Mødedato: 21.01.2014, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Forslag til lokalplan "Valby Idrætspark" med kommuneplantillæg

Se alle bilag
Borgerrepræsentationen skal tage stilling til offentliggørelse af planforslag med tilhørende miljøvurdering og kommuneplantillæg, der muliggør udvikling af Valby Idrætspark.

Indstilling og beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at Kultur- og Fritidsudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at tage nærværende indstilling vedr. nyt plangrundlag for Valby Idrætspark til efterretning som en videreførelse og konkretisering af arbejdet med at udvikle Valby Idrætspark til en attraktiv idrætsdestination i byen, som besluttet i den tidligere vedtagne ”Strategi for udviklingen af Valby Idrætspark”.

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

    2.    at forslag til lokalplan ”Valby Idrætspark” (bilag 1) med miljørapport (bilag 2) godkendes med henblik på offentliggørelse i 8 uger, og

  1. at der udover den lovpligtige borgerdialog bestående af 8 ugers høring og offentliggørelse på kommunens hjemmeside ”Bliv Hørt” afholdes et borgermøde.

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

    4.    at det tilhørende forslag til tillæg til Kommuneplan 2011 (bilag 1) med miljørapport (bilag 2) godkendes med henblik på offentliggørelse sammen med lokalplanforslaget i 8 uger.

 

Kultur- og Fritidsudvalget anbefalede indstillingens 1. at-punkt på sit møde den 21. november 2013, jf. Oversigt over politisk behandling.

Teknik- og Miljøudvalget anbefalede indstillingens 2.-og 3. at-punkt på sit møde den 16. december 2013, jf. Oversigt over politisk behandling.

Kultur- og Fritidsudvalget anbefalede indstillingens 1. at-punkt på sit møde den 19. december 2013, jf. Oversigt over politisk behandling.

Problemstilling

I februar 2013 godkendte Borgerrepræsentationen ”Strategi for udviklingen af Valby Idrætspark”, der samtidig var startredegørelse for den aktuelle lokalplan med kommuneplantillæg og miljørapport.

Den overordnede vision for Valby Idrætspark, der i dag er det største sammenhængende idrætsområde i København, er, at området opgraderes og udvikles til et attraktivt idrætsområde for hele byen samt for både den organiserede og uorganiserede idræt og for institutionerne i området. For at realisere visionen og skabe grundlag for nye investeringer i idrætsområdet skal der tilvejebringes finansiering bl.a. via salg af kommunens arealer uden for og i kanten af Valby Idrætspark. Salg af disse arealer forudsætter, at der udarbejdes lokalplan og kommuneplantillæg.

Fra SF, Socialdemokraterne og Enhedslisten fremkom protokolbemærkning om, at der i lokalplanen skal arbejdes med, at område D (område III B i lokalplanen) skal have aktive tryghedsskabende facader. Endvidere, at der skabes publikumsrettede aktiviteter og vinduer i stueetagen i område B (område V i lokalplanen) ud imod de mindre veje og stier. Dette er indarbejdet i planerne. Fra Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget fremkom protokolbemærkning om, at det grønne areal i kommunen ikke må ikke blive reduceret, jf. BR beslutning, og at der derfor skal findes erstatningsarealer for de grønne arealer, der bebygges. Erstatningsareal tilvejebringes ved en omfordeling af det grønne område i Valby Idrætspark, der anvendes til boldbaner.

Løsning

Med lokalplanen fastsættes krav til anvendelse og udformning ud fra visionerne i strategien. Den omfatter hele Valby Idrætspark samt tilgrænsende arealer, og den er opdelt i 7 underområder med et samlet grundareal på ca. 52 ha.

Forvaltningerne har antaget Tegnestuen Vandkunsten til at udarbejde en helhedsplan for området, som danner udgangspunkt for lokalplanudarbejdelsen og det videre arbejde med realiseringen af planerne. Helhedsplanen har været drøftet på møder med den følgegruppe, der har deltaget i udarbejdelsen af strategien. Gruppen består af repræsentanter fra en række idrætsorganisationer og klubber samt fra Valby Lokaludvalg.

Der muliggøres op til ca. 70.000 m2 nybyggeri tilsammen i område III A, III B, IV og V. Hertil kommer byggemuligheder til idræt og institutioner i område II.

Lokalplanen er byggeretsgivende for de arealer, der indgår i etape 1 (område II, III A, III B og V), samt rammelokalplan, hvor byggeri kræver supplerende lokalplan, for de arealer, der indgår i etape 2 (område IV).

Der skabes i område III A en unik mulighed for et sted, som samler faciliteter for sportsklubber, idrætsinteresseorganisationer, sportskollegium, hotel mv., der kan supplere hinanden og udnytte beliggenheden i idrætsområdet. Rummeligheden er ca. 24.000 m2.

I den østlige del af idrætsparken (område III B) bliver der mulighed for serviceerhverv, herunder en eller flere større butikker til særligt pladskrævende varer med et samlet etageareal og maksimal butiksstørrelse på 20.000 m2. Rummeligheden er knap 24.000 m2.

I område IV og V bliver der mulighed for serviceerhverv, såsom administration, liberale erhverv, hotel mv., hvor der kan bygges op til henholdsvis ca. 13.000 og 9.000 m2.

Gennem hele området er muliggjort en aktivitetssti, der kan bruges til forskellige former for motion, og som samtidig er en del af stisystemet i området. Endvidere er der fastlagt stiforbindelser til Valbyparken og en tunnelforbindelse under Køge Bugt-banen til Folehaveområdet. Realiseringen af tunnelforbindelsen forudsætter, i lighed med flere af de øvrige foreslåede tiltag, en senere beslutning i kommunen om finansiering. DSB Ejendomme og Banedanmark har tilkendegivet, at der kan disponeres over de arealer, der skal gøre det muligt at etablere tunnelforbindelsen, ligesom det vil være muligt at genåbne forbindelsen gennem den gamle Ellebjerg Station.

Planerne forudsætter endvidere, at en del af banevolden omlægges, så der kan blive plads til parkering og adgangsvej langs med denne, hvilket er accepteret af Banedanmark.

I planen er indarbejdet placering af godt 800 parkeringspladser på terræn primært langs Ellebjergvej og Køge Bugt-banen. Heraf skal 750 dække behovet i idrætsområderne og i område III A. For nybyggeri i område III B gælder, at 75 pct. af parkeringen skal etableres i kælder, hvis hele byggefeltet bebygges. Hvis der bygges i flere etager kan hele eller dele af de 75 pct. etableres på terræn i byggefeltet. I område IV er der ikke taget stilling til placering af parkering, fordi byggeri kræver supplerende lokalplan og i område V kan parkering etableres på terræn primært syd for Julius Andersens Vej.

Der henvises i øvrigt til bilag 3 faktaark.


Byliv

Med planen skabes der mulighed for, at Valby Idrætspark kan videreudvikles til en idrætsdestination for hele byen med faciliteter for forskellige typer motion samt kulturelle aktiviteter som koncerter og lignende. Planen understøtter endvidere et rigt foreningsliv. Erhverv vil skabe aktivitet i området også udenfor de tidsrum, hvor idrætsaktiviteterne skaber mest liv. I lokalplanen er der indarbejdet krav om publikumsrettede aktiviteter og åbne facader i bebyggelsen i alle de områder, hvor der er mulighed for byggeri, og skabt nye bevægelsesstrøg og opholdsrum. Det store grønne areal med fodboldbaner opretholdes størrelsesmæssigt.


Bæredygtighed

Der er i lokalplanen krav om grønne tage. Der er indarbejdet anlæg i planen, som, forvaltningen i Skybrudsplanen vurderer, er nødvendige for at håndtere skybrud.


Kommuneplan

For at muliggøre den ønskede lokalplan er der udarbejdet et kommuneplantillæg, der ændrer rammerne i lokalplanområdet og muliggør etablering af serviceerhverv, herunder idrætsrelaterede serviceerhverv og andre funktioner som f.eks. kollegiebyggeri, hotel mv., der kan understøtte udviklingen af en attraktiv idrætsby.

Det store grønne areal med fodboldbaner fastholdes som et område til fritidsformål og institutioner. Den centrale del af Valby Idrætspark med de eksisterende idrætsfaciliteter som f.eks. Vandkulturhus, Valbyhallen, Gl. Valby Hal, idrætsefterskole, klubhuse mv. fastlægges som et område til fritidsformål og institutioner. I kanterne af og udenfor selve Valby Idrætspark fastlægges arealer til serviceerhverv, og der gives mulighed for at etablere et mere markant og højere byggeri i op til hhv. 24 og 40 meters højde strategiske steder. I den nordøstlige del af idrætsparken muliggøres samtidig opførelse af en eller flere butikker til særligt pladskrævende varer med et samlet etageareal og maksimal butiksstørrelse på 20.000 m2.

Der har været en forudgående høring om kommuneplanændringen, og resultatet af den blev forelagt i indstillingen om strategien. De fleste af høringssvarene bakkede i høj grad op om strategien, og det fremgik også, at det er vigtigt, at lokalplanen giver mulighed for gode trafikale løsninger.


Intern høring

Der er foretaget intern høring i forbindelse med udarbejdelsen af lokalplanforslaget, herunder af Valby Lokaludvalg. Udvalget udtrykker glæde over, at Poppelstykket ikke længere indgår i plangrundlaget. Endvidere er der ønske om, at optimere trafikløsningerne for børn og andre bløde trafikanter.

Bemærkninger: I lokalplanen er indarbejdet trafikale løsninger, der tager hensyn til de bløde trafikanter. Således lægges tilkørsels- og parkeringsarealer adskilt fra de bløde trafikanter, og hvor kørsel tillades, foregår det på de bløde trafikanters præmisser. Med hensyn til Poppelstykket arbejdes der på en startredegørelse med henblik på forelæggelse for Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget i 1. kvartal 2014.


Miljøvurdering og VVM

Forvaltningerne har i henhold til lov om miljøvurdering af planer og programmer udarbejdet en miljørapport, fordi der er tale om at muliggøre detailhandel af et omfang, der vurderes at medføre øget trafik i området. Heri redegøres for, hvordan de trafikale forhold løses, og hvordan de rekreative værdier i området sikres i lokalplanen. Miljørapporten er vedlagt som bilag 2, og vil blive sendt i høring sammen med planforslagene.

Ændringerne af idrætsanlægget og etablering af op til 20.000 m2 detailhandel er omfattet af VVM-bekendtgørelsens bilag 2. Det betyder, at der, inden der kan gives tilladelse til anlæggene, skal foretages en VVM-screening. Lokalplanen kan vedtages uden, at der er foretaget en VVM-screening af de konkrete projekter, som lokalplanen rummer mulighed for. Når der foreligger et konkret projekt, skal det anmeldes efter VVM-bekendtgørelsen, og derefter kan screeningen foretages.


Borgerdialog

I fortsættelse af den dialog, der har været i den indledende fase, foreslås det, at der afholdes et borgermøde i høringsperioden. Formen aftales med de interessenter, der har deltaget i dialogen, herunder Valby Lokaludvalg.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for kommunen.

Når planen er fuldt realiseret, vil det give en skønnet kommunal skatteindtægt på ca. 15 mio. kr. årligt. Det vurderes endvidere, at planen skaber mulighed for i alt op til ca. 1.480 arbejdspladser indenfor lokalplanområdet.

Med budgetaftalen for 2013 blev det aftalt, at salgsprovenu for de kommunale grundsalg i området skal reinvesteres i området til idrætsformål mv. Det blev samtidig aftalt, at Københavns Ejendomme skulle overtage Club Danmark Hallen med henblik på ombygning. Ombygningen til 75 mio. kr. er, indtil provenu ved de kommunale grundsalg indgår, mellemfinansieret af kassen.

Videre proces

Efter politisk behandling sendes planforslagene og miljørapport i høring i 8 uger.

Endvidere udbydes kommunale grunde til salg efter udbudsreglerne. I udbuddet lægges vægt på, at køberne opfylder intentionen for udviklingen af Valby Idrætspark, som den fremgår af lokalplanforslaget.

Efter offentlighedsfasen vil forvaltningerne gennemgå de modtagne henvendelser og på baggrund heraf udarbejde indstilling om endelig vedtagelse af planforslagene med eventuelle justeringer. Denne forventes forelagt Borgerrepræsentationen inden sommeren 2014.

 

 

Claus Juhl                           Pernille Andersen                                   Carsten Haurum

Oversigt over politisk behandling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at Kultur- og Fritidsudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at tage nærværende indstilling vedr. nyt plangrundlag for Valby Idrætspark til efterretning som en videreførelse og konkretisering af arbejdet med at udvikle Valby Idrætspark til en attraktiv idrætsdestination i byen, som besluttet i den tidligere vedtagne ”Strategi for udviklingen af Valby Idrætspark”.

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

    2.    at forslag til lokalplan ”Valby Idrætspark” (bilag 1) med miljørapport (bilag 2) godkendes med henblik på offentliggørelse i 8 uger, og

  1. at der udover den lovpligtige borgerdialog bestående af 8 ugers høring og offentliggørelse på kommunens hjemmeside ”Bliv Hørt” afholdes et borgermøde.

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

    4.    at det tilhørende forslag til tillæg til Kommuneplan 2011 (bilag 1) med miljørapport (bilag 2) godkendes med henblik på offentliggørelse sammen med lokalplanforslaget i 8 uger.

 

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 21. november 2013

Indstillingen blev godkendt.

Kultur- og Fritidsudvalget præciserede, at det i overensstemmelse med Borgerrepræsentationens beslutning fra 2008 om, at kommunens grønne, rekreative arealer ikke må forringes, fortsat er den grundlæggende forudsætning, at der skal tilvejebringes erstatningsbaner for arealer, der forsvinder ved salg af grunde, f.eks. ved Torveporten.

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet 25. november 2013

Indstillingen blev sendt tilbage til forvaltningen.


Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet 16. december 2013

Indstillingens 2.-3. at-punkt blev anbefalet.


Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 19. december 2013

(Genbehandling af indstillingen)

Indstillingen blev godkendt.

Kultur- og Fritidsudvalget præciserede, at det er Kultur- og Fritidsudvalgets klare opfattelse, at Borgerrepræsentationens beslutning fra 2008 om, at kommunens grønne, rekreative arealer ikke må forringes, skal håndhæves således, at det er den grundlæggende forudsætning, at der skal tilvejebringes erstatningsarealer for de grønne arealer, der forsvinder ved salg af grunde. Konkret betyder dette f.eks., at der skal tilvejebringes erstatningsbaner for de arealer, der forsvinder ved salg af Torveporten.

Kultur- og Fritidsudvalget ønskede at dette rejses på et kommende dialogmøde med Teknik- og Miljøudvalget.

Beslutning

Dagsordenspunkt 11: Forslag til lokalplan "Valby Idrætspark" med kommuneplantillæg

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 21. januar 2014

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Enhedslisten afgav følgende protokolbemærkning:

”Enhedslisten er kritiske overfor modellen, hvor man sælger dele af et område for at udvikle det resterende. Vi ønsker at understrege, at dette ikke må blive den måde vi fremover udvikler byen på.”

Økonomiudvalget videreførte 1. punktum af Kultur- og Fritidsudvalgets protokolbemærkning fra Kultur- og Fritidsudvalgets møde den 19. december 2013 med følgende ordlyd:

”Kultur- og Fritidsudvalget præciserede, at det er Kultur- og Fritidsudvalgets klare opfattelse, at Borgerrepræsentationens beslutning fra 2008 om, at kommunens grønne, rekreative arealer ikke må forringes, skal håndhæves således, at det er den grundlæggende forudsætning, at der skal tilvejebringes erstatningsarealer for de grønne arealer, der forsvinder ved salg af grunde.”

Til top