Mødedato: 20.02.2018, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Modtagelse af tillægskøbesum fra Frederiksberg Kommune (Konservatoriegrunden)

Der skal tages stilling til en tillægskøbesum på Konservatoriegrunden.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler

  1. at der betales en tillægskøbesum på i alt kr. 2.152.650 for indretningen af boliger på ejendommen med matr. nr. 19bg Frederiksberg, beliggende Jakob Dannefærdsvej 15, 1973 Frederiksberg C. Beløbet indtægtsføres i 2018 på Økonomiudvalgets bevilling 'Salg af rettigheder mv.'.

Problemstilling

Frederiksberg Kommune købte i 2014 ejendommen med matr.nr. 19bg Frederiksberg af FS Ejendomsselskab A/S. Ejendommen er naboejendom til den ejendom (med matr.nr. 19be Frederiksberg), hvor Radiohuset (Danmarks Radio) tidligere har været beliggende, og som nu huser Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Begge ejendomme blev i 1938 solgt af Københavns Kommune til Statsradiofonien (nu Danmarks Radio). I forbindelse med salget blev ejendommene pålagt en deklaration, hvori anvendelsen blev fastlagt til bebyggelse med bygninger til brug for Statsradiofonien, derunder bygninger til tjenesteboliger. Anden anvendelse er, jf. deklarationen, ikke tilladt.

Frederiksberg Kommune ønsker at opføre en kultur- og musikskole på ejendommen, ligesom der ønskes indrettet 339 etm2 (etage m2) til permanente flygtningeboliger i en eksisterende bygning.

Løsning

Økonomiforvaltningen har vurderet, at deklarationens bestemmelse om, at ejendommen skal anvendes til bebyggelse med bygninger til brug for Statsradiofonien, derunder bygninger til tjenesteboliger, er at sidestille med en anvendelse til offentlige formål. Det er således vurderingen, at etableringen af en kultur- og musikskole er forenelig med deklarationens anvendelsesbestemmelse og derfor ikke udløser krav om tillægskøbesum.

For så vidt angår indretningen af 339 etm2 til permanente flygtningeboliger er det Økonomiforvaltningens vurdering, at anvendelsen ikke ligger inden for den i deklarationen tilladte anvendelse. Københavns Kommune betinger sig således tillægskøbesum for at acceptere den ændrede anvendelse.

Tillægskøbesummen opgøres som værdien af forskellen mellem det allerede tilladte formål (offentlige formål) og den påtænkte anvendelse til boligformål. Byggeretsprisen for offentlige formål er vurderet til kr. 3.050 pr. etm2. Byggeretsprisen for boliger er vurderet til kr. 9.400 pr. etm2. Tillægskøbesummen opgøres således til forskellen mellem kr. 9.400 pr. etm2 og kr. 3.050 pr. etm2 – kr. 6.350 pr. etm2.

Frederiksberg Kommune betaler en samlet tillægskøbesum på kr. 2.152.650 (339 etm2 x kr. 6.350).

Frederiksberg Kommune indestår for beløbets betaling ved Borgerrepræsentationens godkendelse af indstillingen.

Økonomi

Indtægten indtægtsføres i 2018 på Økonomiudvalgets bevilling 'Salg af rettigheder mv.'.

Videre proces

Hvis sagen godkendes af Borgerrepræsentationen, udarbejder og underskriver Økonomiforvaltningen en påtegning på ejendommens blad i tingbogen, hvoraf det fremgår, hvilken anvendelse og hvilket antal etagekvadratmeter, der er betalt tillægskøbesum for.

 

Peter Stensgaard Mørch                                            /Søren Tegen Pedersen

Beslutning

Dagsordenspunkt 8. Modtagelse af tillægskøbesum fra Frederiksberg Kommune (Konservatoriegrunden) (2018-0032371)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 20. februar 2018

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

 

Til top