Godkendelse af projektplan og budget for partnerskabsprojektet med Fonden Realdania for byudvikling af Mimersgade-kvarteret (Teknik- Miljøudvalget og Økonomiudvalget)
Godkendelse af projektplan og budget for partnerskabsprojektet med Fonden Realdania for byudvikling af Mimersgade-kvarteret (Teknik- Miljøudvalget og Økonomiudvalget)
Økonomiudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde tirsdag den 20. juni 2006
J.nr. ØU 219/2006
15. Godkendelse af projektplan og budget for partnerskabsprojektet med Fonden Realdania for byudvikling af Mimersgade-kvarteret (Teknik- Miljøudvalget og Økonomiudvalget)
INDSTILLING OG BESLUTNING
Økonomiforvaltningen og
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget og Teknik- og
Miljøudvalget overfor Borgerrepræsentationen anbefaler,
at Borgerrepræsentationen godkender den overordnede udviklingsplan
Mimersgadekvarteret – sammenfatning:
strategi og projektvalg,
at de projekter, som vil blive realiseret i
forbindelse med planen hver især vil blive forelagt for Borgerrepræsentationen
og de relevante politiske udvalg med henblik på endelig godkendelse.
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 7. juni 2006
Anbefalet, idet Beskæftigelses- og
Integrationsudvalget høres.
Jesper Schou Hansen (V) afgav følgende bemærkning: "
Venstre ønsker at tage forbehold overfor den forudsætning, at mindst 1/3 af de
3-5 fysiske udviklingsprojekters samlede økonomi skal finansieres af
fagforvaltningerne. Det vil belaste Teknik- og Miljøforvaltningens projekt og
udskyde andre projekter."
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 20. juni 2006
Økonomiudvalget besluttede at sende indstillingen til høring i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget.
Venstre videreførte sin protokolbemærkning fra Teknik- og Miljøudvalgets møde.
Behandling: Høring iværksættes.
RESUME
På baggrund af
Borgerrepræsentationens godkendelse på møde den 13. januar 2005 er der
etableret et partnerskabsprojekt mellem Fonden Realdania og Københavns Kommune.
Målet med indsatsen er at udvikle kvarterets fysiske tilstand og at medvirke
til fremme af integrationen på Ydre Nørrebro. Desuden er det hensigten med
partnerskabsprojektet, at afprøve nye metoder til udvikling af et kvarter med
mange udfordringer.
Til Partnerskabet er der
tilvejebragt i alt op til 100 mio. kr. til rådighed – med henholdsvis op til 50
mio. kr. fra Fonden Realdania og op til 50 mio. kr. fra Københavns Kommune.
Som del af partnerskabet er
der udarbejdet en overordnet udviklingsplan - Mimersgadekvarteret – sammenfatning: analyse og projektvalg. Planen
er en undersøgelse af projekter, som partnerskabsprojektets projektbestyrelse
anbefaler for den fremtidige byudvikling af området.
Planen har været drøftet og
koordineret med områdefornyelsesprojektet i Mimersgadekvarteret.
De konkrete projektidéer
skal, når de nærmere konkretiseringer af dem foreligger på et senere tidspunkt,
godkendes i de relevante politiske udvalg samt i Borgerrepræsentationen.
I planen indgår som et
forslag om udvikling af DSB-arealet vest for Mjølnerparken. Københavns Kommune
og DSB har gennem 3 år haft igangværende forhandlinger om en kommunal overtagelse
af arealet. En fredningssag har midlertidigt sat stop for forhandlingerne, idet
afgørelse på fredningssagen først forventes efter sommerferien. Det bemærkes i
den forbindelse, at partnerskabsprojektet ikke er afhængigt af en kommunal
overtagelse af DSB arealet.