Mødedato: 20.03.2012, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Strategi "Flere grønne indkøb - Mere grøn vækst"

Se alle bilag

Borgerrepræsentationen har besluttet, at der skal gennemføres en analyse af mulighederne for at bruge kommunens indkøb til at understøtte grøn vækst. Analysen er færdig, og ØU og BR skal tage stilling til den videre strategi på området.

Indstilling og beslutning

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

1.                     at analysen af mulighederne for at bruge kommunens indkøb til at understøtte grøn vækst tages til efterretning, jf. bilag 1,

2.                     at strategien ” ”Flere grønne indkøb – mere grøn vækst” godkendes, jf. bilag 2,

3.                     at det godkendes, at vedlagte brev (bilag 3) sendes til Miljøministeren og Erhvervs- og Vækstministeren for at opfordre Regeringen til at understøtte arbejdet for at bruge indkøb som løftestang for grøn vækst via udformning af en national strategi for området.

Problemstilling

I forbindelse med vedtagelse af kommunens nye indkøbspolitik 2011-2014 har Borgerrepræsentationen vedtaget, at;

det undersøges, hvordan indkøbspolitikken i højere grad fremadrettet kan understøtte kommunens ambitiøse arbejde med klima og grøn vækst. Analysearbejdet skal munde ud i konkrete forslag til indsatser samt evt. forslag til en revideret indkøbspolitik.

Seneste undersøgelse fra Klimapanelet viser, at nogle af de største udfordringer ift. at gennemføre grønne indkøb er manglende viden om grønne indkøb og den økonomiske effekt samt mangel på certificerede standarder. (Klimapanelet er webbaseret fagligt netværk – omtalte undersøgelse er gennemført i december 2011 blandt 143 af klimapanelets medlemmer).

Den uafhængige grønne tænketank Concito peger ligeledes i sin analyse på, at Danmark modsat andre Green 7-lande (de 7 førende lande i EU inden for grønne indkøb) ikke henter de økonomiske gevinster, som vækstorienterede indkøb kan medføre.

Resultaterne fra både Klimapanelet og Concito skyldes dels, at Danmark har lagt et relativt større fokus på grønne indkøb på produktområder, hvor der ikke er så store økonomiske gevinster, eksempelvis papirvarer og fødevarer; dels et manglende fokus på offentlige fælles strategier og koordinering af det grønne indkøbsområde. Andre af Green 7-landene har haft fokus på grønne indkøb inden for bl.a. byggeri, transport og energiforbrugende produkter, hvor ressourceoptimering, genbrug samt energibesparelser er væsentlige indsatsområder, som medfører økonomiske besparelser både på indkøb og på driften. Ligeledes har en vigtig del af andre Green 7-landes strategi været at øge fokus på uddannelse, fælles strategier samt koordinering på nationalt plan.

Økonomiforvaltningen har i samarbejde med Teknik- og Miljøforvaltningen gennemført en analyse af, hvordan kommunens indkøb - i forlængelse af den eksisterende indsats i forvaltningerne - kan bidrage til at skabe grøn vækst. Der indgår forslag til, hvilke tiltag, der kan støtte op om grønne offentlige indkøb.

Løsning

Den gennemførte analyse peger på, at en forøget indsats på indkøb og grøn vækst med fordel kan koncentreres omkring indkøbsområderne transport, energiforbrugende produkter samt byggeri og anlæg. Der er her tale om indkøbsområder med en relativ høj klimabelastning og et grøn vækst potentiale. Den årlige skønnede indkøbsvolumen på områderne er angivet i tabel 1:

Tabel 1: Skøn over Københavns Kommunes årlig indkøbsvolumen på enkelte fokusområder

Fokusområder

Ca. årligt forbrug

Transport

700 mio. kr.

El-forbrugende produkter

115 mio. kr.

Anlæg (budget 2012, netto)

4347 mio. kr.

Analysens gennemgang af andre landes satsninger på grønne indkøb indikerer samtidig, at der i Danmark – herunder til dels i Københavns Kommune – er brug for at udvikle det strategiske fundament for indsatsen.

Økonomiforvaltningen vurderer således på baggrund af erfaringer fra UK, Sverige og Tyskland, at en fuldtonet indsats for at hente de økonomiske gevinster også kræver et statslig initiativ for at skabe den nødvendige retning og sikre udvikling af de rette redskaber. Det skyldes dels, at selv en kommune af Københavns størrelse kan have vanskeligt ved alene at opnå den kritiske indkøbsvolumen, der er nødvendig for at skabe incitament hos virksomhederne til at afsætte ressourcer til udvikling af nye produkter og løsninger. Hertil kommer, at udveksling af erfaringer, viden med og fælles offentlige værktøjer kan gøre det nemmere for offentlige indkøbere at handle grønt uden at øge transaktionsomkostningerne. Der er behov for at udbrede sammenlignelige standarder og mærkninger, der gør det lettere at vurdere produkter på deres klimaegenskaber. Behovet for en samlet offentlig indsats bekræftes af Klimapanelets undersøgelse, omkring de største udfordringer ved at købe grønt.

På baggrund heraf foreslår Økonomiforvaltningen, at indsatsen for at fremme grøn vækst gennem indkøb fordeles på to spor: Dels en strategi på området for Københavns Kommune, dels en henvendelse til staten:

·      Københavns Kommunes strategi: I det vedlagte udkast til strategi (bilag 2) har Teknik- og Miljøforvaltningen, Kultur- og Fritidsforvaltningen (Københavns Ejendomme) samt Økonomiforvaltningen beskrevet 14 konkrete indkøbsområder/tiltag, der udpeges til en grøn vækst indsats:

Elforbrugende produkter:

·         Ladestandere (ØKF)

·         Lyskilder (ØKF)

·         Hårde hvidevarer (ØKF)

·         Gadebelysning (TMF)

Transport:

·         Kørsel (Taxa, visiteret, m.v.) (ØKF)

·         Alternative brændstoffer til renovationsbiler (TMF)

·         Grøn Kørselsafdeling - CO2-reduktioner ved omstilling af tung kørsel (TMF)

Byggeri:

·         Krav og retningslinjer ved indkøb af byggeri. Revision af Miljø i Byggeri og Anlæg

·         Udbuds- og samarbejdsformer ved indkøb af byggeri

·         Totaløkonomi. Implementering af totaløkonomisk tankegang i kommunens byggeri

·         Bæredygtigt indkøb. Afprøvning af dansk certificeringsordning på et kommunalt byggeri

·         Indkøb af solceller. Kravspecifikation til indkøb, kortlægning af potentiale og mulige udbudsformer

·         Lavenergibyggeri. Igangsættelse af to pilotprojekter i Bygningsklasse 2020

·         Renovering af eksisterende bygninger. Igangsættelse af to pilotprojekter om helhedsrenovering med store energibesparelser.

Ligeledes forpligtes forvaltningerne til at gennemføre følgende tiltag/initiativer:

·         Inddrage levetidsomkostninger som tildelingskriterium på elforbrugende produkter, hvor dette er muligt

·         Deltage i uddannelsen om grønne udbud/indkøb med mindst to ansatte

·         Synliggøre grønne produkter i Netbutikken

·         Synliggøre på udbudsplanerne, hvilke udbud, der forventes at inddrage et grønt vækst perspektiv

·         Sikre løbende opfølgning og egen evaluering på grønne indsatsområder.

·      Henvendelse til staten: Økonomiforvaltningen foreslår, at Overborgmesteren viderebringer et ønske til Regeringen om, at dens bebudede strategi for intelligent offentligt indkøb på tværs af ministerier og myndighedsniveauer, jf. regeringsgrundlaget, indeholder en ambitiøs national handleplan for offentlige indkøb og grøn vækst med konkrete mål og prioriteringer, herunder udbredelse af fælles værktøjer, standarder og fælles offentlige indkøb.

Økonomi

Københavns Kommunes indkøb af varer og tjenesteydelser udgjorde ca. 8,7 mia. kr. i 2010 (eksklusiv betalinger til andre offentlige myndigheder). Indsatsen for at fremme grøn vækst gennem indkøb skal på den ene side bidrage til at skabe effektiviseringer i kommunen via eksempelvis energibesparelser, jf. konklusionerne i Concito-rapporten, dels tilskynde til udvikling af grøn innovation hos virksomheder.

Nogle indsatser kan isoleret set indebære merudgifter for kommunen på kort og mellemlangt sigt, mod en forventet effekt om markedsmodning, CO2-reduktion og økonomiske gevinster på længere sigt, jf. eksempelvis kommunens satsning på køb af el- og brintbiler. Sådanne indsatser kan evt. indgå i budgetforhandlingerne, eller der kan søges om ekstern medfinansiering, for eksempel gennem EU-fonde.

Økonomiforvaltningen vurderer, at transaktionsomkostninger ved at tilrettelægge grønne indkøb kan udgøre en barriere. Derfor er en fælles indsats på tværs af offentlige myndigheder central, jf. forslaget om en henvendelse til staten.

Videre proces

Økonomiforvaltningen har ansvaret for at tilbyde undervisning og stille værktøjer til rådighed til forvaltningerne. De konkrete indsatsområder i strategien gennemføres af de enkelte forvaltninger, og forvaltningerne vurderer løbende nye udbudsområders egnethed i forhold til grøn vækst-potentiale. Strategien evalueres sammen med kommunens indkøbspolitik og udbudsstrategi, der begge udløber i 2014

         Claus Juhl                                         /Bjarne Winge

Beslutning

Økonomiudvalgets beslutning den 20. marts 2012

Indstillingen blev anbefalet.

Til top