Selskabsmæssig organisering af I/S Amager Ressourcecenter (ARC)
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at godkende, at I/S Amager Ressourcecenters (ARC) selskabsmæssige organisering ændres til en minimumsmodel med serviceselskab, som beskrevet i løsningsafsnittet,
- at godkende, at ARC stifter selskaberne ARC Holding A/S, ARC Affaldsenergi A/S og ARC Service A/S senest den 1. januar 2025.
Indstillingen behandles sideløbende i ARCs andre ejerkommuner, det vil sige Dragør Kommune, Frederiksberg Kommune, Hvidovre Kommune og Tårnby Kommune og er under forudsætning af godkendelse i alle fem ejerkommuner.
Teknik- og Miljøudvalget anbefalede indstillingen på sit møde den 6. maj 2024, jf. Oversigt over politisk behandling.
Problemstilling
Lovændringer i miljøbeskyttelsesloven, lov om varmeforsyning, lov om elforsyning og selskabsskatteloven indebærer, at affaldsforbrændingsanlæg fra den 1. januar 2025 skal være udskilt i kapitalselskaber (aktieselskaber eller anpartsselskaber) og adskilt fra andre aktiviteter på affaldsområdet. Desuden skal kommunerne konkurrenceudsætte forbrænding af borgernes restaffald med virkning fra senest den 1. juli 2025.
Borgerrepræsentationen godkendte den 12. oktober 2023 et kommissorium for analyser af ARCs selskabsmæssige organisering (jf. bilag 2), som nu er afrapporteret og suppleret med to minimumsmodeller. Borgerrepræsentationen skal på baggrund af analyserne i bilag 3, 4, 5, 6 og 7 tage stilling til den selskabsmæssige organisering af ARC og stiftelse af de anbefalede selskaber. Bilag 4, 6 og 7 er fortrolige af hensyn til oplysninger om ARCs økonomi.
Løsning
Kommissorium for analyser af ARCs selskabsmæssige organisering beskriver tre fremtidige modeller for den selskabsmæssige organisering af ARC. Kommissoriet tager udgangspunkt i de nævnte lovkrav og i forventet ny lovgivning om selskabsgørelse af kommunernes øvrige affaldsaktiviteter med afsæt i en aftale i Folketinget fra den 30. august 2022. Aftalen om yderligere selskabsgørelse er endnu ikke udmøntet i lovtekst, og det er uafklaret, hvornår udmøntningen vil ske.
Det er derfor aftalt mellem ejerkommunerne på administrativt niveau at supplere kommissoriet med analyse af to minimumsmodeller hhv. med og uden serviceselskab ud fra principper om, at modellen skal leve op til nugældende lovkrav, medføre få selskabsmæssige ændringer, understøtte effektiv drift af ARC og samtidig ikke stå i vejen for eventuelle fremtidige lovkrav om yderligere selskabsgørelse.
For hver af de fem modeller er der gennemført analyser af juridiske forhold og økonomien i ARCs affaldsforbrændingsanlæg med henblik på at sikre, at lovkravet om selskabsgørelse opfyldes, og for at afdække centrale punkter ved de forskellige selskabsmodeller.
Økonomiske beregninger
Konsulenter fra PwC har opstillet en økonomisk model til beregning af forbrændingsanlæggets økonomi i hele forbrændingsanlæggets forventede levetid frem til 2047. Beregningerne har afdækket, at forbrændingsanlægget ud fra en række forudsætninger i hele levetiden vil have positiv likviditet, og at det derfor er muligt at stifte et aktieselskab til den fremtidige drift af forbrændingsanlægget i ”ARC Affaldsenergi A/S” uden kapitalindskud fra ejerkredsen, jf. bilag 4. Bilaget er fortroligt, fordi det indeholder forretningsfølsomme oplysninger om ARCs affaldsforbrændingsanlæg. Modelberegningerne dækker både kommissoriets organisationsmodeller og de to minimumsmodeller.
Forudsætningerne for beregningerne er, at selskabet drives på markedsvilkår, både hvad angår drift og finansiering. Derudover er det lagt til grund, at markedspriser for affald til forbrænding samt CO2-afgifter og -kvoter stiger væsentligt i perioden. Desuden indgår forventede el- og varmepriser, jf. fortroligt bilag 4, side 10ff.
Det er konsulenternes vurdering, at selvom en række af forudsætningerne for beregningerne er behæftet med usikkerhed blandt andet på grund af den lange tidshorisont, så forventes selskabsøkonomien at være relativt robust. Ved stiftelse af et selskab indskydes affaldsforbrændingsanlægget som apportindskud (indskud af anlægsaktiv/energianlægget i stedet for kontanter).
De fem selskabsmodeller
I det følgende beskrives de analyserede modeller, hvor den første minimumsmodel med serviceselskab anbefales:
Minimumsmodel med serviceselskab: I den indstillede model ”minimumsmodel med serviceselskab” bevares de fleste af ARCs nuværende aktiviteter, såsom affaldsindsamlingen i København, Dragør og Tårnby, genbrugsservice, rest/eftersorteringsanlæg og omlastning i I/S ARC (jf. bilag 5), mens affaldsforbrændingsanlægget udskilles i et aktieselskab, ARC Affaldsenergi A/S. Samtidig stiftes ARC Service A/S, hvortil alle ARC-koncernens medarbejdere samtidig virksomhedsoverdrages. Der indskydes et ARC Holding A/S mellem de to selskaber og I/S’et. Med denne model kan ARC få en smidig organisation, og administrative funktioner kan deles. Modellen lever op til lovkrav og kan senere suppleres med yderligere selskaber, når/hvis der kommer lovkrav om yderligere selskabsgørelse enten i ARC eller med direkte kommunalt ejerskab. I denne model bevares bestyrelsen i I/S ARC med instruktionsmulighed og dermed med uændret kommunal indflydelse på de aktiviteter, som varetages af I/S’et. Der skal senere udpeges en bestyrelse i aktieselskaberne, Holding, Service og Affaldsenergi. Der vil i aktieselskaberne ikke være instruktionsmulighed.
Minimumsmodel (uden serviceselskab): I denne model udskilles kun forbrændingsanlægget i et A/S, mens organiseringen af ARC I/S bevares som i dag (jf. bilag 5).
Kommissoriets modeller: De følgende muligheder er undersøgt på baggrund af det godkendte kommissorium og under forudsætning af et nyt lovkrav om selskabsgørelse af de øvrige kommunale affaldsaktiviteter (jf. bilag 3). Rækkevidden af de forventede lovændringerne er ikke afklaret, og de nævnte modeller kan vise sig mere eller mindre egnede til at leve op til den kommende lovgivning. Det kan senere besluttes at supplere/justere den indstillede model til en af modellerne nedenfor, når kommende krav bliver afklaret.
Model 1a eller 1b: ARC organiseres i en koncernstruktur med Holding A/S og Service A/S. Affaldsforbrænding lægges i et separat A/S, og alle ARCs øvrige forretningsområder bliver selskabsgjort i et samlet A/S. I model 1a nedlægges I/S’et og erstattes af et A/S, mens I/S’et bevares over koncernstrukturen i 1b. I begge modeller, men især i 1a, reduceres kommunernes instruktionsmulighed og dermed indflydelse.
Model 2: Som model 1b, men indsamlingsaktiviteten deles op, tages ud af ARC og placeres i separate selskaber under den enkelte kommune eller i fælles ejerskab under et mindre antal kommuner.
Model 3: Som model 1a, men Københavns Kommunes ejerskab varetages af HOFOR A/S.
Politisk handlerum
Det er muligt at vælge en af de andre modeller, som er beskrevet i løsningsafsnittet. Modellerne lever alle op til lovkravet om at udskille affaldsforbrændingsanlægget i et separat selskab, mens kommissoriets tre modeller selskabsgør alle ARCs aktiviteter, hvilket er mere end der er krav om i lovgivningen på nuværende tidspunkt. Valg af en anden løsning vil medføre, at sagen skal drøftes igen med de andre ejerkommuner, før der kan træffes endelig beslutning.
Økonomi
Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.
Videre proces
Når Borgerrepræsentationen og kommunalbestyrelserne i de andre ejerkommuner har godkendt indstillingen, går arbejdet i gang med at revidere ARCs vedtægt, opstille åbningsbalance for ARC med underliggende selskaber, udarbejde forslag til bestyrelsessammensætning og vedtægt for aktieselskaberne samt eventuelt en ejeraftale mv. (jf. bilag 8). Klima- og miljømæssige hensyn indarbejdes i materialet. En eventuel ejeraftale med ejernes ønsker om fx importaffald, udarbejdes under hensyntagen til, at selskabet skal drives på markedsvilkår. Indstilling herom forelægges i tredje kvartal 2024 sammen med indstilling om kommunegaranti for A/S ARC Affaldsenergis låneportefølje. Herudover skal vedtægtsændringer godkendes af Ankestyrelsen.
Søren Hartmann Hede Søren Wille
Oversigt over politisk behandling
Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at godkende, at I/S Amager Ressourcecenters (ARC) selskabsmæssige organisering ændres til en minimumsmodel med serviceselskab, som beskrevet i løsningsafsnittet,
- at godkende, at ARC stifter selskaberne ARC Holding A/S, ARC Affaldsenergi A/S og ARC Service A/S senest den 1. januar 2025.
Indstillingen behandles sideløbende i ARCs andre ejerkommuner, det vil sige Dragør Kommune, Frederiksberg Kommune, Hvidovre Kommune og Tårnby Kommune og er under forudsætning af godkendelse i alle fem ejerkommuner.
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 6. maj 2024
Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.
Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:
“Det Konservative Folkeparti ønsker, at der arbejdes videre med løsningsmodel 1b.”
Beslutning
Dagsordenspunkt 19: Selskabsmæssig organisering af I/S Amager Ressourcecenter (ARC) (2024-0121054)
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 21. maj 2024
Det Konservative Folkeparti fremsatte følgende ændringsforslag:
”At model 1b (aktieselskab) anvendes så aktiviteterne fuldt ud markedsgøres.”
Det af Det Konservative Folkeparti ændringsforslag blev forkastet med 2 stemmer mod 10. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: C og V.
Imod stemte: A, Ø, B og F.
Indstillingen blev herefter anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.
Det Konservative Folkeparti videreførte deres protokolbemærkning fra Teknik- og Miljøudvalgets møde den 6. maj 2024:
“Det Konservative Folkeparti ønsker, at der arbejdes videre med løsningsmodel 1b.”