Mødedato: 21.03.2006, kl. 15:15

Lokalplanforslag "Svanevænget" med tilhørende forslag til kommuneplantillæg (Økonomiudvalget og Teknik- og Miljøudvalget)

Se alle bilag

Lokalplanforslag "Svanevænget" med tilhørende forslag til kommuneplantillæg (Økonomiudvalget og Teknik- og Miljøudvalget)

Økonomiudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde tirsdag den 21. marts 2006

 

 

 

J.nr.             ØU 93/2006

 

 

15.                Lokalplanforslag "Svanevænget" med tilhørende forslag til kommuneplantillæg (Økonomiudvalget og Teknik- og Miljøudv alget)

 

 

INDSTILLING

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

at forslag til lokalplan "Svanevænget" vedtages med henblik på offentliggørelse

at  indsigelsesfristen fastsættes til 2 måneder

at  offentliggørelsen annonceres i områdets lokalpresse

at  der gennemføres den foreslåede dialogstrategi bestående af en hjemmeside for planen, en lokal plancheudstilling samt et borgermøde tilrettelagt som et orienteringsmøde

at  Teknik- og Miljøforvaltningen, forud for meddelelse af tilladelse i medfør af bestemmelserne i lokalplanens §§ 6 og 7 vedrørende rækkehusbebyggelserne, skal foretage høring af bestyrelsen for det pågældende ejerlaug

 

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

at  det til ovennævnte lokalplanforslag hørende forslag til tillæg til Kommuneplan 2005 vedtages med henblik på fælles offentliggørelse

at  indsigelsesfristen fastsættes til 2 måneder

at  offentliggørelsen annonceres i områdets lokalpresse

at  der gennemføres den foreslåede dialogstrategi bestående af en hjemmeside for planen, en lokal plancheudstilling samt et borgermøde tilrettelagt som et orienteringsmøde

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 8. marts 2006

Anbefalet

 

RESUME

I møderne den 1. og 14. juni 2005 i henholdsvis Bygge- og Teknikudvalget og Økonomiudvalget drøftedes forvaltningernes redegørelse om udarbejdelse af en bevarende lokalplan med tilhørende kommuneplantillæg for fire bevaringsværdige etageboligbebyggelser ved Strandvænget/ Strandvejen og bevaringsværdige rækkehusbebyggelser ved henholdsvis Svanevænget, Soldalen og Kildevænget. Planarbejdet er foranlediget af en anmodning fra Ejerlauget Svanevænget, der repræsenterer rækkehusbebyggelsen Svanevænget 6-34. Plan & Arkitektur har i den forbindelse vurderet kvarteret mellem Strandvejen, Strandvænget, Strandpromenaden og kommunegrænsen mod Gentofte Kommune, herunder de i kvarteret gældende servitutter.

 

Forvaltningen har orienteret ejerlaugene for rækkehusbebyggelserne og ejerne af etagebebyggelserne om lokalplanarbejdet. Ejerlaugene og ejerne har endvidere fået tilsendt udkast af lokalplanforslaget til bemærkninger.

 

Lokalplanen skal sikre de samlede bevaringsværdier for de respektive bebyggelser i området til afløsning af utidssvarende servitutbestemmelser. Lokalplanen indeholder bestemmelser om bevarelsen af bebyggelserne, om opførelse af erstatningsbyggeri efter ildebrand eller anden force majeure situation og om bygningsdetaljers udformning m.v.

 

Samtidig med lokalplanforslaget er der udarbejdet et kommuneplantillæg. Dette overfører det aktuelle lokalplanområde fra B1- og B3-områder med maksimal bebyggelsesprocent på henholdsvis 40 (rækkehusene) og 110 (etageboligerne) til et B*-område med bestemmelser, der muliggør gennemførelse af lokalplanen. Dette giver mulighed for genopførelse i henhold til lokalplanen af bebyggelse i givet fald, hvor bebyggelsesprocenten på enkeltejendomme vil blive ca. 110 for rækkehusbebyggelserne og ca. 150 for etageboligbebyggelserne.

 

Det foreslås besluttet, at der foretages høring af det pågældende ejerlaugs bestyrelse i henhold til nærmere angivne bestemmelser i lokalplanen om rækkehusbebyggelsernes ydre fremtræden og indretning af de ubebyggede arealer. Dette er i lighed med andre tilsvarende lokalplaner. Tilsvarende arbejder på etageboligbebyggelserne forudsætter efter gældende bestemmelser samtykke (fuldmagt) fra de respektive ejere/ ejerforening.

 

Lokalplanforslaget er omfattet af lov nr. 316 af 5. maj 2004 om miljøvurdering af planer og programmer, der er trådt i kraft den 21. juni 2004. Forvaltningen har vurderet og offentliggjort, at forslaget ikke medfører, at der skal udføres en tilhørende miljørapport. Afgørelsen er ikke påklaget til Naturklagenævnet.

 

Indstillingen er omfattet af Teknik- og Miljøforvaltningens og Økonomiforvaltningens positivlister over sager, der skal miljøvurderes. Sagen er miljøvurderet, og medfører ikke væsentlige miljømæssige påvirkninger.

 

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Ejerlauget Svanevænget, der repræsenterer rækkehusbebyggelsen Svanevænget 6-34, har anmodet Københavns Kommune om at udarbejde en bevarende lokalplan for rækkehusene. Baggrunden herfor er, at utidssvarende servitutter efter ejerlavets opfattelse ikke ved ombygninger i nødvendigt omfang sikrer bebyggelsens helhed og karakteristika.

 

Plan & Arkitektur har i den forbindelse vurderet hele kvarteret mellem Strandvejen, Strandvænget, Strandpromenaden og kommunegrænsen mod Gentofte Kommune med henblik på fastlæggelse af en eventuel lokalplans afgrænsning. Det er herved konstateret, at servitutbestemmelserne, som regulerer de fire bevaringsværdige etageboligbebyggelser langs Strandvejen og kvarterets bevaringsværdige rækkehusbebyggelser ved henholdsvis Svanevænget, Soldalen og Kildevænget, alle med harmoniske, ensartede helheder, ikke er formulerede med tilstrækkelig præcise bestemmelser om bebyggelsernes ydre fremtræden. Servitutterne sikrer således ikke i nødvendigt omfang, at ombygninger på de enkelte ejendomme sker med en ensartethed samt med materialer og udformning, som respekterer den samlede bebyggelses helhed og de oprindelige arkitektoniske kvaliteter.

 

For kvarterets villabebyggelse, som ikke danner arkitektoniske homogene sammenhænge, er det vurderet, at de gældende servitutbestemmelser vil være tilstrækkelige til at sikre den enkelte bygnings kvaliteter, idet ændringer af bebyggelsen forudsætter kommunal godkendelse. Det er endvidere fundet uhensigtsmæssigt, at inddrage den resterende del af kvarteret, dvs. området nord for Strandøre, i en bevarende lokalplan. Dette skyldes, at en eventuel kommende udvidelse af aktiviteterne for W.H.O., der anvender flere ejendomme i kvarterets nordlige del mod kommunegrænsen til Gentofte Kommune, må forventes at få indflydelse på områdets fremtidige udvikling. Endvidere har ny- og ombygninger på ejendomme langs kommunegrænsen ændret den bebyggelsesmæssige karakter på en sådan måde, at en bevarende regulering vil have begrænset betydning.

 

Det er således vurderet, at der alene bør udarbejdes en bevarende lokalplan for kvarterets karré- og rækkehusområder af hensyn til disses helhedspræg og for at fastlægge et ensartet og i fornødent omfang detaljeret administrationsgrundlag, som er kendt af ejere og borgere i øvrigt.

 

Bygge- og Teknikudvalget og Økonomiudvalget drøftede i møderne henholdsvis den 1. juni 2005 (BTU 323/2005) og 14. juni 2005 (ØU 256/2005) forvaltningernes redegørelse for igangsætning af kommune- og lokalplanarbejdet for det aktuelle område.

 

Udkast til lokalplanforslag har i flere omgange været forelagt de respektive ejerlaug vedrørende rækkehusbebyggelserne og ejerne af etageboligbebyggelserne til bemærkninger. Forud herfor har ejerlaugene og ejerne været orienteret skriftligt samt været indbudt til et orienteringsmøde om lokalplanarbejdet.

 

Lokalplanforslaget

Lokalplanforslaget vedlægges som bilag. Bilaget indeholder foruden selve forslaget endvidere hovedafsnittet "Baggrund for lokalplanen og kommuneplantillægget", der indgår i det materiale, der trykkes sammen med lokalplanen, når denne bekendtgøres endeligt. Materialet danner samlet grundlag for efterfølgende administration af lokalplanen samt medvirker til forståelse af lokalplanens baggrund og intentioner for personer, der senere ønsker at orientere sig herom.

 

Lokalplanen skal sikre området som et boligområde med helårsboliger med mulighed for anvendelse af oprindelige butikker i stueetagen mod Strandvejen til publikumsorienterede serviceerhverv, liberale erhverv eller lignende. Den skal tillige sikre etage- og rækkehusområdernes særlige bevaringsværdier. Den bevaringsværdige bebyggelse må ikke nedrives uden særlig tilladelse. Ved fjernelse af bebyggelse på grund af ildebrand eller anden force majeure situation skal opførelse af erstatningsbyggeri ske med samme omfang, placering, materialer, udformning og ydre fremtræden som eksisterende bebyggelse. Herudover muliggøres i begrænset omfang opførelse af mindre udhuse, carporte m.v. Der medtages i øvrigt bestemmelser om bygningsdetaljers udformning, farver og materialer, ophævelse af vejudlæg og om bevaringsværdige træer m.v.

 

I lighed med hvad der er gældende for andre tilsvarende lokalplaner, foreslås det besluttet, at der forinden meddelelse af tilladelse i henhold til nærmere angivne lokalplanbestemmelser omfattende henholdsvis bebyggelsens ydre fremtræden og indretningen af de ubebyggede arealer – her §§ 6 og 7 – foretages høring af bestyrelsen for det pågældende ejerlaug for så vidt angår rækkehusbebyggelserne. Tilsvarende arbejder på etageboligbebyggelserne forudsætter efter gældende bestemmelser samtykke (fuldmagt) fra de respektive ejere/ ejerforening.

 

Forslag til kommuneplantillæg

Genopførelse i henhold til lokalplanen af bebyggelse efter ildebrand eller anden force majeure situation vil medføre, at bebyggelsesprocenten på enkeltejendomme vil blive ca. 110 for rækkehusbebyggelserne og ca. 150 for etageboligbebyggelserne. Dette er ikke i overensstemmelse med fastlæggelsen af området ifølge Kommuneplan 2005 som henholdsvis B1-område (rækkehusene) med en maksimal bebyggelsesprocent på 40 og B3-område (etageboligerne) med en maksimal bebyggelsesprocent på 110.

 

Der er derfor samtidig med lokalplanforslaget udarbejdet et forslag til tillæg til kommuneplanen, der ændre de gældende bestemmelser. I forslaget overføres det aktuelle lokalplanområde fra B1- og B3-områder til et B*-område med bestemmelser, der muliggør gennemførelse af lokalplanen.

 

Det er vurderet, at der er tale om mindre ændringer af rammedelen, der ikke strider mod kommuneplanens hovedprincipper. Der er derfor ikke forudgående indkaldt ideer, forslag m.v., jf. planlovens § 23 c.

 

Der henvises i øvrigt til det i ovennævnte afsnit Lokalplanforslaget nævnte bilag, hvor der redegøres for forholdet til øvrig planlægning og lovgivning.

 

Forslag til dialogstrategi

På baggrund af den hidtidige praksis i forbindelse med lokalplanlægning foreslås følgende initiativer til at opnå dialog med borgerne i offentlighedsperioden:

·        Etablering af en særlig hjemmeside bestående af en informationsdel og en dialogdel.

·        Etablering af en plancheudstilling i lokalområdet.

·        Gennemførelse af et borgermøde i lokalområdet tilrettelagt som et orienteringsmøde med indlæg fra forvaltningen. Borgerrepræsentationens partier indbydes til at lade sig repræsentere på mødet med henblik på at kunne besvare eventuelle spørgsmål og indgå i en debat om planens indhold.

 

Miljøvurdering

Lov om miljøvurdering af planer og programmer

Ifølge lov om miljøvurdering af planer og programmer (lov nr. 316 af 5. maj 2004) skal der foretages en vurdering af, om bl.a. en fysisk plan får væsentlig indvirkning på miljøet. Hvis den gør, skal der udarbejdes en miljøvurdering. I mødet den 9. december 2004 tiltrådte Borgerrepræsentationen (BR 698/04) en indstilling, hvorefter Bygge- og Teknikforvaltningen blev bemyndiget til at foretage den forudsatte screening af en af loven omfattet plan for, om der skal udarbejdes miljøvurdering.

 

Forvaltningen har vurderet, at nærværende forslag til lokalplan ikke medfører, at der skal udarbejdes en tilhørende miljørapport. Afgørelsen er offentliggjort i Øbro Bladet den 20. juli 2005. Afgørelsen er ikke påklaget til Naturklagenævnet. Der henvises i øvrigt til det vedlagte bilag, afsnittet "Lov om miljøvurdering af planer og programmer".

 

Teknik- og Miljøforvaltningens og Økonomiforvaltningens positivlister til miljøvurdering

Sagen er miljøvurderet og har ikke væsentlige miljømæssige påvirkninger.

 

Høring

I forbindelse med udarbejdelse af lokalplanforslaget er der foretaget høring af Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, Miljøkontrollen, Københavns Energi og Københavns Bymuseum.

 

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Københavns Bymuseum har ingen bemærkninger til lokalplanforslaget.

 

Miljøkontrollens oplysninger om miljøforhold er indarbejdet i det i ovennævnte afsnit Lokalplanforslaget nævnte bilag.

 

Københavns Energi gør opmærksom på bygassens positive egenskaber i tilknytning til byøkologi og krav om ressourcerigtige løsninger. Det oplyses, at der ikke er bemærkninger vedrørende varme, el, vand og afløb.

 

Bemærkninger

Der er ikke hjemmel i planloven til at stille krav om tilslutning til bygasnettet, hvorfor der ikke er medtaget bestemmelser herom i lokalplanforslaget.

 

 

Bilag vedlagt

-         Forslag til lokalplan "Svanevænget" med tilhørende forslag til kommuneplantillæg med hovedafsnittene "Baggrund for lokalplanen og kommuneplantillægget" og "Lokalplanforslag Svanevænget" samt "Forhold til øvrig planlægning og lovgivning".

 

BILAG VEDLAGT TIL GENNEMSYN I BORGMESTERENS FORKONTOR, Rådhuset, 1. sal værelse 36

A.     kopi af skrivelse af 14. juli 2005 fra Miljøkontrollen.

B.     Kopi af skrivelse af 12. juli 2005 fra Københavns Energi.

 

 

 

 

Bjarne Winge                                          Mette Lis Andersen

 

Bilag

Til top