Mødedato: 21.03.2006, kl. 15:15

Rykningspåtegning på pantebrev

Rykningspåtegning på pantebrev

Økonomiudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde tirsdag den 21. marts 2006

 

 

 

J.nr.             ØU 89/2006

 

 

14.                Rykningspåtegning på pantebrev

 

 

INDSTILLING

Økonomiforvaltningen foreslår, at Økonomiudvalget tiltræder,

 

at Økonomiforvaltningen bemyndiges til at meddele rykningspåtegning på Københavns Kommunes pantebrev stort kr. 330.000, der før rykning har 1. prioritets pant i ejendommen matr. nr. 591 Christianshavns Kvarter, beliggende Arsenalvej 2, 1436 København K, i anledning af Rugbyklubben CSR / Nanok's optagelse af et nyt realkreditlån på 700.000 kr.

 

RESUME

Rugbyklubben CSR / Nanok ønsker at optage et nyt realkreditlån på 700.000 kr. Lånet skal anvendes til at betale rugbyklubbens andel af udgifterne til Grundejerforeningen Holmen, der er i gang med forbedringer af veje og broer mv. på Holmen. Lånet skal desuden anvendes til et nyt tag på foreningens ejendom. Forudsætningen for Nykredits långivning er, at Københavns Kommune accepterer at give rykningspåtegning på kommunens pantebrev på 330.000 kr. fra 1. til 2. prioritet.

 

Henset til Rugbyklubben CSR/Nanok's sociale indsats, at det eksisterende pantebrev er et rente- o g afdragsfrit lån, der først skal indfries ved salg af eller tvangsauktion over ejendommen, at kommunens pantebrev efter rykning vil ligge inden for 82,4 % af den offentlige vurdering, og at godt 1/3 af realkreditlånet skal bruges på forbedring af en bygning på ejendommen, anbefaler Økonomiforvaltningen, at der rykkes for det nye realkreditlån på 700.000 kr.

 

SAGSBESKRIVELSE

Christianshavns Skoles Rugbyklub, Rugbyklubben CSR/Nanok, har anmodet Københavns Kommune om, at kommunens pantebrev på 330.000 kr. med pant i matr. nr. 591 Christianshavns Kvarter, beliggende Arsenalvej 2, 1436 København K, rykker for et nyt realkreditlån på 700.000 kr.

 

Kommunens pantebrev er udstedt i maj 2004 og er placeret med 1. prioritet i ejendommen. Pantebrevet er rente- og afdragsfrit, og forfalder til indfrielse i tilfælde af ejerskifte samt ved tvangsauktion. Pantebrevet er udstedt på baggrund af kommunens ydelse af lån til delvis finansiering af Rugbyklubben CSR/Nanok's køb af ejendommen[1].

 

Rugbyklubben CSR/Nanok har tidligere anmodet kommunen om et tilskud på 700.000 kr. Kultur- og Fritidsfritidsudvalget godkendte den 1. september 2005 en indstilling fra Kultur- og Fritidsforvaltningen om, at Rugbyklubben CSR/Nanok's ansøgning om et tilskud på 700.000 kr. skulle indgå i forhandlingerne om budget 2006 (KFU 308/05). Der blev imidlertid ikke afsat midler til dette formål i budgettet i 2006.

 

På denne baggrund anmoder Rugbyklubben CSR/Nanok nu om, at kommunens pantebrev rykker for et nyt realkreditlån på 700.000 kr.

 

Realkreditlånet på 700.000 kr. skal finansiere følgende udgifter:

 

          Private fællesveje på Holmen                                           321.925 kr.

          Fællesprojekt med Grundejerforening                               86.508 kr.

          Offentlig sti                                                                           30.000 kr.

          Udskiftning af naturskiffertag på fredet klubhus       ca. 250.000 kr.

          Omkostninger anslået                                                  ca.   12.000 kr.

          I alt                                                                                 ca. 700.000 kr.

 

Ejendommen er ved den seneste offentlige vurdering pr. 1/10 2004 vurderet til en ejendomsværdi på 1.250.000 kr., heraf en grundværdi på 838.900 kr. Det bebyggede areal er på 359 m2, og grundens størrelse er på 2.542 m2.

 

Kommunens pantebrev vil efter rykning for det nye realkreditlån have en prioritetsstilling som 2. prioritet, der ligger indenfor 82,4 % af ejendommens seneste offentlige ejendomsvurdering.

 

Rugbyklubben CSR/Nanok udfører opsøgende arbejde i København S og på Nørrebro. Klubben gør en social indsats for integration af utilpassede børn og unge gennem brug af samarbejde i sport (rugby).

 

Rugbyklubben CSR/Nanok vil have svært ved at fungere som en sportsklub med opsøgende arbejde blandt unge, hvis klubben samtidig skal anvende meget frivillig arbejdskraft på at søge at skaffe penge til genopretning af infrastrukturen på Holmen samt udskiftning af taget på deres klubhus.

 

Henset hertil samt til Rugbyklubben CSR/Nanok's sociale indsats, at det eksisterende pantebrev er et rente- og afdragsfrit lån, der først skal indfries ved salg af eller tvangsauktion over ejendommen, at kommunens pantebrev efter rykning vil ligge inden for 82,4 % af den offentlige vurdering, og at godt 1/3 af realkreditlånet skal bruges på forbedring af en bygning på ejendommen, anbefaler Økonomiforvaltningen, at der rykkes for det nye realkreditlån på 700.000 kr.

& nbsp;

Rugbyklubben CSR/Nanok skal fremsende endelig dokumentation for låneprovenuets anvendelse til de ovenfor beskrevne udgifter, før Københavns Kommune endeligt accepterer rykning for det nye pantebrev.

 

ØKONOMI

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune, da ydelserne på det nye lån afholdes af Rugbyklubben CSR/Nanok.

 

MILJØVURDERING

-

HØRING

Indstillingen er udarbejdet på baggrund af anbefaling fra Kultur- og Fritidsforvaltningen.

 

BILAG VEDLAGT

-

 

                                            Bjarne Winge

                                                                /Paul Sax Møller   

 



[1] BR 747/96 (BF. 1996, side 3384 – 3386)

Til top