Mødedato: 21.02.2023, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Mulighed for at annullere planlægning af skøjtebane på Genforeningspladsen fra Kultur- og Fritidsudvalget

Se alle bilag

Før Borgerrepræsentationen kan tage stilling til en indstilling, skal Økonomiudvalgets erklæring om enhver sag, der vedrører kommunens planlægningsopgaver, økonomiske forhold eller almindelige administrative forhold, indhentes, jf. Københavns Kommunes styrelsesvedtægt § 12, stk. 5.

I nærværende indstilling, skal Økonomiudvalget således alene tage stilling til den foreslåede erklæring i afsnittet "Indstilling".

Borgerrepræsentationen skal tage stilling til, om planlægning af en skøjtebane på Genforeningspladsen skal annulleres.

Siden 2001 har der været anlagt en mobil skøjtebane på Genforeningspladsen ved hver skøjtesæson. I 2016 blev der anlagt en permanent kombinationsbane med kunstgræs og skøjtebane i vintersæsonen. Det har imidlertid aldrig været muligt at tage den i brug, da anlægget ikke var funktionsdygtigt og ikke kunne fryse isen.

I Overførselssagen 2021-2022 blev der afsat en planlægningsbevilling til en mobil 400 m rundløbsbane på Genforeningspladsen. I lyset af en forventet anlægspris på omkring 30 mio. kr., de begrænsede anlægsmåltal, energikrisen og flere overlappende indsatser på Genforeningspladsen, forelægges Borgerrepræsentationen muligheden for at stoppe projektet. Det resterende afsatte beløb på planlægningsbevillingen vil gå tilbage i kassen.

Boldklubben Union har søgt om brugsret til bygningen på Genforeningspladsen, som tidligere har været anvendt til skøjteudlejning. Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til tildeling af brugsret.

Tidligere beslutninger

Kultur- og Fritidsudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,

  1. at planlægningen af en skøjtebane på Genforeningspladsen annulleres, og 1,6 mio. kr. tilbageføres til kassen.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Kultur- og Fritidsudvalgets budgetramme.

Problemstilling

Siden 2001 har der været anlagt en mobil skøjtebane på Genforeningspladsen ved hver skøjtesæson. I 2016 blev der anlagt en permanent kombinationsbane med kunstgræs og skøjtebane i vintersæsonen, som aldrig er blevet taget i brug, da anlægget ikke kunne fryse isen.

Siden er flere alternativer blevet undersøgt og prisestimeret. Senest blev der i Overførselssagen 2021-2022 afsat en planlægningsbevilling til en mobil 400 m rundløbsbane på Genforeningspladsen med en forventet anlægsudgift på ca. 30 mio. kr.

En skøjtebane har et højt energiforbrug, og der er iværksat andre energibesparende foranstaltninger på grund af den generelle forsyningssituation. Der pågår desuden flere overlappende processer for udvikling af Genforeningspladsen, ligesom der er store udfordringer med at finde anlægsmåltal. Hvis det ønskes, som en konsekvens af øget fokus på energiforbrug, udfordringen med anlægsmåltal og de mange overlappende indsatser, kan Borgerrepræsentationen annullere projektet og føre restbeløbet på i alt 1,6 mio. kr. tilbage til kassen.

Boldklubben Union er en hastigt voksende boldklub, som tidligere har haft mulighed for at anvende bygningen på Genforeningspladsen 55, der blev brugt til skøjteudlejning. Klubben ønsker nu en egentlig brugsaftale for anvendelse af bygningen.

Løsning

I Overførselssagen 2021-2022 blev der afsat en planlægningsbevilling på 1,6 mio. kr. til en mobil 400 m rundløbsbane på Genforeningspladsen svarende til den oprindelige løsning. Besluttes det at fortsætte planlægningen, forventes en anlægsbevilling at indgå i forhandlingerne om Budget 2024, og vil formodentligt indgå som en del af idrætsmilliarden. Annullering af planlægningen vil betyde, at anlægsmåltallet på ca. 30 mio. kr. vil kunne disponeres til andre formål på idrætsområdet.

Øvrige indsatser
Kultur- og Fritidsudvalget har den 29. september 2022 afsat 0,2 mio. kr. til at screene Genforeningspladsen i forhold til muligheder for at udvikle aktiviteter og tryghed på Genforeningspladsen. Den proces kan anvendes til at gentænke anvendelsen af Genforeningspladsen.

Tilsvarende er der i Budget 2023 afsat en screeningsbevilling til at udarbejde en helhedsplan for Bellahøjmarken, som også indbefatter Genforeningspladsen.

Energiforbrug, økonomisk forbrug og CO2-belastning
Der er et stort energiforbrug forbundet med at holde en udendørs skøjtebane i drift, særligt under de varme vintre, Danmark har haft i de senere år. En skøjtebane på Genforeningspladsen forventes at medføre et energiforbrug på 370.000-420.000 kWh ved en skøjtesæson på fire måneder afhængigt af vintervejret. Dette svarer til 3,4-3,8 procent af forvaltningens samlede årlige elforbrug.

Energiudgifterne til en mobil rundløbsbane på Genforeningspladsen var inden energikrisen estimeret til 0,75 mio. kr. årligt. Med de aktuelle elpriser forventes udgifterne for den kommende sæson at blive ca. 1,6 mio. kr. årligt. Den reelle økonomiske besparelse ved ikke at etablere banen vil således afhænge af prisudviklingen. Hertil kommer en besparelse på øvrig drift af banen, herunder årlig udlægning.

Nedfrysning af en rundløbsbane på Genforeningspladsen udleder ca. 90 ton CO2 årligt. Beregningen omfatter energiforbruget ved at holde banen med is og lys. Til sammenligning vurderes det, at varme i banen på Østerbro Stadion udleder ca. 20 ton CO2 årligt.

Brugsret til Genforeningspladsen 55

Boldklubben Union anvender i dag Genforeningspladsen 53 til klubhus. Forvaltningen og klubben er i forhandling om at forny brugsaftalen for denne bygning. Da Boldklubben Union er en hastigt voksende forening, ønsker klubben nu at få formaliseret deres tidligere lån af Genforeningspladsen 55 i en brugsaftale. Boldklubben Unions ansøgning er vedlagt som bilag 1.

Økonomi

Der er afsat en planlægningsbevilling på i alt 1,6 mio. kr. Der resterer aktuelt 1,6 mio. kr. af bevillingen (2023 p/l), der vil kunne tilbageføres til kassen.

Tabel 1. Bevillingsteknisk tabel for tilbageførsel af midler

At-punkt

Udvalg

Bevilling

(nr. og navn)

Funktion

Indtægt (I) /
Udgift (U)

Beløb i 1.000 kr.

(2023 p/l)

Varig?
ja/nej

2022

2023

2024

2025

1

ØU

3160 – Byggeri København, anlæg

00.32.31

U

 

-1.317

 

Nej

1

ØU

3161 – Byggeri København - eksekvering af anlægssager

00.32.31

U

 

-205

 

Nej

1

KFU

2060 - Kultur og Fritid, anlæg

 

 

0.28.20

U

 

-71

 

 

Nej

1

ØU

Finansposter (kassen)

8.22.05.5

U

 

71

1.522

 

Nej

I alt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Videre proces

Såfremt udvalget godkender indstillingen, forventes sagen at blive behandlet i Økonomiudvalget den 21. februar 2023 og Borgerrepræsentationen den 2. marts 2023.

Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at der indgås brugsaftale med Boldklubben Union for Genforeningspladsen 55, vil forvaltningen indgå en vederlagsfri brugsaftale med Boldklubben Union med hjemmel i kommunalfuldmagten for tre år jf. lånebekendtgørelsen.

 

Søren Tegen Pedersen

/Mads Kamp Hansen

Oversigt over politisk behandling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at Kultur- og Fritidsudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at planlægningen af en skøjtebane på Genforeningspladsen annulleres, og 1,6 mio. kr. tilbageføres til kassen.

    Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
  2. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at Boldklubben Union tildeles brugsret til den tidligere skøjteudlejningsbygning, Genforeningspladsen 55.

 

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 17. januar 2023

Kultur- og Fritidsudvalget foretog afstemning om indstillingens første at-punkt.

For stemte: Ø, A, RV, F og V.

Imod stemte: C.

 

Indstillingen blev godkendt.

 

Et enigt udvalg godkendte indstillingens andet at-punkt.

 

Plan- og tilskudschef Mads Kamp Hansen, kontorchef Kim Natour Svendsen og facilitetschef Christian Biel Knudsen deltog under punktets behandling.

Beslutning

Dagsordenspunkt 22: Mulighed for at annullere planlægning af skøjtebane på Genforeningspladsen fra Kultur- og Fritidsudvalget (2022-0397264)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 21. februar 2023

Økonomiudvalget besluttede at oversende indstillingen med udvalgets erklæring til behandling i Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Til top