Nedsættelse af ansættelsesudvalg og justering af proceduren for ansættelse af administerende direktører
Indstilling og beslutning
Økonomiforvaltningen indstiller,
1. at Økonomiudvalget udpeger et ansættelsesudvalg blandt sine medlemmer,
2. at høringsgruppen, der nedsættes i forbindelse med proceduren for ansættelse af administrerende direktører, nu og fremover sammensættes således, at ledelsesrepræsentanten for kommunen er den administrerende direktør for Økonomiforvaltningen og eventuelt yderligere en repræsentant for de administrerende direktører.
Problemstilling
Den administrerende direktør under Børne- og Ungdomsudvalget Else Sommers åremålsansættelse udløber. Else Sommer fratræder sin stilling den 5. august 2015. Stillingen som administrerende direktør er derfor ledig til besættelse den 6. august 2015.
Borgerrepræsentationen er – efter indstilling af Økonomiudvalget – ansættende myndighed.
Økonomiudvalget har fastlagt proceduren ved besættelse af stillinger som administrerende direktør.
Der foreslås en ændring af den fastlagte procedure, således at den administrerende direktør for Økonomiforvaltningen nu og fremover er født medlem af den administrativt sammensatte høringsgruppe, og at kredsen af administrerende direktører herudover kan beslutte, at der skal udpeges yderligere en person blandt de administrerende direktører.
Løsning
Økonomiudvalget har på møde den 18. november 2014 fastlagt proceduren ved besættelse af stillinger som administrerende direktør.
Økonomiudvalget har i den sammenhæng besluttet, at ansættelsesudvalg består af 5 medlemmer af Økonomiudvalget, herunder altid overborgmesteren (som formand) og den relevante ressortborgmester.
Ansættelsesudvalget vælger, hvilke kandidater der skal indkaldes til samtale og afholder 2. samtale med kandidaterne.
Der nedsættes tillige en administrativt sammensat høringsgruppe til støtte i processen. Den administrative høringsgruppe er hidtil sammensat, som følger:
- en ledelsesrepræsentant for kommunen udpeget af og blandt de administrerende direktører,
- en medarbejderrepræsentant blandt kommunens medarbejdere udpeget af Københavns og Frederiksbergs Fællesrepræsentation,
- en ledelsesrepræsentant udpeget af den relevante borgmester blandt lederne i den pågældende forvaltning, og
- en medarbejderrepræsentant udpeget af og blandt medarbejderne i den pågældende forvaltnings hovedsamarbejdsudvalg.
Høringsgruppen gennemfører første samtale med kandidaterne, og udarbejder forslag til besættelse af stillingen.
Det foreslås, at proceduren justeres således, at den administrerende direktør i Økonomiforvaltningen - som ansvarlig for fremlæggelse af ansættelsessagen for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen - nu og fremover er født medlem af høringsgruppen (som overborgmesteren er det i ansættelsesudvalget), samt at kredsen af administrerende direktører herudover tager stilling til, om der skal udpeges yderligere et medlem blandt de administrerende direktører.
Økonomi
Mikkel Hemmingsen /Bjarne Winge
Beslutning
Dagsordenspunkt 7: Nedsættelse af ansættelsesudvalg og justering af proceduren for ansættelse af administrerende direktører
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 21. april 2015
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.
Økonomiudvalget udpegede følgende medlemmer til ansættelsesudvalget:
Overborgmester Frank Jensen (A), Børne- og Ungdomsborgmester Pia Allerslev (V), Beskæftigelses- og Integrationsborgmester Anna Mee Allerslev (B), Kultur- og Fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen (O) og Rikke Lauritzen (Ø).