Mødedato: 20.11.2007, kl. 15:15

Kommunal overtagelse af lejemål til drift af midlertidigt botilbud (Socialudvalget)

Se alle bilag

Kommunal overtagelse af lejemål til drift af midlertidigt botilbud (Socialudvalget)

Økonomiudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde tirsdag den 20. november 2007

 

 


J.nr. ØU 388/2007

 

15. Kommunal overtagelse af lejemål til drift af midlertidigt botilbud (Socialudvalget)

Da den selvejende institution Mamma Mia ikke længere ønsker at drive deres botilbud, indstilles det, at Københavns Kommune overtager driften, for at sikre at kommunen fortsat kan henvise borgere dertil.

 

INDSTILLING og Beslutning

Socialudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,

1.                  at Københavns Ejendomme gives bemyndigelse til at indgå lejemål om lokaler beliggende på Nattergalevej 2-4, 2200 København N.

 

Kultur- og Fritidsforvaltningen oversender sagen til Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Kultur- og Fritidsforvaltningen skal på vegne af Kultur- og Fritidsudvalget meddele, at Kultur- og Fritidsforvaltningen ingen bemærkninger har til, at sagen

·        Kommunal overtagelse af lejemål til drift af midlertidigt botilbud

gennemføres i den foreliggende form. På baggrund af de foreliggende oplysninger, har Kultur- og Fritidsforvaltningen ingen bemærkninger til, at kommunen overtager lejekontrakten med den private udlejer af lokalerne på Nattergalevej 2-4, 2200 København N. Der er tale om, at kommunen overtager en lejekontrakt, som den selvejende institution, der anvender ejendommen, hidtil har haft. Der henvises i øvrigt til Kultur- og Fritidsforvaltningens administrative høringssvar af 20. april 2007."

 

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

"Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til, at sagen søges gennemført i den foreliggende form, idet det forudsættes, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Socialudvalgets egen ramme "

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 20. november 2007:

Indstillingen blev anbefalet.

 

 

Problemstilling

Den selvejende institution Mamma Mia, som Socialforvaltningen har driftsoverenskomst med, driver i dag et aktivitets- og værested, samt et midlertidigt botilbud. Botilbuddet har 6 pladser og virker som midlertidig bolig for personer, der eksempelvis har behov for botræning eller som venter på en permanent plads i et bofællesskab eller solistbolig.  Mamma Mia ønsker at koncentrere sig om hovedaktiviteten, som er aktivitets- og værestedet og foreslår derfor, at Socialforvaltningen overtager tilbudet. Socialforvaltningen har fortsat brug for pladserne, og det foreslås derfor, at driften af botilbuddet videreføres i kommunalt regi.

 

Løsning

På den baggrund indstilles det, at Københavns Kommune indgår lejekontrakt med Kirkens Korshærs Herberg, der ejer ejendommen.

Den nuværende aktivitet fastholdes - blot med Socialforvaltningen som lejer.

Kirkens Korshærs Herberg er indforstået med at driften af botilbuddet overtages af kommunen.

 

I mail fra den 6. december 2006 har Økonomiforvaltningen af samme grund udtalt, at der ikke skal ske deponering i sagen.

Endeligt har sagen været sendt til høring i Kultur- og Fritidsforvaltningen, der ingen bemærkninger har til overtagelsen af lejemålet – se bilag 1.

Der har gennem årene været et meget tæt samarbejde mellem Kirkens Korshær og Mamma Mia, hvilket blandt andet har medført, at samværs- og aktivitetstilbuddet har lejet boligerne på meget favorable vilkår.

Med de ændrede lejerforhold, har udlejer ønsket en huslejestigning, som skal finansieres via beboernes husleje. Dette vil medføre en huslejestigning fra gennemsnitligt 2.507 kr. til 3.216 kr. pr. måned.

Beboernes husleje har hidtil indeholdt betaling til leje af boligen samt betaling til driftsudgifter knyttet til aktiviteten (forsikring, inventar, rengøringsartikler mv.). Med huslejestigningen vurderes det imidlertid, at der vil være behov for et driftstilskud som Socialforvaltningen finansierer inden for rammen til samværs- og aktivitetstilskud.

 

Det vurderes, at der vil være behov for en årlig driftsbevilling til bofællesskabet på 85.000 kr.

 

Økonomi

For så vidt angår bemandingen af botilbuddet (i form af hjemmevejledere), udgør denne i dag ugentligt 60 timer. Bemandingen forudsættes at være uændret og udgifterne hertil vil blive taget fra de midler som Mamma Mia i dag modtager til at drive botilbuddet. 

Driftstilskuddet på 85.000 kr. finansieres af overskydende midler på rammen til samværs- og aktivitetstilbud funktion 5.38.50.1

 

Videre proces

Indstillingen vil efter procedurerne gældende fra 1. januar 2006 for inddragelse af Kultur- og Fritidsudvalget i sager om indgåelse af lejemål, sendes til udtalelse i Kultur- og Fritidsudvalget inden behandling i Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen

 

Bilag

- Oversigt over politisk behandling

 

1. Høringssvar fra Kultur- og Fritidsforvaltningen ved Københavns Ejendomme.

 

 

         Anette Laigaard                                                      /Sven Bjerre

 

 


 

Til top