Forslag om udmøntning af midler fra ”Smarte investeringer” i Grøndal MultiCenter i alt 1,5 mio. kr.
Tidligere beslutninger
Kultur- og Fritidsudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,
- at Borgerrepræsentationen beslutter at benytte 1,5 mio. kr. fra anlægsbevillingen ”Smarte investeringer: Kapacitet og Indtægter” til etablering af e-sportscenter i 2017.
Indstilling
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
Økonomiudvalget bemærker, at der er i forhold til investeringscasen, der blev godkendt af Borgerrepræsentationen den 26. maj 2016, foretages en ændring således at etablering af mødefaciliteter erstattes af etablering af e-sportscenter. Kultur- og Fritidsforvaltningen har oplyst, at de forudsatte indtægter fra den oprindelige investeringscase opretholdes.
Økonomiudvalget vil, når regnskabsresultatet for 2016 er kendt, blive forelagt indstilling om styring af bruttoanlæg i 2017.
Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Kultur- og Fritidsudvalgets budgetramme.
Problemstilling
Borgerrepræsentationen vedtog den 26. maj 2016 at forbedre kapacitet og indtægter på en række idrætsanlæg, herunder Grøndal MultiCenter. Der blev afsat 2 mio. kr. i 2016 til investering i 2v2 fodbold, padel tennis, legeland og mødefaciliteter. Bevillingen modsvares af et krav om øgede indtægter på 0,5 mio. kr. årligt.
Kultur- og Fritidsforvaltningen ønsker at anvende en del af bevillingen til etablering af et e-sportscenter.
Løsning
Kultur- og Fritidsforvaltningen har anlagt en 2v2-bane og istandsat padel tennis anlæg og legeland. Forvaltningen ønsker at anvende den resterende del af bevillingen – 1,5 mio. til ombygning af det tidligere minigolfareal. Arealet er velegnet til etablering af et e-sportscenter. Indkøb af e-sportsudstyr forventes dækket af Grøndal MultiCenters driftsmidler. Istandsættelse af mødefaciliteter må i så fald afvente anden finansiering.
E-sport er i hastig vækst, og forvaltningen modtager jævnligt henvendelser fra grupper, som afsøger muligheden for et samarbejde. Der har blandt andet været henvendelser fra Dansk Motorsport Union og Dansk Firmasport ligesom både fritidsklubber og skoler har vist interesse i etableringen af et e-sportscenter. E-sport kan med fordel samtænkes med bevægelsessport, og Grøndal MultiCenter kan tilbyde en attraktiv aktivitet til et segment af brugere, som ikke har naturlig tilknytning til foreningslivet i dag.
Et e-sportscenter i Grøndal MultiCenter vil desuden kunne etableres omkring et godt socialt og fagligt miljø med tilbud om undervisning og netværksdannelse, elementer som kun i begrænset omfang er til rådighed de steder, hvor der nu dyrkes e-sport.
Økonomi
Såfremt indstillingen godkendes, kan Kultur- og Fritidsforvaltningen benytte den omtalte anlægsbevilling til etablering af e-sportscenter i 2017. Bevilling er afsat i 2016, men overføres til 2017 i overførselssagen 16-17.
Det bemærkes, at de forudsatte effektiviseringer i form af øgede indtægter fortsat kan indhentes, idet der i øjeblikket forventes samme indtægtsniveau i e-sportscenteret, som ved mødefaciliteter. Såfremt e-sportcenteret genererer markant flere indtægter, kan disse blive indarbejdet i KFU’s effektiviseringsmåltal.
Videre proces
Såfremt Borgerrepræsentation godkender indstillingen, igangsætter Kultur- og Fritidsforvaltningen ombygning og indretning af e-sportscenter.
Mette Touborg /Mads Kamp Hansen
Oversigt over politisk behandling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at Kultur- og Fritidsudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at Borgerrepræsentationen beslutter at benytte 1,5 mio. kr. fra anlægsbevillingen ”Smarte investeringer: Kapacitet og Indtægter” til etablering af e-sportscenter i 2017.
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 26. januar 2017
Der blev begæret afstemning om indstillingen.
Et flertal (Neil Bloem, Rune Dybvad, Taner Yilmaz, Lise Thorsen, Rikke Lauritzen, Jens Kjær Christensen, Carl Christian Ebbesen, Andreas Pourkamali og Michael Gatten) stemte for indstillingen.
Et mindretal (Jens-Kristian Lütken og Kasper Heumann Kristensen) stemte imod.
Indstillingen blev dermed godkendt.
Jens-Kristian Lütken og Kasper Heumann Kristensen ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen: "Venstre og Kasper Heumann Kristensen mener ikke at e-sport er en kommunal opgave."
Beslutning
Dagsordenspunkt 22: Forslag om udmøntning af midler fra ”Smarte investeringer” i Grøndal MultiCenter i alt 1,5 mio. kr. (2017-0062566)
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 21. februar 2017
Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.
Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:
"Det Konservative Folkeparti mener ikke, at e-sport er en kommunal opgave."