Mødedato: 21.01.2014, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Bemyndigelse til ansættelse af medarbejdere i lokaludvalgssekretariaterne med ekstern finansiering

Økonomiudvalget skal behandle anmodning fra Økonomiforvaltningen om bemyndigelse til at øge antallet af medarbejdere i Økonomiforvaltningen (lokaludvalgssekretariaterne), når et lokaludvalg ønsker det, og der følger finansiering med opgaven.

Indstilling og beslutning

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,

  1. at Økonomiudvalget bemyndiger Økonomiforvaltningen til at udvide antallet af medarbejdere i lokaludvalgssekretariaterne, når et lokaludvalg ønsker det, og opgaven tjener til et bestemt formål i bydelen og er fuldt finansieret.

Problemstilling

På sit møde den 15. december 2012 godkendte Borgerrepræsentationen en permanent omkonvertering af en del af lokaludvalgenes puljemidler til sekretariatsmidler baseret på en vurdering af bemandingsbehovet i lokaludvalgssekretariaterne. Denne ordning fungerer tilfredsstillende.

Det forekommer, at lokaludvalgene får tilbud om at indgå i et samarbejdsprojekt med andre enheder i Københavns Kommune eller andre samarbejdspartnere, som er helt eller delvist finansierede udefra.

Hensigten med at indgå sådanne samarbejdsaftaler er, at lokaludvalg, såvel som sekretariat og den eksterne samarbejdspartner kan drage fordel af hinandens kompetencer, arbejdsmåder og netværk, og derigennem skabe en synergieffekt til gavn for alle parter.

Samarbejdsaftaler med ekstern finansiering kan imidlertid give anledning til uklarhed om ansættelsesforholdet for den eller de medarbejdere, som aftalen vedrører.

Denne indstilling er foranlediget af, at Nørrebro Lokaludvalg ønsker at indgå en samarbejdsaftale med Røgfrit København 2015 om et projekt af et års varighed.

Sekretariatet for Røgfrit København 2015 ønsker at opstarte en lokal bydelsforankret og borgerinddragende indsats på Nørrebro. Dette sker bl.a. på baggrund af, at beboerne på Nørrebro lever kortere end resten af københavnerne.

Gennem samarbejdsaftalen vil der blive oprettet et pilotprojekt på Nørrebro, hvor der gennem et større borgerinddragelsesprojekt skal arbejdes for at mindske dødeligheden på grund af rygning på Nørrebro. Der vil til projektet blive ansat en medarbejder i sekretariatet for Nørrebro Lokaludvalg.

Ansættelsesmyndigheden bliver Københavns Kommune, Økonomiforvaltningen, i den periode aftalen dækker. Den pågældende medarbejder vil dermed blive omfattet af Økonomiforvaltningens personaleaftaler og lønpolitik. Alle udgifter forbundet med ansættelsen dækkes af Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, som Røgfrit København 2015 hører under.

Økonomiforvaltningen ønsker en generel bemyndigelse fra Økonomiudvalget til at forvaltningen kan gennemføre denne form for samarbejdsaftaler, der ikke medføre øget pres på lokaludvalgssekretariaternes lønbudgetter og ikke medfører varige ændringer af bemandingen i lokaludvalgssekretariaterne.

Løsning

Økonomiudvalget skal godkende, at antallet af medarbejdere i Økonomiforvaltningen, lokaludvalgssekretariaterne kan udvides i det omfang udvidelsen sker på baggrund af en beslutning i lokaludvalget om at indgå en samarbejdsaftale med en anden kommunal enhed, og hvor denne enhed finansierer udgifterne til ansættelsen.

Økonomi

Indstillingen har ikke økonomiske konsekvenser for Økonomiforvaltningen.

Beslutning

Dagsordenspunkt 7: Bemyndigelse til ansættelse af medarbejdere i lokaludvalgssekretariaterne med ekstern finansiering

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 21. januar 2014

Indstillingen blev godkendt med 8 stemmer imod 4. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: A, Ø og B.

Imod stemte: V, O, C og I.

Til top