojektet har det vist sig, at trærødder fra 30 robinietræer på strækningen mellem Fensmarkgade og Sjællandsgade, gør det umuligt at genoprette belægningerne på fortov og mellem træerne, hvor der er bilparkeringspladser. Borgerrepræsentationen skal tage stilling til nedlæggelse af 16 bilparkeringspladser i forbindelse med genopretningen af Stevnsgade.

Løsning

Stevnsgade er 350 meter lang og har en uensartet indretning og en forskelligartet bygningsmæssig afgrænsning. Gaden er udnyttet til parkering med 90 eksisterende bilparkeringspladser. Belægningsprocenten er på 80-90 % i dagtimerne og over 100 % om natten. Gaden ligger i blå parkeringszone (bilag 2).

På strækningen mellem Fensmarkgade og Sjællandsgade står der 30 robinietræer med en indbyrdes afstand på 5-7 m. Træerne har en alder på mellem 20 og 25 år og er meget karaktergivende for gaden og tillægges ifølge lokaludvalget stor værdi lokalt (bilag 3).

Træernes rødder er imidlertid meget højtliggende og er delvist brudt igennem belægningen på fortov og under den etablerede bilparkering mellem ca. halvdelen af træerne. Bilparkeringspladserne er desuden placeret meget tæt på træernes stammer, hvilket ikke er gavnligt for træernes vækstbetingelser og umuliggør en holdbar genopretning af belægningerne (bilag 4 (foto a, c og d)).

Forvaltningen foreslår derfor at fjerne hver anden bilparkeringsplads mellem træerne således, at der kan etableres et åbent muldbed omkring de enkelte træer. Hermed skabes der større afstand mellem træernes stammer og bilparkeringspladserne. Det vil betyde, at bilerne i mindre omfang parkerer oven på træernes rødder og at risikoen for påkørsel af træerne, mindskes. På strækningen, hvor der ikke er bilparkering mellem træerne, løses udfordringerne ved at flytte fortovet nærmere husfacaden og etablere åbne muldbede omkring træerne (bilag 4 (foto b og e)).

Politisk handlerum

  • Der kan stilles ændringsforslag om at henvise finansiering af erstatningsparkeringspladser til forhandlingerne om Budget 2025.

Som alternativ til nedlæggelse af 16 bilparkeringspladser, er der følgende alternative muligheder:

  • De 30 eksisterende robinietræer kan fældes, så genopretningen kan gennemføres mere frit i forhold projektering af nye træplantninger, fortovsbelægninger og indretning af bilparkeringspladser. Det er forvaltningens vurdering, at genopretningen i så fald vil kunne gennemføres med nedlæggelse af færre bilparkeringspladser. Ved en fældning af de eksisterende træer, vil genopretningsrammen finansiere etablering af nye træhuller, og den eksisterende træpulje vil finansiere genplantning af 30 nye træer.
  • Genopretning af belægningen under bilparkeringen kan udelades, så det kun er asfalten på kørebanen, der udskiftes og fortovsbelægningen der fornys. Alternativet vil være forbundet med opsætning af skilte, som advarer om den ujævne belægning under bilparkeringen.
  • Genopretningsprojektet kan sendes tilbage til forvaltningen med henblik på yderligere analyse af alternative muligheder for at forny Stevnsgade, herunder de økonomiske konsekvenser. Udgifter til det videre arbejde håndteres indenfor genopretningsrammen.

Økonomi

Nedlæggelse af 16 parkeringspladser i blå betalingszone medfører et årligt indtægtstab på 0,1 mio. kr. fra 2025 og frem. Mindreindtægterne indgår i beregningen af indtægtsniveauet for betalingsparkering, som bliver fastlagt med førstebehandlingen af budgetforslaget (augustindstillingen). Mindreindtægterne har ingen finansiel betydning for Københavns Kommune, men påvirker servicemåltallet 1:1.

Videre proces

Når Borgerrepræsentation har godkendt indstillingen, vil forvaltningen fortsætte projekteringen af genopretningsprojektet inden for de rammer som besluttes. Genopretningsprojektet forventes udført i 2025-2026.

Søren Wille

/ Peter Højer

 

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentation anbefaler,

  1. at der nedlægges 16 bilparkeringspladser i forbindelse med gennemførelse af genopretningsprojektet på Stevnsgade.

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 6. maj 2024

 

Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og Venstre stillede følgende ændringsforslag som erstatning af 1. at-punkt:

 

”at der i forbindelse med genopretningsprojektet på Stevnsgade udelades belægningen under bilparkeringen, så det kun er asfalten på kørebanen, der udskiftes og fortovsbelægningen der fornys.”

 

Ændringsforslaget blev vedtaget med 6 stemmer mod 4. Ingen undlod at stemme.

 

For stemte: A, B, C, F og V

Imod stemte: Ø og Å

 

Den således ændrede indstilling blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen med 6 stemmer mod 4. Ingen undlod at stemme.

 

For stemte: A, B, C, F og V

Imod stemte: Ø og Å

 

Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Venstre afgav følgende protokolbemærkning:

”Partierne forventer at forvaltningen løbende følger udviklingen i træernes sundhed og vender tilbage til udvalget med en indstilling såfremt man finder det nødvendigt."

 

 

Beslutning

Dagsordenspunkt 25: Genopretning i Stevnsgade, Nørrebro (2023-0284679)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 21. maj 2024

Økonomiudvalget besluttede at oversende indstillingen med udvalgets erklæring til behandling i Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Det Konservative Folkeparti videreførte deres protokolbemærkning fra Teknik- og Miljøudvalgets møde den 6. maj 2024:

”Vi forventer at forvaltningen løbende følger udviklingen i træernes sundhed og vender tilbage til udvalget med en indstilling såfremt man finder det nødvendigt."

Til top