Mødedato: 21.04.2020, kl. 15:30
Mødested: Telefonmøde via Teams

Udmøntning af Økonomiudvalgets øgede anlægsmåltal

Se alle bilag

Økonomiudvalgets anlægsmåltal i 2021 er øget med 382,8 mio. kr. Økonomiudvalget forelægges på den baggrund indstilling om fremrykning af anlægsprojekter til 2020 og udmøntning af det øgede anlægsmåltal for 2021 til godkendelse. De fremrykkede anlægsprojekter har været i høring hos forvaltningerne.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,

  1. at fremrykningen af anlægsprojekterne til 2020, jf. bilag 1, godkendes.

Problemstilling

Økonomiudvalget godkendte den 31. marts 2020 at ophæve anlægsmåltallet i 2020 og øge anlægsmåltallet i 2021. Økonomiforvaltningen indstiller på den baggrund fremrykning af anlægsprojekter for 169,7 mio. kr. til 2020 og 382,8 mio. kr. i 2021, hvilket svarer til det øgede anlægsmåltal, Økonomiudvalget blev tildelt den 31. marts 2020.

I indstillingen til Økonomiudvalget den 31. marts 2020 fremgik der af bilag 1 en liste over mulige anlægsprojekter til fremrykning. Alle disse projekter er fortsat med som fremrykkede projekter. Efterfølgende er Rådmandsgade Skole og Beauvaisgrunden blevet tilføjet til listen over fremrykkede projekter i bilag 1. Rådmandsgade Skole giver alene øget anlægsudgifter i 2020, mens Beauvaisgrunden medfører udgifter i 2020 til 2023. I 2021 udgør udgiften 2 mio. kr., men som følge af en ændret periodisering af Tingbjerg Skole, er det muligt at afholde udgiften inden for det tildelte måltal i 2021.

Der er foretaget en høring i forvaltningerne, som ikke gav anledning til ændringer i de udvalgte anlægsprojekter.

Løsning

Anlægsprojekterne er udvalgt på baggrund af mulighed for igangsættelse i 2020. En række projekter kan afsluttes i 2020, mens 37 projekter først afsluttes i 2021 eller senere. Økonomiforvaltningen har identificeret alle anlægsprojekter, der kan fremrykkes.

I Københavns Ejendomme og Indkøb er der af de projekter, som løber ind i 2021, udover en vurdering af eksekveringshastigheden, foretaget en ejendomsfaglig vurdering, således at det er de mest presserende vedligeholdelses opgaver, der er fremrykket.

Byggeri København fremrykker 28 projekter. Ti af de fremrykkede anlægsprojekter er allerede startet op i regi af de strategiske partnerskaber. Disse projekter vil som udgangspunkt blive gennemført i de strategiske partnerskaber. Økonomisk set svarer det til 68 pct. af Byggeri Københavns samlede fremrykning. De øvrige 18 projekter vil blive udbudt separat.

Økonomiudvalgets måltal er i 2021 hævet med 382,8 mio. kr. Såfremt Økonomiudvalget godkender denne indstilling, vil Byggeri København så hurtigt som muligt opstarte samtlige fremrykkede projekter. For projekter, der skal i udbud, vil det være muligt at stoppe eksekveringen igen forud for indgåelse af entreprisekontrakt, men der vil være forbrug på projekterne til rådgivning og til forberedelse af udbud. Det forventes, at der for projekterne, der skal i udbud, først vil blive indgået entreprisekontrakt i 2. halvår af 2020, dvs. forventeligt efter at Økonomiaftalen mellem regeringen og Kommunernes Landsforening er indgået, og hvorved der er truffet beslutning om kommunernes anlægsmåltal i 2021.

Fremrykningen af projekter på børne- og ungdomsområdet er prioriteret mellem Børne- og Ungdomsforvaltningen og Økonomiforvaltningen. Fremrykningen indebærer, at der samtidigt bliver foretaget et større antal helhedsrenoveringer og med afledt behov for genhusning. Byggeri København og Børne- og Ungdomsforvaltningen vurderer frem mod Budget 2021 behovet for genhusning. Genhusningsproblematikken er relevant for alle projekter, men særligt for specialskolerne Frejaskolen, Peder Vedels Skole og Strandparkskolen.

For anlægsprojekterne Nørre Fælled Skole og Blågårds Skole er der gennemført en planlægningsfase for kombineret helhedsrenovering og kapacitetsudvidelse. Projekterne er med i oversigten over fremrykkede projekter, men set i lyset af de nyeste befolkningsprognoser, skal der tages fornyet stilling til behovet for kapacitetsudvidelse. Dette vil ske i forbindelse med forhandlingerne om Overførselssagen 2019-2020. Såfremt der ikke skal ske en kapacitetsudvidelse, betyder det, at der skal foretages en fornyet planlægning af projekterne. 

I bilag 1 fremgår de anlægsprojekter, der indstilles til fremrykning. Samlet set lægges der op til, at Økonomiudvalget fremrykker 169,7 mio. kr. til 2020 og 382,8 mio. kr. i 2021, hvilket svarer til det måltal, som Økonomiudvalget blev tildelt den 31. marts 2020. Fremrykningen af anlægsprojekterne betyder samtidig en øget udgift i 2022 på 374 mio. kr., mens der i 2023 vil være en mindreudgift på 312 mio. kr. som følge af fremrykningen af projekterne.

Økonomi

Sagen har ikke bevillingsmæssige konsekvenser.

Fremrykningen af anlægsprojekterne er indarbejdet i 1. anlægsoversigt.

Videre proces

I de kommende anlægsoversigter gives en status på eksekveringen af de fremrykkede projekter.

 

Søren Hartmann Hede                              /Mads Grønvall

Beslutning

Dagsordenspunkt 5: Udmøntning af Økonomiudvalgets øgede anlægsmåltal (2019-0304202)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 21. april 2020

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top