Mødedato: 20.03.2012, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Københavns Brandvæsens selvforvaltningsaftale 2012

Se alle bilag

Fornyelse af selvforvaltningsaftale mellem Beredskabskommissionen, Økonomiudvalget og Københavns Brandvæsen.

Tidligere beslutninger

Beredskabskommissionen anbefaler,

1.                     at selvforvaltningsaftalen mellem Beredskabskommissionen, Økonomiudvalget og Københavns Brandvæsen for 2012, jf. bilag 1, godkendes.

Indstilling og beslutning

Beredskabskommissionen indstiller over for Økonomiudvalget,

1.                     at selvforvaltningsaftalen mellem Beredskabskommissionen, Økonomiudvalget og Københavns Brandvæsen for 2012, jf. bilag 1, godkendes.

Problemstilling

De kontraktlige forhold mellem Beredskabskommissionen (BSK), Økonomiudvalget (ØU) og Københavns Brandvæsen (KB) har tidligere bestået af en årlig genforhandlet virksomhedskontrakt samt en treårig selvforvaltningsaftale. Med denne indstilling samles de i én selvforvaltningsaftale (bilag 1), som er gældende for perioden 1. januar 2012 til 31. december 2014. Aftalens bilag 1, der omhandler mål og resultatkrav, fornys hvert år, og aftalens bilag 2 og 3 vedrørende snitflader og procedure for opfølgning fornys efter behov. Selvforvaltningsaftalen beskriver Københavns Kommunes kompetenceforhold inden for det kommunale beredskab, jf. BR 203/06. Som i de tidligere aftaler lægges der vægt på at sikre KB's fleksibilitet  i opgaveløsningen og derigennem øge forretningsgørelsen og konkurrenceevnen på indtægtsdækkede aktiviteter. Dette inkluderer, at KB har adgang til at opspare til f.eks. investeringer ved at overføre overskud eller mindreforbrug til næste budgetår. Overførelsesadgangen er dog underlagt de gældende regler for overførelser, hvorfor de skal godkendes konkret af Borgerrepræsentationen.

BSK har ansvaret for den umiddelbare varetagelse af redningsberedskabet og de opgaver, der fremgår af beredskabslovens §§ 34-37 (forebyggende foranstaltninger i forhold til brandfare og forsvarlige rednings- og slukningsmuligheder). ØU har ansvaret for de øvrige opgaver vedrørende KB, bl.a. alarmcentralen og patienttransport i form af akut ambulancetjeneste, sygetransporttjeneste, psykiatriambulance og akutlægebil.

KB er den koncernenhed, der på tværs af forvaltninger løser opgaver i relation til beredskab og sikkerhed. Formålet med vedlagte selvforvaltningsaftale (bilag 1) er at regulere styringen af KB som en kontraktstyret virksomhed under ØU. Den løbende opfølgning i forhold til selvforvaltningsaftalen varetages af Økonomiforvaltningen (ØKF) i forbindelse med faste 6-ugersmøder mellem KB’s og ØKF’s direktioner. Udover løbende opfølgning på mål og resultatkrav i dette regi vil selvforvaltningsaftalen fortsat blive forelagt BSK og ØU, hvis der forekommer ændringer af væsentlig karakter. KB’s mål og resultatkrav fremlægges for BSK og ØU til godkendelse hvert år.

Løsning

KB og ØKF har udarbejdet en ny selvforvaltningsaftale for 2012 til 2014 med justerede mål og resultatkrav. Følgende er en overordnet gennemgang af forslag til KB’s væsentligste mål og resultatkrav i 2012:

Responstider
Responstider for KB’s brand- og redningsberedskab skal være max. 10 minutter ved 98 % af udrykningerne.
Status ultimo november 2011 var 97,5 %.

Brand- og redningsdisponeringer

95 % af Alarmcentralens brand- og redningsdisponeringer af KB's ildløstjeneste (kørsel 1 ture) skal have fundet sted indenfor 1 minut. Status ultimo november 2011 var 95 %.

Eksekvering
Der må ikke være forsinkelse på KB's projektportefølje med udgangen af 2012.

Robust kommune og sikker by
KB skal medvirke til at understøtte København som en robust kommune og en sikker by. Derfor:

 

  1. KB gennemfører i 2012 en analyse af sikkerheds- og sikringsområdet med henblik på en ændret varetagelse af sikkerheds- og sikringsområdet i kommunen i 2013. Analysen skal resultere i en business case med henblik på at indgå i budgetforhandlingerne til 2013.Analysen vil bl.a. sætte fokus på:

    - Overvågning af tyverialarmer/videoovervågning

    - Overvågning af kommunens bygninger til bl.a. forebyggelse af skader mv. (hærværk, vandmålere, elevatorer, toiletter mv.)

    - Installation og drift af tyverialarmer, brandalarmer, videoovervågningsudstyr

    - Vægtertjeneste på tværs af kommunen. Herunder rundering i bygninger, lukkebesøg

    - Skadeforebyggende tiltag – afdækning af ruder, døre etc.

    - Indkøb og service af beredskabsmateriel i kommunens institutioner, herunder fx udarbejdelse af beredskabsplaner.

     

  2. KB uddanner fortsat brandkadetter – 36 i 2012 - og gennemfører en evaluering af projektet med henblik på evt. permanentgørelse af brandkadet/ungdomsbrandkorpset.

  3. Brandkadetterne deltager i mindst fire tryghedsskabende aktiviteter, der kan medvirke til at understøtte Sikker By dagsordenen, fx opvisninger og uddannelse af jævnaldrene i brandsikkerhed og førstehjælp i lokalområdet.

  4. KB vil i forbindelse med Åbent Hus arrangementer i foråret invitere Sikker By med.

  5. Udvikling af proaktivt kriseberedskab for at give en tidlig advarsel om uroligheder til understøttelse af bl.a. SSP og Sikker By, fx i form af hotspotanalyser.

  6. Oprettelse af vægtertjeneste i KB for styrkelse af det almindelige beredskab og til tryghedsskabende aktiviteter, jf. pkt. 1. Kan også bidrage til at understøtte Sikker By dagsordenen.

  7. KB afdækker mulighederne for, hvorledes puljen af frivillige kan indgå i øvrige forvaltningers beredskabstiltag.

  8. KB tilvejebringer og tilsikrer udbringning samt drift af en ”krisekasse” med materialer, der skal anvendes ved krisehåndtering på institutionsniveau. Fx markeringsveste til ansatte etc.

Videre proces

Efter godkendelse underskrives selvforvaltningsaftalen af beredskabschefen i KB og den ansvarlige direktør i ØKF.

Claus Juhl                                                  /Bjarne Winge

Oversigt over politisk behandling

Beredskabskommissionens beslutning i skriftlig votering 6. - 13.marts 2012
Indstillingen blev anbefalet.

Beslutning

Økonomiudvalgets beslutning den 20. marts 2012

Indstillingen blev godkendt.

Til top