Omlægning af Prags Boulevard (Bygge- og Teknikudvalget og Økonomiudvalget)
Omlægning af Prags Boulevard (Bygge- og Teknikudvalget og Økonomiudvalget)
Økonomiudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde tirsdag den 20. april 2004
J.nr. ØU 111/2004
11. Omlægning af Prags Boulevard (Bygge- og Teknikudvalget og Økonomiudvalget)
INDSTILLING OG BESLUTNING
Økonomiforvaltningen
og Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget og Bygge- og Teknikudvalget
overfor Borgerrepræsentationen anbefaler,
at Prags Boulevard på Østamager reetableres i
henhold til beskrivelsen i nærværende indstilling. Projektet finansieres med en
anlægsbevilling på 23,25 mio. kr. under Vej & Parks anlægsramme konto
0.21.3,
at der gives en indtægtsbevilling på 7,5 mio.
kr. fra Lokale- og Anlægsfonden til dækning af fondens andel af udgifterne til
realisering af den forestående reetablering af Prags Boulevard. Indtægtsbevillingen
indsættes på Økonomiudvalgets budget, bevillingen Kvarterløft, funktion 0.15.3.
Beløbet overføres efterfølgende til Bygge- og Teknikforvaltningens budget, Vej
& Park konto 0.21.3,
at Økonomiudvalget giver en anlægsbevilling
til Økonomiforvaltningen på 4,4 mio. kr. til realisering af den forestående
reetablering af Prags Boulevard. Der anvises kassemæssig dækning på
Økonomiudvalgets budget, bevillingen Kvarterløft funktion 0.15.3. Beløbet
overføres til Bygge- og Teknikforvaltningen, Vej & Park, konto 0.21.3,
at Økonomiudvalget giver en anlægsbevilling
til Økonomiforvaltningen på 9,25 mio. kr. fra Kvarterløft Holmbladsgades
forsøgsmidler til realisering af den forestående reetablering af Prags
Boulevard. Der anvises kassemæssig dækning på Økonomiudvalgets budget,
bevillingen Kvarterløft funktion 0.15.3. Beløbet overføres til Bygge- og
Teknikforvaltningen, Vej & Park, konto 0.21.3.
at de eksisterende hjemløsehytter på Prags
Boulevard forbliver på Prags Boulevard dog således, at de flyttes 4-6 meter, så
der skabes plads til projektets projekterede gennemgående gangsti,
at Vej & Parks driftsbudget fra 2006 øges
med 600.000 kr. (rammeløft) svarende til de øgede driftsudgifter, som Vej &
Park årligt skal afholde efter projektets gennemførelse,
at drift og vedligeholdelse af de 700 stole i
projektet sker via lokal forankring.
Bygge- og Teknikudvalgets beslutning i mødet den 31. marts 2004
Anbefalet.
Monica Thon (B) tog forbehold for, at hjemløsehytterne fortsat kan blive på Prags Boulevard.
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 20. april 2004
Anbefalet.
Behandling: Borgerrepræsentationen
RESUME
Forslaget til
reetablering af Prags Boulevard var på Bygge- og Teknikudvalgets dagsorden den
8. oktober 2003 (BTU 455/2003). Sagen blev udsat således, at forvaltningerne
kunne foretage yderligere bearbejdning af stolene, der indgår i projektet, samt
placeringen af hjemløsehytterne.
Københavns Kommune
og Lokale og Anlægsfonden udarbejdede i januar 1999 en aftale om en Kultur- og
Idrætsplan for Holmbladsgadekvarteret. Planen indeholder en række projekter til
forbedring af de fysiske udfoldelsesmuligheder i kvarteret, herunder en
omlægning af Prags Boulevard.
Projektet for
omlægning af Prags Boulevard er et prioriteret projekt i Kvarterløft Holmbladsgadekvarteret.
Ønsket er, at der iværksættes en fornyelse og udvikling af boulevarden, med
særlig vægt på at udvikle de grønne arealer, så boulevarden kan anvendes til
park- og idrætsaktiviteter.
Der har tidligere
været gennemført en åben international arkitektkonkurrence for Prags Boulevard.
Vinderprojektet, der er udarbejdet af Totalrådgivningsgruppen Kristine Jensen -
bestående af tegnestuen Kristine Jensen, Århus og rådgivende ingeniører Moe
& Brødsgaard, Rødovre - har nu sammen med beboere fra lokalområdet og
Københavns Kommune bearbejdet konkurrenceprojektet til et projektforslag, som
hermed foreslås gennemført. (bilag 1)
Prags Boulevard er i
dag et nedslidt og mindre attraktivt grønt område med få udfoldelsesmuligheder.
Omlægningen vil ændre dette til et attraktivt grønt boulevard-forløb, med syv
aktivitetsfelter. Felterne indrettes med faciliteter til idræt, leg, ophold mm.
Projektets sammenbindes af to elementer: en gangsti fra Amagerbrogade til
Strandlodsvej og en markant poppelrække i den nordlige side af boulevarden.
Visionen er at skabe
lys
, luft og sammenhæng ved at rydde op og koncentrere. Samtidig anvendes
kendte materialer på nye måder med inspiration fra pop-art kulturen.
Et
identitetsskabende element er også boulevardens egen genkendelige stol, der erstatter
den traditionelle parkbænk. Der produceres ca. 700 stole, der opstilles på det
grønne areal. Tanken er, at brugere af boulevardens grønne områder selv kan
placere stolene, hvor det ønskes. 100 af disse stole skal dog forankres mellem
Jemtelandsgade og den kommende rundkørsel ved Vermlandsgade med ankre, så de
ikke kan flyttes frit men i begrænset omfang. Sikring af de øvrige stole sker
ved at lokale aktivitetssteder får ansvar for et antal stole, deres
vedligeholdelse og indsamling.
Hjemløsehytterne som
er placeret på Prags Boulevard foreslår forvaltningerne i samarbejde med
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen forbliver på Prags Boulevard. Det er
dog nødvendigt at flytte de 2 hytter 4-6 meter mod nord for at skabe plads til
den gennemgående sti.
Belysningen bliver i
forhold til den nuværende situation forøget og forbedret. Dette vurderes at øge
trygheden i området, og gøre det mere anvendelig i aftentimerne.
Omkring
aktivitetsfelterne opsættes hegn med påskrifterne henholdsvis Pladsen, Haven,
Scenen, Banen, Buret, Børnehaven og Rampen. Herved gives udtryk for, hvad
felterne kan bruges til, men anvendelsen er ikke fastlåst.
Der vil i
forbindelsen med projektet ske en regulering af parkeringsforholdene på hele
Prags Boulevard. I projektområdet er der i dag 403 parkeringspladser. Projektets
realisering betyder, at 91 parkeringspladser nedlægges, hvilket primært skyldes
en vejindsnævring mellem Dalslandsgade og Vermlandsgade, hvor de ca. 20 pladser
nedlægges. Herudover nedlægges 61 parkeringspladser på offentligt grundareal,
hvilket er en forudsætning for at gennemføre det grønne strøg. I alt 152
parkeringspladser nedlægges således. En undersøgelse af udnyttelsesgraden i
området viser at den ligger på mellem 40 og 60 % i gennemsnit for alle parkeringspladserne,
hvilket dækker over en stor udnyttelsesgrad ved Amagerbrogade og en meget lav
på strækningen mellem Dalslandsgade og Vermlandsgade. I området ved
Amagerbrogade, hvor parkeringssøgningen er størst, sker der ingen ændringer.
Projektet finansieres
med en anlægsbevilling på 23,25 mio. kr. Udformet som en indtægtsbevilling på
7,5 mio. kr. fra Lokale- og Anlægsfonden og udgiftsbevilling på 15,75 mio.kr.
Projektledelsen
varetages efter politisk godkendelse af Bygge- og Teknikforvaltningen, hvorfor
de samlede projektmidler overføres hertil.