Forslag til tillæg nr. 2 til lokalplan nr. 310 "Teglværkshavnen" med tilhørende for-slag til tillæg til Kommuneplan 2001 (Bygge- og Teknikudvalget og Økonomiudvalget)
Forslag til tillæg nr. 2 til lokalplan nr. 310 "Teglværkshavnen" med tilhørende for-slag til tillæg til Kommuneplan 2001 (Bygge- og Teknikudvalget og Økonomiudvalget)
Økonomiudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde tirsdag den 20. maj 2003
J.nr. ØU 160/2003
12. Forslag til tillæg nr. 2 til lokalplan nr. 310 "Teglværkshavnen" med tilhørende for-slag til tillæg til Kommuneplan 2001 (Bygge- og Teknikudvalget og Økonomiudvalget)
INDSTILLING OG BESLUTNING
Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget over for Økonomiudvalget
og Borgerrepræsentationen anbefaler
at forslag til tillæg nr. 2 til lokalplan nr. 310 "Teglværkshavnen" vedtages med henblik på offentliggørelse
at indsigelsesfristen fastsættes til 2 måneder (eksklusive juli måned)
at vedtage den foreslåede dialogstrategi bestående af hjemmeside for planen, en lokal udstilling, et borgermøde i form af et orienteringsmøde samt offentliggørelse i dagspressen foruden lokalaviser
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,
at det til ovennævnte lokalplanforslag hørende tillæg til Kommuneplan 2001 vedtages med henblik på fælles offentliggørelse
at indsigelsesfristen fastsættes til 2 måneder (eksklusive juli måned)
at vedtage den foreslåede dialogstrategi bestående af hjemmeside for planen, en lokal udstilling, et borgermøde i form af et orienteringsmøde samt offentliggørelse i dagspressen foruden lokalaviser fælles med lokalplanforslaget
Bygge- og Teknikudvalgets beslutning i mødet den 14. maj 2003
Anbefalet, idet det præciseres, at støjen fra lastbilers
kørsel på området kan dæmpes ved en tidsmæssig
omlægning af trafikken eller ved at opføre en støjskærm mod naboområdet.
Mikkel Warming (Ø) afgav følgende bemærkning: "Enhedslisten ønsker flere boliger og mindre erhverv i lokalplan-området".
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 20. maj 2003
Anbefalet.
Ø viderefører bemærkning fra mødet i Bygge- og Teknikudvalget den 14. maj 2003.
Behandling: Borgerrepræsentationen.
RESUME
I Kommuneplan 2001 er et væsentligt emne udpegning af Sydhavnen som et højt prioriteret fokusområde, hvor herlighedsværdien i form af beliggenheden ved vandet udnyttes primært til nyt boligbyggeri, og hvor der desuden tages hensyn til trafikbetjening og eksisterende samt ny by- og servicestruktur.
Samtlige udvalg, bortset fra Sundheds- og Omsorgsudvalget, drøftede på udvalgsmøder i oktober 2002 forvaltningernes redegørelse om en helhedsplan for dette fokusområde
inklusive overslag over forventede kommunale udgifter ved byomdannelsen opdelt i etaper. Desuden indeholdt redegørelsen forslag om igangsætning af kommune- og lokalplanarbejdet for 1. etape, der omfatter den nordlige del af Sluseholmen.
I den forbindelse påtænker Københavns Havn og kommunen at stifte et byggemodningsselskab, som skal forestå erhvervelsen, byggemodningen og salget af området, jf. den samtidige indstilling til Miljø- og Forsyningsudvalget, Bygge- og Teknikudvalget, Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen. Københavns Havn og forvaltningerne har siden oktober og med Soeters Van Eldonk Ponec Architecten som konsulent arbejdet videre med planlægningen. Bl.a. for at opnå en realiserbar plan har i planarbejdet desuden medvirket Sluseholmskonsortiet v/ Sjælsø Gruppen A/S, JM Danmark, Nordicom A/S og Skanska Danmark A/S. Sluseholmskonsortiets konsulenter, Arkitema A/S, har i forlængelse af det hidtidige arbejde udarbejdet en bebyggelsesplan for Sluseholmens nordlige del, der omfatter et grundareal på ca. 92.000 m2, inklusive opfyldninger.
På grundlag af nærværende forslag til lokal- og kommuneplantillæg forhandles der en aftale med Sluseholmskonsortiet om vilkår for konsortiets erhvervelse af byggerettighederne på Sluseholmen. Sluseholmskonsortiet har i første omgang interesse i at opføre ca. 85.000 m2 bebyggelse med boliger, en børneinstitution, butikker mv. Den udarbejdede bebyggelsesplan rummer derudover mulighed for etablering ca. 50.000 m2 boliger og erhverv i de sydlige karreer samt på molespidsen mellem Teglværksløbet og Sluseløbet. Udviklingen påregnes at kunne fortsætte i det syd for beliggende område mellem Sluseløbet og vejen Sluseholmen.
Etablering af bebyggelsen forudsætter udarbejdelse af forslag til tillæg nr. 2 til lokalplan nr. 310 samt ændringer af kommuneplanen. Kommuneplantillægget ændrer området fra B5*-, S1- og E1-områder til 2 C2*-områder således, at boligandelen i hvert af områderne under ét skal udgøre mindst 70 pct., at den maksimale bebyggelsesprocent bliver 150, at antallet af etager bliver maksimalt 7, inklusive tagetage, langs Teglværksløbet, samt at der på molespidsen kan tillades en bygning i op til 40 eller 60 meters højde, afhængig af miljøforholdene. Yderligere forudsætter tillægget udgravning af kanaler og muliggør opfyldninger samt etablering af detailhandel bl.a. langs vejen Sluseholmen.
Lokalplanforslaget
omfatter det samme område begrænset af Fordgraven, Teglværksløbet, Slusel
øbet,
en linie over samt nordskel af matr.nr. 453 Kongens Enghave, København, Ved
Stigbordene, Sluseholmen og nordskel af matr.nr. 377 ibid.
Lokalplanforslaget fastlægger anvendelsen og byggemuligheder i overensstemmelse med kommuneplantillægget. Desuden fastlægges der kanaler og opfyldninger, et system af veje, stier og havnepromenader samt en bebyggelsesplan. Den nye bebyggelse udformes som karreer med nær kontakt til kanaler, havnebassiner og Sluseløbet. Vand- rummet udnyttes til bådepladser, herunder for husbåde, træbrygger samt trappe- og badeanlæg. Kanaler, broer og promenader mv. skal etableres som fællesanlæg. Højst 20 pct. af parkeringen må etableres på terræn. Lokalplanområdet foreslås opdelt i to områder, idet stillingtagen til nybyggeri i naboområdet mod syd ud mod Sluseløbet afventer en evt. beslutning om udflytning af virksomheden Louis Poulsen Lighting A/S, hvorfor der her forudsættes supplerende lokalplan, hvori den nærmere placering af anvendelse og bebyggelse mv. fastlægges.
Det er en forudsætning for ibrugtagning af de planlagte boliger, at støjen fra Metro A/S samt Louis Poulsen er nedbragt til grænseværdierne. For så vidt angår Metro er der i lokalplanen indarbejdet en støjskærm, der sammen med andre tiltag skal reducere støjgenerne. For så vidt angår Louis Poulsen forudsættes det, at de dominerende støjkilder fra virksomheden, der er udendørs ventilatorer i forbindelse med en 35 meter høj skorsten, om nødvendigt udstyres med specielt designet lyddæmper. Derudover skal støjen fra lastbilers kørsel på området dæmpes. Dette kan ske ved omlægning af trafikken eller ved at opføre en støjskærm mod naboområdet. Miljøkontrollen forudsætter, at der anvises en løsning på de nævnte problemstillinger inden endelig godkendelse af lokalplanen.