Københavns Kommunes arbejde for at fremme kønsmæssig ligestilling blandt de ansatte
Københavns Kommunes arbejde for at fremme kønsmæssig ligestilling blandt de ansatte
Økonomiudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde tirsdag den 20. maj 2003
J.nr. ØU 163/2003
6. Københavns Kommunes arbejde for at fremme kønsmæssig ligestilling blandt de ansatte
INDSTILLING OG BESLUTNING
Økonomiforvaltningen indstiller,
· at Økonomiudvalget godkender og anbefaler Borgerrepræsentationen at vedtage vedlagte udkast til en overordnet politik for ligestilling mellem kvinder og mænd.
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 20. maj 2003
Anbefalet, idet dog Økonomiforvaltningen foretager enkelte sproglige ændringer forud for sagens behandling i Borgerrepræsentationen.
C afgav følgende bemærkning:
"Det første afsnit bør udgå, da det ikke vedrører ligestilling mellem mænd og kvinder".
Behandling: Borgerrepræsentationen.
RESUME
Det fremgår af Københavns Kommunes værdigrundlag, at medarbejdernes mangfoldighed skal betragtes som et aktiv. Et aspekt af mangfoldigheden handler om køn. Ved ligestilling mellem kvinder og mænd forstås, at alle medarbejdere behandles lige uanset deres køn, og uanset om de lever op til de stereotype forestillinger om deres køn eller bryder disse. Kvinder og mænd skal have lige muligheder for ansættelse, uddannelse, udvikling og lige løn for lige arbejde. Derigennem opnås størst mulig medarbejdertilfredshed og sikres bedst mulig service til borgerne.
Arbejdet med at fremme ligestilling mellem kvinder og mænd har indtil nu været konkretiseret i handlingsplaner. For at tydeliggøre Københavns Kommunes mål for ligestilling mellem kvinder og mænd anbefaler Økonomiforvaltningen, at kommunens overordnede holdninger til ligestilling fremover beskrives i en politik for ligestilling mellem kvinder og mænd, der vedtages af Borgerrepræsentationen. De konkrete aktiviteter, der skal gennemføres i en periode, beskrives fortsat i handlingsplaner. Det Centrale Ligestillingsudvalg vedtager handlingsplanen for det centrale arbejde med ligestilling, mens de enkelte forvaltninger udarbejder handlingsplaner for det decentrale arbejde.
En orientering om indholdet i ligestillingspolitikken og i handlingsplanerne skal indgå i kommunens lovpligtige redegørelse til borgerne om den kønsmæssige ligestilling blandt kommunens ansatte. Den næste redegørelse skal fremsendes til Ligestillingsministeren senest den 1. september 2003.