Mødedato: 20.04.2004, kl. 15:00

Lokalplanforslag "Jernbanegade" med tilhørende forslag til tillæg til Kommuneplan 2001 (Bygge- og Teknikudvalget og Økonomiudvalget)

Lokalplanforslag "Jernbanegade" med tilhørende forslag til tillæg til Kommuneplan 2001 (Bygge- og Teknikudvalget og Økonomiudvalget)

Økonomiudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde tirsdag den 20. april 2004

 

 


J.nr. ØU 110/2004

 

10. Lokalplanforslag "Jernbanegade" med tilhørende forslag til tillæg til Kommuneplan 2001 (Bygge- og Teknikudvalget og Økonomiudvalget)

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

at  vedtage forslag til lokalplan "Jernbanegade" for området begrænset af Jernbanegade, H. C. Andersens Boulevard, Vesterbrogade og Axeltorv med henblik på offentliggørelse

at  indsigelsesfristen fastsættes til 2 måneder

at  offentliggørelse annonceres i områdets lokalpresse

at  den foreslåede dialogstrategi bestående af en planens hjemmeside, en lokal udstilling samt et borgermøde, udformet som et orienteringsmøde, vedtages.

 

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

at  det til ovennævnte lokalplanforslag hørende tillæg til Kommuneplan 2001 vedtages med henblik på fælles offentliggørelse

at  indsigelsesfristen fastsættes til 2 måneder

at  offentliggørelse annonceres i områdets lokalpresse

at  den foreslåede dialogstrategi bestående af en planens hjemmeside, en lokal udstilling samt et borgermøde, udformet som et orienteringsmøde, vedtages.

 

Bygge- og Teknikudvalgets beslutning i mødet den 31. marts 2004

Anbefalet med følgende formulering vedrørende § 7. Parkeringsdækning: "Parkeringsdækningen skal være af størrelsesordenen 1 parkeringsplads pr. 100 m2 etageareal. Parkering, der ikke må indrettes på terræn, skal etableres i underjordisk anlæg på egen grund eller i fællesanlæg etableret under Vesterbrogade. Bygge- og Teknikudvalget kan, såfremt sådanne anlæg ikke etableres, tillade parkeringen indrettet andetsteds i kvarteret."

Karin Storgaard (O), Mikkel Warming (Ø), Ole Hentzen (C) og Sven Milthers (F) tog forbehold.

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 20. april 2004

Anbefalet.

C, O, Ø og F videreførte deres forbehold fra Bygge- og Teknikudvalgets møde den 31. marts 2004.

 

 

Behandling: Borgerrepræsentationen.

 

 

RESUME

Axeltorv-området mellem H. C. Andersens Boulevard, Hammerichsgade og Vesterbrogade er udbygget i årene omkring 1900 med et stærkt islæt af forlystelsesetablissementer – National Scala og Cirkusbygningen, senere Paladsbiograferne, samt en række restauranter, dansesteder m.v. Det stærke præg af forlystelsesaktiviteter i Axeltorv-området har holdt sig til vore dage, og udbygningen af Scala i slutningen af 1980'erne til et forretnings- og forlystelsesområde var en naturlig udvikling heraf.

Karreen, der udgør lokalplanområdet, indgår dermed som en central del af det københavnske Cityområde og rummer udelukkende serviceerhverv i form af kontorer, hotel m.v. samt forretninger, restauranter m.v. i stueetagerne. Scala-bygningen ved Axeltorv er overvejende tom over stueetagen, bortset fra Fitness-centret på øverste etage. Scala-bygningen ønskes nu ombygget til et højklasset hotel. I projektet hertil er bygningen forhøjet med 2 etager således, at gesimshøjden svarer til de tilstødende ejendommes gesimshøjder. Der er 2 penthouseetager med graduerede indrykninger, og i hjørnet Vesterbrogade/Axeltorv stiger bygningen med en tårnagtig opbygning til 10 etager.

Lokalplanforslaget fastlægger ligesom den nuværende kommuneplanramme for området karreen til serviceerhverv, såsom administration, liberale erhverv, restauranter, hotelvirksomhed, erhvervs- og fritidsundervisning samt andre virksomheder, der efter Bygge- og Teknikforvaltningens skøn kan indpasses i området. For Scala-ejendommen fastlægger lokalplanen særskilt, at den kun må anvendes til sådanne serviceerhverv, der i særlig grad er rettet mod offentligheden, såsom hotel- og konferencevirksomhed, teater, koncertsal, biograf, restauranter, cafe er, butikker o. lign. For hele lokalplanområdet gælder, at indtil 25 pct. af etagearealet kan anvendes til helårsboliger. I gennemsnit skal disse have et areal på mindst 95 m2, idet ingen bolig må være mindre end 75 m2. Boliger må kun placeres i bebyggelsens 4. etage og opefter.

I lokalplanforslaget fastlægges bevaringsværdig bebyggelse med bevaringsbestemmelser. Den nuværende Scala-bygning muliggøres ombygget og udvidet således, at det ovenfor omtalte hotelprojekt kan realiseres. Såvel de bebyggelsesregulerende bestemmelser som bestemmelserne vedrørende bebyggelsens ydre fremtræden er udformet detaljeret for at sikre, at den hovedform, der fremgår af det foreliggende skitseprojekt gennemføres. Lokalplanforslaget muliggør gennem fastlæggelse af en maksimal bebyggelsesprocent på 660, at det nuværende etageareal på Scala-bygningens ejendom, godt 15.000 m2, øges til godt 23.000 m2. Den arkitektoniske udformning af projektet vil tilføre dette cityorienterede område en dynamisk og markant fremtræden, med de blødt svungne former og glasinddækkede etager, der skifter karakter mellem dag og nat.


 


Til top