Mødedato: 21.04.2020, kl. 15:30
Mødested: Telefonmøde via Teams

Økonomiforvaltningens effektiviseringsforslag til Budget 2021

Se alle bilag
Økonomiudvalget forelægges til beslutning, hvilke effektiviseringsforslag, der skal arbejdes videre med frem mod Budget 2021. I sagen forelægges Økonomiudvalget en bruttoliste med effektiviseringsforslag med henblik på endelig godkendelse til andenbehandlingen af Økonomiudvalgets budgetbidrag den 5. maj 2020.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,

  1. at det godkendes, at der frem mod Økonomiudvalgets andenbehandling den 5. maj 2020 arbejdes videre med ti effektiviseringsforslag til Budget 2021, jf. tabel 1.

Problemstilling

Med vedtagelsen af Indkaldelsescirkulæret for Budget 2021, som blev behandlet i Økonomiudvalget den 22. januar 2020, blev alle Københavns Kommunes udvalg pålagt et måltal for effektiviseringer til Budget 2021. Økonomiudvalgets måltal er 19,0 mio. kr.

I tidligere budgetter er der vedtaget effektiviseringer på Økonomiudvalgets område, som i 2021 indebærer effektiviseringer for 16,9 mio. kr. (for uddybning se bilag 1). Det betyder, at der skal godkendes nye effektiviseringer for 2,2 mio. kr. til Budget 2021 for at opfylde måltallet.

Med denne sag indstilles til godkendelse en bruttoliste med effektiviseringsforslag for i alt 8,0 mio. kr. Effektiviseringsforslagene på bruttolisten overopfylder altså måltallet og indebærer en overskydende finansiering på 5,8 mio. kr., som kan anvendes til at finansiere bevillingsudløb og iværksætte nye initiativer.

Løsning

Af tabel 1 fremgår der effektiviseringsforslag for i alt 8,0 mio. kr., som det indstilles, at der arbejdes videre med frem mod Økonomiudvalgets andenbehandling. Økonomiudvalget har den 31. marts 2020 godkendt tre investeringsforslag, som indgår i overførselssagen 2019-2020, og som kan bidrage til opfyldelsen af Økonomiudvalgets måltal. Af bilag 2 fremgår der yderligere beskrivelser af effektiviseringsforslagene. I indstillingen til andenbehandlingen, vil de enkelte effektiviseringsforslag blive beskrevet i selvstændige bilag.

Tabel 1: Bruttoliste med Økonomiudvalgets effektiviseringsforslag til Budget 2021 (1.000 kr.)

Titel

Beskrivelse

Beløb

Investerings- og innovationsforslag godkendt af Økonomiudvalget den 31. marts 2020

1. Optimering af kommunes proces for ansættelse af nye medarbejdere

Udvikling af aftalemodul til lønsammensætning og forbedring af anciennitetsberegning.

700

2. Effektivisering af visitationsprocessen for løn- og personalesager

Udnyttelse afmachinelearning-teknologi til at analysere og validere data og dokumenter ifm. visitation af sager på løn- og personaleområdet.

300

3. Automatiseret kortlægning af processer og arbejdsgange

Anskaffelse og tilpasning af projektteknologi og projektledelse til IT-understøttet kortlægning af processer og arbejdsgange for at identificere automatiseringspotentialer.

400

Effektiviseringsforslag der arbejdes videre med frem mod Økonomiudvalgets møde den 5. maj 2020

4. Aktivitetsbaseret indretning i Københavns Ejendomme og Indkøb

Aktivitetsbaseret indretning i Københavns Ejendomme og Indkøbs bygninger på Fuglebakken.

750

5. Reduktion i antallet af ledere i Københavns Ejendomme og Indkøb

I 2019 har Københavns Ejendomme og Indkøb omorganiseret og reduceret med tre chefer. Én var finansieret af anlæg, mens nettoprovenu fra de to øvrige kan indgå som serviceeffektivisering.

1.500

6. Det Kongelige Teater – Reduceret prisfremskrivning

Budgettet pris- og lønfremskrives i et omfang, så Københavns Kommunes andel af det samlede budget til Det Kongelige Teater i 2021 svarer til kommunens andel i 2020.

500

7. Lokaludvalgenes puljemidler – Ingen prisfremskrivning

Lokaludvalgenes puljemidler pris- og lønfremskrives ikke fra 2020-2021.

500

8. Generelle administrative effektiviseringer

Mindreforbrug, hvor en lang række budgetter kan reduceres varigt.

850

9. Reduktion af konsulent- og advokatydelser

Reduktion af konsulent- og advokatydelser i Økonomiforvaltningen ved at reducere efterspørgslen, bl.a. ved at fokusere på, om opgaverne kan løses af enhederne selv eller på tværs af forvaltningen.

2.000

10. Tværgående effektiviseringer og eventuelle besparelser på fællesordninger

Københavns Ejendomme og Indkøb, Koncernservice og Koncern IT forventes at bidrage med tværgående effektiviseringsforslag, der kan indgå i opfyldelse af udvalgenes måltal, herunder Økonomiudvalgets.

500

Effektiviseringsforslag i alt

8.000

Effektiviseringsmåltal

2.117

Overskydende finansiering

5.883

Forslag til anvendelse af overskydende finansiering

Den Tværgående Analyseenhed – Bevillingsudløb

5.300

Styrkelse af grønne indkøb

500

Anvendelse af overskydende finansiering

5.800

Effektivisering af tilskud til Det Kongelige Teater
Forslaget om at effektivisere på tilskuddet til Det Kongelige Teater indebærer en principbeslutning om, at tilskuddet fremadrettet pris- og lønfremskrives svarende til statens pris- og lønfremskrivning. Dette sikrer, at Københavns Kommunes samlede andel af tilskuddet til Det Kongelige Teater fremadrettet ikke overstiger kommunens andel i 2020. Den anvendte pris- og lønfremskrivning i det enkelte år kan dog maksimalt svare til kommunens pris- og lønfremskrivning.

Overskydende finansiering
Det indstilles, at Økonomiforvaltningen arbejder videre med forslag til effektiviseringer med et potentiale, der er 5,8 mio. kr. over Økonomiudvalgets måltal. Økonomiforvaltningen foreslår, at den overskydende finansiering anvendes til en delvis finansiering af bevillingsudløbet af Den Tværgående Analyseenhed, og dels til at styrke arbejdet med grønne, miljøvenlige indkøb.

Den Tværgående Analyseenhed blev oprettet i 2017 og udarbejder analyser på baggrund af registerdata fra Danmarks Statistik for Økonomiforvaltningen og for de øvrige forvaltninger. Bevillingen til enheden på 7,2 mio. kr. udløber i 2021.

Det foreslås, at der anvendes 5,3 mio. kr. til en delvis finansiering af bevillingsudløbet. I det reducerede budget på 5,3 mio. kr. er der indarbejdet besparelser, så der ikke længere er budget til eksterne konsulentudgifter, samtidig med at der er et reduceret budget til tilkøb af IT-ydelser. 

I det reducerede budget vil Den Tværgående Analyseenhed fortsat udarbejde samfundsøkonomiske analyser, effektmålinger, analyser i forhold til Københavns Kommunes effektiviseringsstrategi og statusopgørelser på baggrund af registerdata fra Danmarks Statistik for alle forvaltninger.

Såfremt der ikke findes finansiering til Den Tværgående Analyseenhed vil både Økonomiforvaltningen og de øvrige forvaltninger skulle indkøbe registerbaserede analyser fra eksterne konsulentbureauer. Dermed vil Økonomiforvaltningen ikke kunne realisere effektiviseringsforslaget om at spare 2,0 mio. kr. på konsulentudgifter til Budget 2021.

Økonomiforvaltningen foreslår desuden, at der tilføres 0,5 mio. kr. til at styrke kommunens indsats inden for grønne indkøb. Arbejdet med grønne indkøb blev flyttet fra Teknik- og Miljøforvaltningen til Økonomiforvaltningen i 2019, uden at der blev overført finansiering.

Bevillingsudløb
I 2021 udløber midlertidige bevillinger fra tidligere budgetaftaler for i alt 24,6 mio. kr. I tabel 4 fremgår en oversigt over bevillingsudløbene. Af bilag 3 fremgår de enkelte bevillingsudløb med beskrivelser. Det indstilles, at bevillingsudløbet vedrørende Den Tværgående Analyseenhed videreføres med et reduceret budget som beskrevet ovenfor.

Tabel 4: Bevillingsudløb i 2021 (1.000 kr. 2021 p/l)

Titel

Beløb

Den Tværgående Analyseenhed

7.018

Social dumping

6.463

Sikker By

8.530

Vækst og Erhverv

2.616

Bevillingsudløb i alt

24.627

 

 

 

Økonomi

De bevillingsmæssige konsekvenser af Økonomiudvalgets effektiviseringsforslag vil blive indarbejdet i Københavns Kommunes samlede budget for 2021 i forbindelse med Borgerrepræsentationens andenbehandling af budgettet i oktober 2020.

Videre proces

Økonomiudvalget vil andenbehandle effektiviseringsforslagene på mødet den 5. maj 2020. I den kommende indstilling vil de enkelte effektiviseringsforslag blive beskrevet i selvstændige bilag og Økonomiudvalget vil tage endelig stilling til udvælgelse af effektiviseringsforslag og eventuel anvendelse af overskydende finansiering.

Søren Hartmann Hede                / Mads Grønvall

Beslutning

Dagsordenspunkt 2: Økonomiforvaltningens effektiviseringsforslag til Budget 2021 (2020-0080315)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 21. april 2020

Enhedslisten og SF fremsatte følgende ændringsforslag som erstatning for at-punktet:

”at det godkendes, at der frem mod Økonomiudvalgets andenbehandling den 5. maj 2020 arbejdes videre med ni effektiviseringsforslag til Budget 2021, jf. tabel 1, således at effektiviseringsforslag på lokaludvalget udgår.”

 

Det af Enhedslisten og SF fremsatte ændringsforslag blev vedtaget med 12 stemmer mod 1. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: A, Ø, Å, B, F, V og O.

Imod stemte: C.

 

Den således ændrede indstilling blev herefter godkendt uden afstemning.

 

Radikale Venstre, SF og Venstre afgav følgende protokolbemærkning:

”Partierne stemmer for ændringsforslaget om at tage effektivisering ud i forhold til lokaludvalg, da vi afventer større evaluering af lokaludvalgene.”

 

Venstre og Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:

”Venstre og Det Konservative Folkeparti mener, at det er for tidligt at tage stilling til, hvorvidt den Tværgående Analyseenhed skal bevares. Diskussionen bør jo egentlig tages som en del af de reelle budgetforhandlinger. Vi forbeholder os i første omgang ret til at overveje dette frem til andenbehandlingen den 5. maj 2020.”

Til top