Mødedato: 20.02.2018, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Ideoplæg til helhedsplan for Kløvermarken

Se alle bilag

I budgetaftalen for 2018 anmodede Borgerrepræsentationen Kultur- og Fritidsforvaltningen om at udarbejde en helhedsplan for Kløvermarken. Helhedsplanen skulle forelægges Økonomiudvalget forud for overførselssagen 2017-2018.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning (bilag 1) om at tage afsæt i ideoplæg til helhedsplan i det videre arbejde for udviklingen af Kløvermarken tages til efterretning.

Problemstilling

Kløvermarken er et område på det nordlige amager, som i dag huser Kløvermarkens Idrætsanlæg. Idrætsanlægget er hjemsted for række forskellige idrætsgrene som fodbold, cricket, vægtløftning med flere. Kløvermarkens Idrætsanlæg ligger tæt på centrum og har både lokal og bydækkende funktion.

I budgetaftalen for 2018 vedtog Borgerrepræsentationen følgende hensigtserklæring vedrørende en ny helhedsplan for Kløvermarken: ”Parterne er enige om at understøtte klubbernes indsats i forhold til at sikre tilstrækkelige faciliteter på både drenge- og pigesiden. Kultur- og Fritidsforvaltningen anmodes om at udarbejde en helhedsplan sammen med idrætsforeningerne omkring Kløvermarken, herunder forslag til udvikling af Ketsjersportens Hus, fælles idrætsfaciliteter, klublokaler og omklædningsforhold til begge køn. Helhedsplanen forelægges Økonomiudvalget forud for overførselssagen 2017-2018.”

Løsning

Det har inden for den afsatte tidsramme og det økonomiske råderum ikke været muligt at udarbejde en helhedsplan, der både kræver ekstern rådgivning og omfattende afdækning af planforhold med videre. Kultur- og Fritidsforvaltningen har derfor fremlagt de lokale idrætsforeningers ideoplæg til en helhedsplan (bilag 2).

Ideoplæg til helhedsplan
Ideoplægget beskriver tre forskellige scenarier for udviklingen af Kløvermarken. I processen er idrætsforeningerne blevet enige om et oplæg, der kombinere to af scenarierne. Hovedgrebet i idéoplægget er at samle de mange små klubber i tre fælles klubhus-enheder af varierende størrelse. Det muliggør et styrket klubmiljø, hvor de aktive kan mødes i regi af egen forening og på tværs i en fælles café og udendørs opholdsområder. Pladsmanglen forhindrer på nuværende tidspunkt klubberne i at udnytte den potentielle medlemsvækst, der er på grund af stigende interesse for kvindefodbold. Udvidelsen af klubfaciliteter vil således give plads til flere medlemmer og anses for vigtig i forhold til at fastholde og tiltrække kvindelige medlemmer. Klubbernes egenidentiteter søges bevaret ved at lade omklædningsrum/klubhuse være selvstændige bygninger i enheden.

Nogle af græsbanerne omdannes til kunstgræsbaner 11-mandsfodbold, spil på små baner, boldleg og alternativ træning. To af 11-mandsbanerne etableres som opvisningsbaner.

Idrætsanlægget åbnes op for andre brugere ved at integrere fire nye idrætshaller i klubhusenhederne; en kampsportshal, en badmintonhal, en fodboldhal og en hal til den øvrige idræt. Dette vil imødekomme mange idrætsforeningers ønske om haltid og afhjælpe Amager Badminton Clubs og Amager Judoskoles udfordringer med huslejestigninger i private lejemål. 

Foruden faciliteter til de organiserede idrætsforeninger foreslås anlæg af en aktivitetssti rundt om anlægget. Det vil være en rundstrækning på ca. 2.500 m. med aktivitetsspot til f.eks. atletik, koordination, balance, spring mm. Aktivitetsstien vil både være en attraktiv arena for de hjemhørende idrætsklubber og et udflugtsmål for andre lokale borgere og idrætsaktive københavnere.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Kultur- og Fritidsforvaltningen vil til overførselssagen 2017-2018 udarbejde et budgetnotat, hvor Kultur- og Fritidsforvaltningen søger en screeningsbevilling til det videre arbejde med planlægning af Kløvermarken. Såfremt der bevilges midler, påbegyndes arbejdet med at undersøge behov og muligheder for udviklingen af Kløvermarken. 

 

Peter Stensgaard Mørch                                            /Søren Tegen Pedersen

Beslutning

Dagsordenspunkt 5. Ideoplæg til helhedsplan for Kløvermarken (2018-0038866)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 20. februar 2018

Indstillingen blev taget til efterretning uden afstemning.

Enhedslisten og Alternativet afgav følgende protokolbemærkning:

”Partierne tager sagen til efterretning og forventer at Teknik- og Miljøforvaltningen inddrages i den videre proces”.

 

Til top