Udvidelse af princip aftale om en fælles indsats mod social dumping med Glostrup kommune
Glostrup Kommune har henvendt sig til Københavns Kommune med ønske om at indgå i det eksisterende tværkommunale samarbejde mellem København, Rødovre, Hvidovre og Albertslund kommuner om en fælles indsats mod social dumping. Dette kræver, at den eksisterende principaftale udvides.
Indstilling
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at godkende den vedlagte principaftale, som udvider den eksisterende principaftale mellem København, Rødovre, Hvidovre og Albertslund kommuner til også at omfatte Glostrup Kommune.
Problemstilling
København, Hvidovre, Rødovre og Albertslund kommuner underskrev i 2021 en principaftale for tværkommunalt samarbejde mod social dumping, som tidligere er godkendt af Borgerrepræsentationen (BR). Samarbejdet har navnet Den fælles indsats mod social dumping – Hovedstaden.
På den baggrund, er der modtaget en henvendelse fra Glostrup Kommunes kommunalbestyrelse ved Borgmester Kasper Damsgaard om at indgå i det tværkommunale samarbejde mod social dumping på det grundlag, der er beskrevet i den eksisterende principaftale.
Løsning
For at udvide det eksisterende tværkommunale samarbejde mod social dumping med Glostrup Kommune, skal den eksisterende principaftale udvides og godkendes af Økonomiudvalget (ØU) og efterfølgende af BR.
For at sikre overholdelse af Kommunalfuldmagten, er principaftalen formuleret som et samarbejde, hvor hver kommune har ansvar for egne kontroller og beslutninger i relation til egne kontrakter og egne medarbejdere.
Økonomi
Samarbejdet med Glostrup Kommune medfører en større opgaveportefølje for CSR-enheden i Københavns Ejendomme og Indkøb i Økonomiforvaltningen, men Glostrup Kommune finansierer merarbejdet.
Kommunerne betaler en forholdsmæssig andel af de faste omkostninger i Den Fælles Indsats, så hver part betaler for de faktiske omkostninger, der kan henføres til indsatsen relateret til den pågældende parts kontrakter og leverandører.
De eksakte priser for arbejdet vil blive udarbejdet i forbindelse med en samarbejdsaftale, men vil være under udbudstærsklen.
Det er således en forudsætning for, at KK lovligt kan udføre sådanne opgaver for andre offentlige myndigheder, som kommunen kan løse for sig selv, at opgavens værdi ikke overstiger den gældende tærskelværdi for EU-udbud.
Forud for at samarbejdsaftalen bliver indgået, skal KK foretage en beregning af de samlede omkostninger, der vil være forbundet med kommunens varetagelse af opgaven, jf. § 2, stk. 2, i lov om kommuners og regioners udførelse af opgaver for andre myndigheder og kommuners og regioners deltagelse i selskaber (LBK nr 655 af 07/06/2019). Det følger direkte af bestemmelsen, at kommunen ikke må afgive tilbud på eller indgå aftale om udførelse af opgaver, der indebærer en betaling, som er lavere end det beregnede beløb. Det betyder, at kommunen skal udføre opgaven til minimumkostprisen.
Videre proces
Såfremt indstillingen godkendes i BR, vil KK tiltræde den udvidede principaftale. Herefter vil Københavns Kommunes (KK) CSR-enhed tage kontakt til Glostrup Kommune og de øvrige samarbejdskommuner og i overensstemmelse med principaftalen indgå en samarbejdsaftale, som på administrativt niveau fastlægger de detaljerede vilkår for samarbejdet. Samarbejdet vil herefter idriftsættes, så snart det praktisk er muligt.
Søren Hartmann Hede /Mads Grønvall
Beslutning
Dagsordenspunkt 11: Udvidelse af princip aftale om en fælles indsats mod social dumping med Glostrup kommune (2022-0337623)
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 21. februar 2023
Indstillingen blev udsat med henblik på behandling på et senere møde i Økonomiudvalget.