Indstilling om procedure for håndtering af tro- og loveerklæring om ubetalt, forfalden gæld til det offentlige, når Københavns Kommune er tilbudsgiver
Indstilling om procedure for håndtering af tro- og loveerklæring om ubetalt, forfalden gæld til det offentlige, når Københavns Kommune er tilbudsgiver
Økonomiudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde tirsdag den 20. september 2005
J.nr. ØU 385/2005
5. Indstilling om procedure for håndtering af tro- og loveerklæring om ubetalt, forfalden gæld til det offentlige, når Københavns Kommune er tilbudsgiver
INDSTILLING
Det indstilles til ØU at tiltræde:
at: Udvalgenes respektive direktioner bemyndiges til i forbindelse med tilbudsafgivelse i udbudssager, at udstede tro- og loveer klæringer gældende for hele kommunen om ubetalt, forfalden gæld i form af skatter, afgifter og sociale bidrag, i overensstemmelse med de udbudsretlige regler herom.
at: Den pågældende forvaltning
forinden udstedelse af tro- og loveerklæringer indhenter et tilstrækkeligt
oplysningsgrundlag til dokumentation af erklæringens rigtighed.
RESUME
Foranlediget af
Københavns Brandvæsens afgivelse af tilbud på ambulancetjenesten i H:S, er der
rejst spørgsmål til proceduren ved udstedelse af tilbudsgivers erklæring om ubetalt,
forfalden gæld til det offentlige (tro- og loveerklæringer).
Økonomiforvaltningen
har, i samråd med en ekspert inden for udbudsretten, fundet, at det er
hensigtsmæssigt at uddelegere ansvaret for udstedelsen af sådanne tro- og loveerklæinger
fra Økonomiudvalget til de enkelte Udvalg, hvorfra evt. bud vil blive afgivet
fra. Udvalget kan herefter bemyndige forvaltningen.
Før en tro- og
loveerklæring kan udstedes, er det dog nødvendigt at sikre sig det fornødne
oplysningsgrundlag på det pågældende tidspunkt, hvilket kan sikres ved f.eks.
at rekvirere en serviceattest for kommunen som helhed hos Erhvervs- og
Selskabstyrelsen.
Den nærmere procedure
for indhentelse af serviceattest samt udstedelse af Tro- og loveerklæringer vil
fremgå af Budget – og Regnskabshåndbogen.
SAGSBESKRIVELSE
I forbindelse med udfærdigelsen af en tro- og loveerklæring om ubetalt, forfalden gæld til det offentlige (skatter og afgifter og sociale bidrag), og som led i Københavns Brandvæsens bud på ambulancetjenesten i H:S, er der rejst en række spørgsmål af principiel karakter om hvorvidt sådanne erklæringer skal håndteres i praksis.
Det følger af Lov om begrænsning af skyldneres muligheder for at deltage i offentlige udbudsforretninger (Lov nr. 1093 af 21. dec. 1994), at ordregivere ved bygge- og anlægsarbejder samt indkøb af varer ikke må antage et tilbud fra en tilbudsgiver, der ikke har afgivet en sådan gældserklæring, eller som har ubetalt, forfalden gæld til det offentlige, der overstiger 100.000 kr.
Dette gælder for alle tilbudsgivere uanset om der er en offentlig organisation eller en privat, idet tilbudsgivere i udbudsdirektivet (art.1, stk.8) er defineret som "… enhver fysisk eller juridisk person og enhver offentlig enhed samt enhver sammenslutning af sådanne personer og/eller organer, som på markedet tilbyder henholdsvis udførelse af arbejder og/eller bygge- og anlægsarbejder, varer eller tjenesteydelser..:".
Økonomiforvaltningen har i denne sag rekvireret Advokat Lise Groesmeyers rådgivning, med speciale i udbudsretlige forhold.
Lise Groesmeyer bemærker, at tro- og loveerklæringer bør omfatte hele Københavns Kommune, hvis en kommunal tilbudsgiver skal undgå risiko for afvisning pga. dette forhold.
Det kompetente organ til at udstede sådanne erklæringer er Økonomiudvalget. I praksis vil det betyde at Økonomiudvalget skal inddrages hver gang en kommunal enhed vil byde på en opgave uden for kommunen. Dette vil være en besværlig procedure. Der er imidlertid ikke noget til hinder for, at en forvaltning inden for Københavns Kommune udsteder tro- og loveerklæringer på vegne af hele kommunen.
Det indstilles derfor at Udvalgenes respektive direktioner får bemyndigelsen og ansvaret for, at udstede tro- og loveerklæringer i forbindelse med tilbud, som afgives af og under de respektive Udvalg.
Forud for en udstedelse af en tro- og loveerklæring er det nødvendigt at indhente et tilstrækkeligt oplysningsgrundlag, der påviser kommunens faktuelle status i denne henseende.
Et sådant oplysningsgrundlag kan iflg. Lise Groesmeyer opfyldes ved enten at rekvirere en serviceattest ved Erhvervs- og Selskabsstyrelsen (en serviceattest koster ca. kr. 750,-) på kommunens overordnede CVR-nr. (64942212), eller ved at henvende sig til de relevante myndigheder, som skatter, afgifter og bidrag til sociale sikringsordninger skal indbetales til.
Det indstilles derfor, at Udvalgenes respektive direktioner, forinden udstedelsen af en tro- og loveerklæring, pålægges at indhente et sådant oplysningsgrundlag, og at tro- og loveerklæringens udstedelse således afventer dette oplysningsgrundlag.
Den nærmere procedure i forbindelse med udstedelsen af tro-
og loveerklæringer vil blive indarbejdet i Budget – og Regnskabshåndbogen.
ØKONOMI
-
MILJØVURDERING
-
ANDRE KONSEKVENSER
-
HØRING
Der er foretaget høring
i forvaltningerne.
BILAG
Juridisk notat af Advokat Lise Groesmeyer om den indstillede fremgangsmåde
Erik Jacobsen