Mødedato: 20.04.2004, kl. 15:00

Projektkonkurrence om fornyelse af Nørrebroparken (Bygge- og Teknikudvalget og Økonomiudvalget)

Projektkonkurrence om fornyelse af Nørrebroparken (Bygge- og Teknikudvalget og Økonomiudvalget)

Økonomiudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde tirsdag den 20. april 2004

 

 


J.nr. ØU 112/2004

 

12. Projektkonkurrence om fornyelse af Nørrebroparken (Bygge- og Teknikudvalget og Økonomiudvalget)

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Økonomiforvaltningen og Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget og Økonomiudvalget godkender,

at der på baggrund af det foreliggende programmateriale udskrives en projektkonkurrence om en fornyelse af Nørrebroparken ud fra nye visionære principper for en smuk og funktionel park,

at projektkonkurrencen udskrives af Københavns Kommune v. Kvarterløft Nørrebro Park,

at konkurrencen udskrives som en åben projektkonkurrence med mindst 2 - højst 4 - vindere jf. gældende EU direktiver,

at Vej & Park i samarbejde med Kvarterløft Nørrebropark kan forhandle med de vindende forslagsstillere jf. gældende EU direktiver med henblik på at udpege den rådgiver, som Københavns Kommune kan indgå rådgiveraftale med om gennemførelse af fornyelsen af Nørrebroparken.

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget overfor Borgerrepræsentationen anbefaler, 

at der til dækning af honorering for konkretisering af de vindende forslag i forhandlingsfasen, overføres kr. 175.000 fra Økonomiudvalgets budget, bevillingen Kvarterløft, funktion 0.15.3 (Kvarterløft Nørrebro Park) til Bygge- og Teknikudvalget, Vej & Parks anlægsramme (funktion 0.21.3 Parker og legepladser)

Økonomiforvaltningen indstiller at Økonomiudvalget godkender, 

at der reserveres 12.325.000 kr. til gennemførelse af det vindende projekt ligeligt fordelt på budgetårene 2005-2006. Der anvises kassemæssig dækning på Økonomiudvalgets budget, bevillingen Kvarterløft, funktion 0.15.3 (Kvarterløft Nørrebro Park)

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

at der gives en anlægsbevilling på 350.000 kr. til honorering af konkretisering af de vindende forslag i forhandlingsfasen. Der anvises kassemæssig dækning på Vej & Parks anlægsramme (funktion 0.21.3 Parker og legepladser)  

 

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget godkender,

at der reserveres 9.825.000 kr. på Vej & Parks anlægsramme (konto 0.21.3 Parker og legepladser) til medfinansiering af det vindende projekt.

at der reserveres 500.000 kr. til køb af inventar, belysning, legeredskaber og andet parkinventar af bygningsmæssig karakter af til skudsdeklarationsmidlerne (konto 0.10.3 Fælles Formål). 

 

Bygge- og Teknikudvalgets beslutning i mødet den 31. marts 2004

Godkendt henholdsvis anbefalet.

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 20. april 2004

Anbefalet.

 

 

Behandling: Borgerrepræsentationen.

 

 

RESUME

Med udgangspunkt i kvarterplanen for Kvarterløft Nørrebropark, har en arbejdsgruppe i regi af kvarterløft Nørrebro Park arbejdet specifikt med Nørrebroparken, og har defineret de overordnede krav til afholdelse af en projektkonkurrence.

 

Konkurrencen foreslås udskrevet af Københavns Kommune ved Kvarterløft Nørrebro Park som en åben projektkonkurrence i henhold til gældende EU-direktiver.

 

Konkurrenceprogrammet udgives på dansk og engelsk, og deltagerne kan vælge imellem dansk og engelsk i deres besvarelse.

 

Konkurrenceprogrammet til den nye park indeholder beskrivelse af visionen for den fremtidige park samt de forudsætninger, bindinger og krav som en ny park skal formgives ud fra.

 

Konkurrencematerialet angiver kravene til: Trafikken i og omkring parken - Parkens overordnede linier - Parkens fremtidige elementer/faciliteter - Parkens materialekarakter, design og inventar – Tilgængelighed for alle - Bæredygtighed, økologi og – den fremtidig vedligeholdelse af parken.

 

Konkurrenceprogrammet fastslår endvidere, at alle projekter, der af dommerkomiteen vurderes ikke at kunne tilpasses den givne økonomiske ramme, ikke vil blive optaget til bedømmelse.

 

Konkurrencen afholdes som en "Åben Projektkonkurrence i 2 faser". i henhold til gældende EU-direktiver.

 

En "Åben Projektkonkurrence i 2 faser" imødekommer kvartetløftets ønsker om at sikre optimal mulighed for borgere/ "ikke arkitekters" deltagelse i projektkonkurrencens 1. fase, da der først er krav om tilknytning af professionel hjælp i konkurrencens 2. fase.

 

I fase 1 udpeges 2, højst 4 projekter som konkurrencevindere.

 

I fase 2 viderebearbejdes / konkretiseres de vindende projekter for at sikre gennemførligheden, anlægsteknisk og økonomisk af det endelige vinderprojekt.

 

Der foreslås nedsat en bedømmelseskomite bestående af 9 medlemmer, sammensat af: 

 

3 politiske repræsentanter fra Københavns Kommune fra henholdsvis Økonomiudvalget, Bygge og Teknikudvalget og Familie og Arbejdsmarkedsudvalget.

3 repræsentanter fra Kvarterløft Nørrebro Park og

3 fag dommere udpeget af Akademisk Arkitektforening

 

Der vil kunne indkaldes de nødvendige rådgivere for bedømmelseskomiteen

 

Projektkonkurrencen udskrives umiddelbart efter vedtagelse i borgerrepræsentationen, og resultatet af konkurrencen forventes at kunne foreligge i november/december 2004. 

 

Forarbejderne til projektkonkurrencens 1.fase, præmieringer, offentliggørelse mv. er finansieret af Økonomiudvalgets budget, bevillingen Kvarterløft, funktion 0.15.3 (Kvarterløft Nørrebro Park.)

 

Til konkretisering af de vindende forslag i fase 2, søges anlægsbevillinger på tilsammen 350.000 kr. med henholdsvis 175.000 kr. fra Bygge- og Teknikforvaltningens budget, Vej & Park anlægsramme og 175.000 kr. fra Økonomiudvalgets budget, bevillingen Kvarterløft, funktion 0.15.3 (Kvarterløft Nørrebro Park.)

 

Fornyelsen af Nørrebroparken er fastlagt til højst at måtte koste 23.650.000 ekskl.  konkurrenceudgifterne inkl. udgifterne til projektering og de fysiske anlægsarbejder, mv. Af disse midler udgør honoraret til det endelige vinderforslag for gennemførelsen af projektet 2.500.000 kr. Projektledelseshonoraret til Vej og Park, der udfører projektlederfunktionen udgør 540.000 kr.    

 

Den kassemæssige dækning til gennemførelsen af selve anlægsprojektet tilvejebringes af Økonomiudvalgets budget, bevillingen Kvarterløft, funktion 0.15.3 (Kvarterløft Nørrebro Park.) med 12.325.000 kr., og af Bygge- og Teknikudvalgets budget, Vej & Parks anlægsramme med 9.825.000 kr., samt af Familie- og Arbejdsudvalgets budget, bevillingen vedligeholdelsesmidler for de bemandede legepladser med 1.000.000 kr.

 

Til anskaffelse af inventar, belysning, legeredskaber m.v. og andet af bygningsmæssig karakter ydes der støtte på 500.000 kr. med tilskudsdeklarationsmidler, jfr.  Bygge- og teknikudvalgets beslutning i mødet den 29. september 1999 skal ansøgning om støtte på mere end 250.000 kr., der særskilt forelægges udvalget.

 

Kvarterløft Nørrebro Parks andel af projektet søges i hele projektforløbet nedbragt gennem ansøgninger om ekstern finansiering fra fonde og lignende for at fastholde så mange midler som muligt til det helhedsorienterede kvarterløftarbejde.


 


Til top