Redegørelse til efterretning om etablering af uddannelses-pc-ordning for medarbejderne i Københavns Kommune.
Redegørelse til efterretning om etablering af uddannelses-pc-ordning for medarbejderne i Københavns Kommune.
Økonomiudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde tirsdag den 20. juni 2000
J.nr. ØU 207/2000
15. Redegørelse til efterretning om etablering af uddannelses-pc-ordning for medarbejderne i Københavns Kommune.
INDSTILLING
Økonomiforvaltningen indstiller
at Økonomiudvalget tager nedenstående redegørelse om etablering af en uddannelses-pc-ordning i kommunen til efterretning
RESUME
Københavns Kommune har til hensigt at tilbyde kommunes fastansatte medarbejdere en uddannelses-pc ordning, som baseres på medarbejdernes egenbetaling samt en vis medfinansiering fra kommunens side. Der vil være mulighed for at vælge en pc-pakkeløsning, som omfatter leverance af pc og tilhørende udstyr, programmel, klargøring, levering, installation og undervisning, vedligeholdelse, support, forsikring, finansiering og administration, herunder information.
For kommunens ansatte vil uddannelses-pc ordningen i overensstemmelse med den nuværende lovgivning blive baseret på en nettolønsmodel. Det vil sige, at den månedlige egenbetaling trækkes fra nettolønnen.
Et udvalg nedsat af Skatteministeren vurderer i øjeblikket de gældende regler om pc-ordninger. Såfremt udvalgets arbejde resulterer i ændret lovgivning, der gør det muligt at ændre nettolønsmodellen, er det tanken, at nettolønsmodellen ændres til en fradragsmodel, hvor medarbejderne får fradrag i bruttolønnen på lønsedlen for pc'en. Herved opnås en skattemæssig medfinansiering.
SAGSBESKRIVELSE
- Baggrund
- Københavns Kommunes valg af model for indførelse af en uddannelses-pc ordning for medarbejderne
- Finansiering og administration af ordningen
- Gennemførelse af en EU-udbudsforretning
- Etablering af ordningen
I overensstemmelse med Københavns Kommunes IT-strategi 2000 – 2004, der blev tiltrådt af Borgerrepræsentationen den 11. maj 2000, ønsker Københavns Kommune at tilbyde kommunens fastansatte medarbejdere en uddannelses-pc-ordning på attraktive vilkår.
Ved at give medarbejderne mulighed for at anskaffe en pc gennem deres arbejdsplads understøtter kommunen den fortsatte IT-kompetenceudvikling hos medarbejderne, og danner basis for øget brug af informationsteknologi i opgaveløsningen.
Den påtænkte uddannelses-pc-ordning indebærer, at Kommunen stiller pc m.v. til rådighed for medarbejdere. Medarbejderne accepterer, at finansiere en væsentlig del af udgifterne til ordningen. Resten finansieres af kommunen.
De fleste pc-ordninger i private virksomheder går ud på, at arbejdsgiveren stiller en pc til rådighed for den ansatte gennem en såkaldt bruttolønsmodel. En bruttolønsmodel indebærer, at medarbejderne accepterer, at lønnen sættes ned, svarende til egenbetalingen for at deltage i ordningen. Den aftalte lønnedgang skal omfatte alle løndele, eksempelvis skalaløn, feriepenge og pensionsbidrag. Herved opnås bl.a. en skattemæssig fordel.
Der er imidlertid to væsentlige årsager til, at bruttolønsmodellen, hvorefter medarbejderen accepterer en reel lønnedgang, ikke kan anvendes i Københavns Kommune:
For det første vil en nedsættelse af den aftalte løn i forbindelse med indtrædelse i en uddannelses-pc-ordning være i strid med det centrale overenskomstsystem.
For det andet gælder det for en del af Københavns Kommunes tjenestemænd, at en lønnedgang ikke vil få pensionsmæssig effekt, idet tjenestemænd med udelukkende skalaaflønning ikke får lavere pension, selv om lønnen reduceres, da pensionen til sin tid afhænger af anciennitet og indplacering på pensionstidspunktet. Skatteretligt kan den aftalte lønnedgang derfor ud fra det foreliggende næppe anerkendes, idet lønnedgangen ikke får effekt på alle løndele. Det er derfor tvivlsomt, om tjenestemænd vil kunne omfattes af ordningen.
Ligningsrådets praksis indebærer med andre ord, at en stor del af Københavns Kommunes medarbejdere ikke efter de gældende regler kan anvende bruttolønsmodellen i forbindelse med en uddannelses-pc ordning.
Fradragsmodellen
For at afhjælpe en række af de omtalte problemer, foretrækker Københavns Kommune at der i stedet etableres en fradragsmodel for uddannelses-pc ordningen, der i princippet kan sidestilles med en bruttolønsmodel. Fradragsmodellen indebærer, at medarbejdernes betaling til ordningen kan fradrages i den personlige indkomst i lighed med eksempelvis fradrag for indbetaling til ratepension. Københavns Kommune forventer, at en fradragsmodel kan fritages for moms. Københavns Kommune lægger vægt på, at fradragsmodellen ikke påvirker feriepenge-beregningen, samt at tjenestemænd ikke udelukkes fra at deltage i ordningen.
Nettolønsmodel
Som en konsekvens af, at Københavns Kommune ikke for tiden kan anvende den ønskede fradragsmodel, overvejer kommunen at etablere en pc-ordning med en egenbetaling, der månedligt tages ud af medarbejderens nettoløn. Egenbetalingen tages med andre ord af beskattede midler.
Københavns Kommunes nettolønsmodel indrettes sådan, at medarbejderne efter en lovændring, der gør det muligt for offentligt ansatte at deltage i en bruttolønsordning, f.eks. fordi der indføres et fradrag for pc på lønsedlen, er forpligtet til at gå over til denne fradragsmodel.
Initiativer til fremme af den af kommunen ønskede ordning
Som nævnt foretrækker Københavns Kommune at etablere uddannelses-pc-ordningen som en fradragsmodel. Eftersom en sådan ikke kan etableres uden forudgående ændringer i lovgivningen, er det tanken at etablere uddannelses-pc ordningen som en nettolønsmodel, men indrettet således, at modellen giver mulighed for, efter en lovændring, at overgå til fradragsmodellen.
Københavns Kommune har derfor anmodet Ligningsrådet om en bindende forhåndsbesked for nettolønsmodellen med mulighed for en eventuel senere overgang til en fradragsmodel, hvis lovgivningen ændres, og tillige anmodet Told- og Skat om fritagelse fra momsopkrævning i forbindelse med ordningen.
Skatteministeriet har nedsat et hurtigtarbejdende udvalg vedrørende hjemmearbejdspladser. Udvalget, der i øjeblikket overvejer problemstillingerne i relation til hjemme-pc ordningen, forventes at færdiggøre sit arbejde, så eventuelle lovgivningsinitiativer kan fremsætte i næste folketingssamling.
Overborgmesteren har på baggrund heraf tilskrevet Skatteministeren, Arbejdsministeren, Forskningsministeren og Indenrigsministeren for at henlede ministrenes opmærksomhed på, at Københavns Kommune med den gældende lovgivning ikke har mulighed for at tilbyde medarbejderne en uddannelses-pc-ordning på vilkår, der er lige så attraktive som de ordninger, der findes i mange private virksomheder, og derigennem sikre en reel ligestilling for medarbejdere, uanset om de er ansat efter privat eller offentlig overenskomst.
Overborgmesteren har endvidere fremsendt Københavns Kommunes ønsker til en fradragsmodel, herunder begrundelse m.v. for valg af model, til udvalget.
Afdækning af interesse for ordningen
Københavns Kommune gennemfører årligt en brugerundersøgelse blandt kommunens ansatte. Formålet med undersøgelsen er at vurdere tilfredsheden med IT-outsourcingkontrakten med Kommunedata. I undersøgelsen for 2000 er der imidlertid indføjet spørgsmål, der skal give et estimat for det antal ansatte, der forventes at indtræde i ordningen. Der bliver spurgt om medarbejderen er interesseret i en uddannelses-pc ordning, hvilke typer udstyr en uddannelses-pc ordning bør omfatte samt hvor stort et månedligt beløb den enkelte medarbejder er villig til at betale for a være med i ordningen.
Såfremt resultatet af brugerundersøgelsen måtte være, at interessen skønnes meget lille, vil den påtænkte ordning ikke blive etableret.
Indkøbsmodellen
En ren indkøbsmodel, hvor medarbejderne opnår at kunne købe en pc m.v. med rabat via en kommunal indkøbsaftale, er et alternativ til såvel nettoløns- som fradragsmodellen.
Fordelen ved en sådan model er, at medarbejderne i givet fald kan opnå nogenlunde de samme fordele som ved nettolønsmodellen samtidig med, at ordningen er enkel at administrere. Ulempen er, at en ren indkøbsordning ikke kan ændres til en bruttoløns-/fradragsmodel, hvis en sådan bliver mulig.
Indenrigsministeriet overvejer i øjeblikket, hvorvidt en kommune lovligt kan lade medarbejderne købe ind på en kommunal indkøbsaftale. Såfremt dette tillades, vil indkøbsmodellen indgå i de videre overvejelser i forbindelse med etablering af en uddannelses-pc ordning.
Arbejdsgiverens forpligtelser og forsikring
Da bestemmelsen i ligningsloven om skattefrihed for pc tager udgangspunkt i, at arbejdsgiver stiller et arbejdsredskab til rådighed for de ansatte, er det afgørende, at kommunen ejer Pc m.v., samt bærer risikoen for dens funktionsdygtighed m.v.
Det er tillige en betingelse, at kommunen bærer risikoen i henhold til leasingkontrakten forstået på den måde, at hvis medarbejderen ønsker at udtræde af ordningen, og der herefter ikke kan findes anden anvendelse for udstyret, beror opfyldelsen af leasingkontrakten, herunder de økonomiske konsekvenser, på kommunen.
Kommunen betaler for uddannelse, support, vedligeholdelse og forsikring, f.eks. første modul til pc-kørekort, 12 måneders hot-line samt forsikring. Kommunen er selvforsikret vedrørende udstyret.
Etableringen af en uddannelses-pc-ordning i Københavns Kommune forventes ikke at medføre bevillingsmæssige konsekvenser, idet alle forventede direkte omkostninger kan afholdes inden for Økonomiforvaltningens budgetrammer for 2000. Udgifter til finansiering af ordningen, herunder konsulentbistand, Pc-kørekort og hot-line support, er tilvejebragt inden for Økonomiforvaltningens økonomiske rammer.
Antallet af medarbejdere, der kan indtræde i ordningen vil i første omgang være begrænset i forhold til de bevillingsmæssige rammer. Nøjagtig hvor mange medarbejdere, der kan indtræde i ordningen vil først kunne fastlægges, når tilbudene fra leverandørerne foreligger. Tallet for 2000 vil formentlig være ca. 5-10.000 medarbejdere. Medarbejderne vil derfor indtræde i ordningen efter "først til mølle"-princippet. Efterfølgende vil det være muligt på baggrund af en venteliste gradvist at udbrede ordningen til de resterende af kommunens ansatte, der ønsker en uddannelses-pc.
Administration af ordningen
Administration af ordningen forudsættes at blive varetaget af leverandøren. Dette drejer sig om bl.a. levering, opstilling, support, administration af betalingsforhold, ajourføring af lister over tilsluttede medarbejdere m.v.
Selve løntrækket administreres af kommunens Løn- og Pensionsanvisning, og forventes at blive afholdt inden for Løn- og Pensionsanvisningens økonomiske ramme, baseret på ovennævnte forudsætninger.
Endelig skal forvaltninger og bydele varetage visse administrative opgaver, der udspringer af ordningen. De heraf afledede omkostninger forventes at blive afholdt inden for forvaltningernes og bydeles egne økonomiske rammer.
Kommunen har iværksat en EU-udbudsforretning med et begrænset åbent udbud vedrørende uddannelses-pc ordningen med henblik på valg af leverandør.
Kommunen forventer på baggrund heraf at kunne foretage en udvælgelse af de leverandører, der skal anmodes om at give tilbud på opgaven ultimo juni 2000.
Udbudet vil omfatte et begrænset antal pakkeløsninger som omfatter leverance af pc, programmel, vedligeholdelse, support, forsikring, service og administration. Pakkeløsningerne sammensættes i forskellige ydelses- og prisklasser med mulighed for den enkelte medarbejder at vælge pakke samt til- og fravalg af diverse udstyr, programmel m.v.
Leverandørernes tilbud vil være kommunen i hænde, så en aftale med den valgte leverandør formentlig vil kunne indgås ultimo august 2000.
Når valget af leverandør er endeligt afgjort, knytter der sig en række praktiske problemstillinger til den konkrete etablering af ordningen. Disse problemstillinger adresseres såvel i udbudsmaterialet som i den efterfølgende dialog mellem den valgte leverandør og kommunens forvaltninger og bydele.
Der skal udarbejdes et introduktionsmateriale vedrørende ordningen, således at medarbejderne bliver informeret om de forudsætninger, der ligger til grund for ordningen, ordningens kosekvenser for den ansatte samt de enkelte "pakker", det er muligt at vælge imellem.
Informationsmaterialet kan suppleres med informationsmøder, hvor medarbejderne får mulighed for at stille uddybende spørgsmål vedr. ordningen samt få demonstreret og afprøvet de tilbudte uddannelses-pc'er.
Endelig skal administrationen af medarbejdernes valg af "pakke" fastlægges nøje, således bestillingsproceduren foregår på den mest hensigtsmæssige måde, herunder alle forhold omkring levering og opstilling af pc'erne hjemme hos medarbejderne.
Erfaringerne fra uddannelses-pc ordningen vil indgå i den årlige redegørelse til Borgerrepræsentationen om implementering af IT-strategien.
Økonomi
Se ovenfor.
Høring
Indstillingen har været sendt til høring i forvaltninger og bydele. De fremsendte bemærkninger har ikke givet anledning til ændringer i indstillingen.
Bilag
Høringssvar fra forvaltninger og bydele.
Kurt Bligaard Pedersen
/Bjarne Winge