Ændring af tømningstidspunkt for renovation
Før Borgerrepræsentationen kan tage stilling til en indstilling, skal Økonomiudvalgets erklæring om enhver sag, der vedrører kommunens planlægningsopgaver, økonomiske forhold eller almindelige administrative forhold, indhentes, jf. Københavns Kommunes styrelsesvedtægt § 12, stk. 5.
I nærværende indstilling, skal Økonomiudvalget således alene tage stilling til den foreslåede erklæring i afsnittet "Indstilling".
Affaldsindsamlingen hjemtages i disse år fra eksterne vognmænd til Amager Ressourcecenter. I den forbindelse omlægges indsamlingen til to-holds-drift i el-skraldebiler. Dette kræver et længere tømningsvindue, som Borgerrepræsentationen i 2020 besluttede skulle være fra kl. 6 til kl. 21, med den tilføjelse, at det fortsat kun er røde veje (særligt udvalgte veje), der må tømmes fra kl. 6 til kl. 7. Fastholdelsen af de røde veje medfører, at de samme adresser tømmes tidligt hver tømmedag og dermed potentielt oplever støjgener i forbindelse hermed. Borgerrepræsentationen skal derfor tage stilling til, hvorvidt tømningstidspunktet for renovation skal ændres, så der fremover kan tømmes husholdningsaffald fra kl. 6 om morgenen i hele byen og dermed giver ensartede vilkår for alle københavnere ift. affaldsindsamlingen.
Tidligere beslutninger
Teknik- og Miljøudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,
- at godkende, at affaldsindsamling på indsamlingsdage fra den 1. maj 2023 omlægges til at foregå fra kl. 6 til kl. 20 i hele byen.
Indstilling
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.
Problemstilling
I forbindelse med kompetenceoverdragelse af affaldsindsamlingen fra Københavns Kommune til Amager Ressourcecenter (ARC) og den deraf følgende omlæggelse til to-holds-drift i elskraldebiler, besluttede Borgerrepræsentationen den 24. juni 2020 at udvide tidsrummet for affaldsindsamlingen, så det på indsamlingsdage fra januar 2022 skulle foregå fra kl. 6 til kl. 21, hvor det hidtil foregik fra kl. 6 til kl. 18. Denne beslutning videreførte tidligere beslutning om, at der i den første time fra kl. 6-7 kun må indsamles affald på de såkaldt røde veje (særligt udvalgte veje - se bilag 2 for mere information om de røde veje). Årsagen til, at de røde veje kan tømmes fra kl. 6, er primært at undgå udfordringer med trængsel og fremkommelighed, hvis affaldsindsamlingen sker efter kl. 7. Der er desuden stopforbud mellem kl. 7 og kl. 10 på mange af disse veje.
Fastholdelsen af tømning på de røde veje mellem kl. 6 og kl. 7 betyder imidlertid, at det er de samme ejendomme, der får tømt deres affald tidligt hver tømmedag. Dermed oplever en gruppe af borgere potentielt støjgener tidligt om morgenen flere gange om ugen i forbindelse med tømning af deres husholdningsaffald.
Løsning
For at give ensartede vilkår for alle københavnere ift. affaldsindsamlingen indstiller Teknik- og Miljøforvaltningen, at affaldsindsamlingen kommer til at foregå fra kl. 6 til kl. 20 i hele byen. Dermed vil der ikke længere være røde veje i København.
En ændring i indsamlingstidspunktet, så affaldsindsamlingen starter kl. 6 i hele byen (og ikke kun på de røde veje), vil medføre, at alle københavnere har de samme vilkår ift. tømmetider, samtidig med, at ARC har bedre muligheder for at tilrettelægge driften, så den bliver så effektiv som mulig. Ved at samtlige skraldefolk på 1. skiftet kan starte kl. 6, bliver affaldsindsamlingen mere effektiv, da der ikke vil være områder i byen, hvor visse veje kan tømmes kl. 6, mens andre først må tømmes fra kl. 7. Dette giver i dag dobbelt-kørsel i disse områder, da ikke alle adresser på en rute må tømmes mellem kl. 6 og kl. 7, idet de ikke alle er omfattet af de røde veje.
Ved at have et ensartet tømningsvindue i hele byen, kan indsamlingen tilrettelægges mere effektivt og fleksibelt, og derigennem er det muligt at forkorte det samlede tømningsvindue med en time, så indsamlingen stopper kl. 20. ARC oplyser i den forbindelse, at det vil være muligt for dem at tilrettelægge affaldsindsamlingen på en måde, så det ikke er de samme ejendomme – fx dem i Middelalderbyen, Christianshavn og de indre brokvarterer – der får tømt tidligt hver dag. ARC vil ligeledes i planlægningen af indsamlingen så vidt muligt se på, hvordan indsamlingen kan tilrettelægges, så der tages støjmæssige hensyn i særligt følsomme eller tætte boligområder. Desuden vil ARC i forbindelse med hjemtagningen få mulighed for selv at uddanne skraldefolkene yderligere fx i ergonomisk og støjreducerende håndtering af affaldsbeholderne.
Det skal i denne forbindelse bemærkes, at antallet af tømninger af husholdsaffald har været støt stigende de seneste mange år og at denne udvikling må forventes at fortsætte, bl.a. med indførelsen af 10 obligatoriske fraktioner og målsætningen i Københavns Kommunes Ressource- og Affaldsplan, Cirkulær København, ang. 70% genanvendelse. I 2023 forventes det, at der udføres over 10 mio. tømninger af husholdningsaffald i København, hvilket er dobbelt så mange som for 10 år siden.
En gennemsnitlig etageejendom i København har således minimum 10 forskellige fraktioner (de obligatoriske fraktioner + storskrald og haveaffald), der skal hentes af forskellige biler på ugentlig basis, hvoraf flere af fraktionerne til tider hentes flere gange om ugen – fx restaffald, pap og plast. Dermed vil der på de fleste ejendomme være tømninger alle ugens hverdage. ARC vil dog, som tidligere nævnt, tilrettelægge indsamlingen på en måde, så det ikke er de samme ejendomme, der får tømt tidligt hver dag.
Med et ensartet tømningsvindue i hele byen får ARC endvidere bedre mulighed for at have en fleksibel og behovsstyret tilgang til tømmefrekvensen på de enkelte fraktioner i de forskellige områder af byen. Behovet for fleksibilitet er øget grundet de mange fraktioner, etablering af sorteringspunkter og københavnernes øgede affaldssortering.
Politisk handlerum
Hvis udvalget ikke ønsker, at affaldsindsamlingen starter kl. 6 i hele byen, kan det nuværende tømningsvindue fra kl. 6 til kl. 21 fastholdes. Hermed vil det kun være de røde veje, der tømmes imellem kl. 6 og kl. 7.
Økonomi
Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.
Videre proces
Når Borgerrepræsentationen har godkendt indstillingen, vil forvaltningen orientere ARC om det ændrede indsamlingstidspunkt for husholdningsaffaldet.
Affaldsindsamlingen er fuldt hjemtaget til ARC i september 2024, hvor indsamling med kran hjemtages som den sidste opgave.
Søren Wille /Karsten Biering Nielsen
Oversigt over politisk behandling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at godkende, at affaldsindsamling på indsamlingsdage fra den 1. maj 2023 omlægges til at foregå fra kl. 6 til kl. 20 i hele byen.
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 30. januar 2023
Det Konservative Folkeparti stillede følgende ændringsforslag som erstatning til 1. at-punkt (ÆF1):
"at godkende, at affaldsindsamling på indsamlingsdage fra den 1. maj 2023 omlægges til at foregå i hverdage fra kl. 06.30 til kl. 20.30 i hele byen."
Ændringsforslaget (ÆF1) blev forkastet med 2 stemmer mod 9. Ingen undlod at stemme.
For stemte: C
Imod stemte: A, B, F, V, Ø og Å
Det Konservative Folkeparti stillede følgende ændringsforslag som erstatning til 1. at-punkt (ÆF2):
"dog således, at det ændrede tømningsvindue kun er en forsøgsordning i et år, hvorefter tømningsvinduet skal evalueres."
Ændringsforslaget blev forkastet med 3 stemmer mod 8. Ingen undlod at stemme.
For stemte: C og V
Imod stemte: A, B, F, Ø og Å
Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen med 9 stemmer mod 2. Ingen undlod at stemme.
For stemte: A, B, F, V, Ø og Å
Imod stemte: C
Beslutning
Dagsordenspunkt 16: Ændring af tømningstidspunkt for renovation (2023-0015992)
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 21. februar 2023
Økonomiudvalget besluttede at oversende indstillingen med udvalgets erklæring til behandling i Borgerrepræsentationen uden afstemning.
Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:
”Vi ønsker ordningen evalueret om et år, så vi får mulighed for at lytte til københavnernes reaktioner på de ændrede tidspunkter for tømning af affald.
Vi er desuden betænkelige ved, at der mange gange om ugen skal ske tømning hos den enkelte københavner, hvilket kan give mange forstyrrelser og megen trafik.”