Mødedato: 20.08.2014, kl. 11:00
Mødested: Højstrupgaard

Medlemsforslag om en opdateret strategi for Kødbyen

Indstilling og beslutning

Det foreslås:

1. at Økonomiudvalget beder Økonomiforvaltningen med inddragelse af øvrige relevante forvaltninger om at opdatere strategien for Kødbyen, herunder sikre en langsigtet udlejningsstrategi og strategi for områdets fysiske udvikling og udnyttelse af udendørs arealer.

2. at de økonomiske midler, der frigives ved salg af hjørnegrunde i Kødbyen, allokeres til at realisere strategien.

(Stillet af Radikale Venstre) 

MOTIVERING
Kødbyen er et kreativt erhvervsområde i København, men området fungerer langt fra optimalt.  Der er brug for, at der i samarbejde med kvartermanageren i Kødbyen, områdets erhvervsdrivende og brugerne af området, udarbejdes en samlet og langsigtet strategi for Kødbyen. Strategien skal have til formål at sikre, at Kødbyen får en styrket position som kreativt knudepunkt i København, herunder at det er attraktivt for kreative erhverv at leje sig ind i området og skabe arbejdspladser. Strategien skal således både rumme en udlejningsstrategi og en strategi for områdets fysiske udvikling. Det ønskes også, at et element i strategien er at se på en bedre og øget udnyttelse af de udendørs arealer i Kødbyen, f.eks. i form af udstillinger, markeder og lignende. Det er desuden Radikale Venstres ønske, at strategien skal udarbejdes med udgangspunkt i at etablere et grønt og klimavenligt område.

Beslutning

Dagsordenspunkt 7: Medlemsforslag om en opdateret strategi for Kødbyen

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 20. august 2014

Socialdemokraterne, Enhedslisten, Venstre, Dansk Folkeparti, SF og Det Konservative Folkeparti fremsatte følgende ændringsforslag:

”Økonomiforvaltningen giver snarest muligt Økonomiudvalget en status på gennemførelsen af strategien for Den Hvide Kødby fra september 2011.”


Radikale Venstre fremsatte følgende underændringsforslag til det af Socialdemokraterne, Enhedslisten, Venstre, Dansk Folkeparti, SF og Det Konservative Folkepartis fremsatte ændringsforslag:

”Det foreslås, at det fremsatte ændringsforslag ændres fra:

 ”Økonomiforvaltningen giver snarest muligt Økonomiudvalget en status på gennemførelsen af strategien for Den Hvide Kødby fra september 2011”

til:

”Økonomiforvaltningen giver snarest muligt Økonomiudvalget en status på gennemførelsen af strategien for Den Hvide Kødby fra september 2011 med det formål at sikre en hurtigere eksekvering.”

Underændringsforslaget blev vedtaget uden afstemning.


Den således ændrede indstilling blev herefter godkendt uden afstemning.

Til top