Mødedato: 20.03.2012, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Korttidsansættelser

Det skal besluttes, hvorvidt Københavns Kommune kan undlade opslag ved kortvarige beskæftigelser, der ikke overstiger et år.

Indstilling og beslutning

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget godkender,

1.      at stillingsopslag kan undlades i forbindelse med ferieafløsning, vikariater med baggrund i orlov, sygdom og barsel og anden kortvarig beskæftigelse, der ikke overstiger 1 år,

2.      at Københavns Kommunes forvaltninger pålægges at være opmærksomme på muligheden for at ansætte medarbejdere, der agtes afskediget eller er i opsagt stilling på grund af arbejdsmangel, i ledige stillinger, der kan besættes uden forudgående opslag.

Problemstilling

Københavns Kommune har hidtil fulgt statens praksis for, hvornår opslag af ledige stillinger kan undlades. Staten har nu ændret praksis, således at grænsen for kortvarig beskæftigelse ændres fra ca. 3 måneder til 1 år. Sagen blev drøftet i Økonomiudvalget den 14. juni 2011, hvor det blev besluttet, at Det Centrale Samarbejdsorgan (CSO) skulle høres. Dette er sket, og CSO tilslutter sig indstillingen i den foreliggende form.

Løsning

I sit møde den 14. juni 2005 besluttede Økonomiudvalget, at det over for kommunens forvaltninger skulle præciseres, at ledige stillinger principielt skal slås op offentligt, men at opslag af ledige stillinger kan undlades ved kortvarige vikariater, ferieafløsning eller tilsvarende kortvarig beskæftigelse.

 

Det er ikke entydigt, hvor grænsen for ”kortvarig beskæftigelse” går, men Økonomiforvaltningen fastsatte som tommelfingerregel en grænse på ca. 3 måneder. Det svarede til statens praksis.

 

Staten har imidlertid udsendt et nyt opslagscirkulære, hvorefter ”opslag kan undlades i forbindelse med ferieafløsning, vikariater og anden kortvarig beskæftigelse, der ikke overstiger 1 år”. Statens beslutning vurderes at ligge inden for, hvad der i henhold til ledelsesretten er muligt. Beslutningen må ses som udtryk for en samlet vurdering af det administrative arbejde ved rekrutteringsprocessen holdt op imod ansættelsesforholdets længde og de hensyn, der ligger bag reglerne om offentligt opslag. Når staten har valgt en grænse på 1 år, har den typiske længde af barselsvikariater utvivlsomt indgået med betydelig vægt i overvejelserne. KL er på linie med staten fsv. angår 1 års fristen.

 

Det er vigtigt også for Københavns Kommune at tilpasse de ressourcer, der anvendes i forbindelse med rekruttering til det, der sagligt set er nødvendigt. Det foreslås derfor, at vi – som hidtil – følger statens praksis på området og ændrer grænsen, således at opslag kan undlades ved kortvarig beskæftigelse, der ikke overstiger 1 år. Økonomiforvaltningen har ventet et års tid for at se, om statens nye frist ville blive anfægtet fra officiel side. Dette er ikke sket.

 

Københavns Kommunes forvaltninger skal være opmærksomme på, at medarbejdere, der agtes afskediget eller er i opsagt stilling på grund af arbejdsmangel, skal have mulighed for at blive ansat i de ledige stillinger, der kan besættes uden forudgående opslag – også selv om stillingerne er af kort varighed.

 

I valget mellem flere kandidater til en midlertidig stilling skal forvaltningerne være opmærksomme på rammebestemmelser om medarbejdernes medvirken ved ansættelse/forfremmelse i Københavns Kommune.

Økonomi

Indstilling har ingen økonomisk konsekvens.

 

Claus Juhl                                                 /Bjarne Winge

Beslutning

Økonomiudvalgets beslutning den 20. marts 2012

Jakob Næsager (C) fremsatte følgende ændringsforslag: "Det Konservative Folkeparti foreslår, at 1. at-punkt ændres, således at fristen for at besætte stillinger ændres fra 1 år til 5 måneder.”

 

Indstillingen blev godkendt med det stillede ændringsforslag.

Til top