Mødedato: 20.06.2000, kl. 15:00

Vandrensningsprojekt på Østre Gasværks Grunden.

Vandrensningsprojekt på Østre Gasværks Grunden.

for mødet «MDAT» kl

Økonomiudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde tirsdag den 20. juni 2000

 

 

J.nr. ØU 200/2000

 

13. Vandrensningsprojekt på Østre Gasværks Grunden.

 

INDSTILLING

Økonomiforvaltningen foreslår, at Økonomiudvalget indstiller til Borgerrepræsentationen,

at der gives en kapitalbevilling på 2,5 mill. kr. til Økonomiudvalget til igangsætning af et vandrensningsprojekt på ejendommen, matr.nr. 1078 Udenbys Klædebo Kvartet, København, beliggende ved Sionsgade (Østre Gasværk). Der anvises kassemæssig dækning for beløbet på Økonomiudvalgets konto 0.05.3 (Salg af ejendomme)

 

RESUME

I samarbejde med Miljø- og Forsyningsforvaltningen anbefaler Økonomiforvaltningen, at der igangsættes et vandrensningsprojekt på Østre Gasværk's grunden. Baggrunden herfor er bl.a., at en del af arealet – der er stærkt forurenet - står under vand, og at der sker en udsivning af forurenet grundvand fra gasværksarealet til de nærliggende arealer samt til havnen.

 

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Arealet, hvor det tidligere Østre Gasværk lå, var frem til 1993 delt i fire områder: En stor ubenyttet del, et areal med institutioner, et areal med koblingsstation for Belysningsvæsenet samt et areal til Østre Gasværk Teater.

Med henblik på at bygge almene boliger erhvervede en række boligselskaber, repræsenteret ved Boligselskabet KAB, i 1985 den ubenyttede del af grunden under forudsætning af, at det inden udgangen af 1990 skulle være afklaret, om det ville være muligt at oprense grunden til boligformål. Der blev efterfølgende gennemført en lang række undersøgelser af forureningen i jord og grundvand, der viste, at forureningens omfang var af en sådan størrelse, at det ikke var muligt inden for den fastsatte tidsfrist og de økonomiske rammer at gennemføre en oprydning til boligformål. Handlen gik derfor tilbage, således at kommunen igen blev grundejer.

En del af jordforureningen er siden fjernet i forbindelse med et afværgeprojekt i 1992/93, hvor den østlige del af arealet blev gjort miljømæssig forsvarlig at anvende til boldbaner for boldklubben B93. Som del af dette afværgeprojekt blev der etableret grundvandsdræn på den østlige del af grunden, samt etableret en tank i jorden til fremtidig opsamling af forurenet grundvand.

I forbindelse med den miljømæssige frigivelse af arealet til boldbaner, blev det aftalt mellem Direktoratet for stadens faste Ejendomme (nu Økonomiforvaltningen) som grundejer" og Miljøkontrollen, at Ejendomsdirektoratet overtog forpligtelsen til at sørge for, at der blev gennemført afværgeforanstaltninger overfor det forurenede grundvand.

Arealet ligger ubenyttet hen, og der efterlades i stigende omfang udbrændte biler på grunden samt hyppigt hærværk på Varmeforsyningens fjernvarmeinstallationer på arealet.

Uanset den fremtidige anvendelse af grunden er det nødvendigt at byggemodne gasværksgrunden ved at sænke grundvandet, idet en væsentlig del af arealet i dag står under vand. Det forurenede grundvand, og den øvrige jordforurening, er en hindring for anvendelse af grunden. Endelig foregår der en udsivning af forurenet grundvand fra gasværksarealet til øvrige arealer samt til havnen.

Da der på det seneste har været stor interesse for anvendelse af arealet til private- og/eller kommunale formål har Økonomiforvaltningen og Miljø- og Forsyningsforvaltningen fået udarbejdet en revideret miljøundersøgelse med det formål, at få opdateret den eksisterende viden om forureningen. På denne baggrund anslås udgifterne til afværgeforanstaltninger ved opførsel boliger eller anden følsom anvendelse at ville udgøre 40 mio kr. Omkostningerne blev i 1991 anslået til 80 mio kr. Når udgifterne p.t. kan anslås til kun at udgøre halvdelen af det tidligere forventede skyldes det dels nye afværgeteknikker, ændret administrativ praksis og lovgivning samt en i forhold til forureningen hensigtsmæssig disponeringen af arealet i forbindelse med byggeri.

Forvaltningerne har endvidere for nylig haft en række møder med Bygge- og Teknikforvaltningen, Plandirektoratet med henblik på udarbejdelse af et debatoplæg om den fremtidige anvendelse af arealet. Oplægget skal som udgangspunkt tage hensyn til både de kommunale ønsker og kommunens generelle økonomi.

Etablering af drænings- og vandrensningsprojekt

Da det som nævnt ovenfor bliver sværere og sværere at holde folk ude fra arealet, ligesom en dræning af arealet bliver mere og mere påkrævet som følge af stigende grundvand, er det nødvendigt at etablere dræn på den vestlige del af gasværksgrunden, samt aktivere de allerede etablerede dræn på den østlige del. Det anbefales derfor, at den vestlige del af grunden forsynes med permanente drænrør, der tilsluttes de eksisterende drænrør, og at der installeres pumper og afløb af renset grundvand til kloak.

Miljøkontrollen oplyser, at man ønsker at finde den mest effektive og driftsøkonomiske rensningsmetode, så vandet kan udledes til havnen. Det foreslås derfor, at grundvandet i en forsøgsperiode på 6 måneder renses med et lejet vandbehandlingsanlæg. På baggrund af erfaringerne herfra vil der kunne etableres et permanent rensningsanlæg. Der vil senere blive forelagt en særskilt indstilling herom.

 

ØKONOMI

Udgifterne til etablering af nye dræn, igangsætning af nuværende dræn, etablering af pumper, leje af vandbehandlingsanlæg, vandafledningsafgift m.v. skønnes at kunne afholdes indenfor et beløb på 2,5 mill. kr. ekskl. moms. Der anvises kassemæssig dækning på Økonomiudvalgets konto 0.05.3 (Salg af ejendomme)

 

HØRING

Miljø- og Forsyningsforvaltningen anbefaler, at projektet igangsættes hurtigst muligt.

 

 

 

Kurt Bligaard Pedersen

/Paul Sax Møller

 

Til top