Mødedato: 19.08.2020, kl. 11:00
Mødested: Schæffergården, Jægersborg Alle 166, 2820 Gentofte

Afrapportering på Sikker By strategien 2020

Se alle bilag

Økonomiudvalget orienteres årligt om status på målene og principperne i Sikker By strategien for 2018-2021. I 2020 er to ud af strategiens seks mål nået, mens yderligere to mål er delvist nået.

Afrapporteringen ledsages af en faglig vurdering af udviklingen i kriminalitet og tryghed det seneste år fra hhv. Københavns Politi og SSP København (bilag 1 og 2). Overordnet beskriver politiet og SSP, at trygheden i Københavns Kommune er høj, og at der aktuelt er forholdsvist roligt i ungemiljøerne i København.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,

  1. at status på mål i Sikker By strategi 2018-2021 tages til efterretning.

Problemstilling

I forbindelse med Borgerrepræsentationens vedtagelse af Sikker By strategi 2018-2021 den 1. marts 2018 blev det besluttet, at Økonomiudvalget en gang årligt skal forelægges en afrapportering på strategiens principper og mål. Afrapporteringen ledsages af en faglig vurdering af udviklingen i kriminalitet og tryghed det seneste år fra hhv. Københavns Politi og SSP København.

Løsning

Strategien er gældende for perioden 2018-2021, og det er tredje gang, der gøres status på principperne og målene.

Status på Sikker By strategiens principper

Formålet med Sikker By strategien er at sikre, at alle dele af kommunen, i samarbejde med politiet, trækker i samme retning, når det kommer til at forebygge kriminalitet og øge tryghed i København. Det sker ud fra Sikker By strategiens seks principper. I strategien fremgår det, at alle fagudvalg er forpligtet til at arbejde for at styrke og udvikle indsatsen på området på baggrund af principperne. Nedenfor følger eksempler på, hvordan der på tværs af forvaltningerne arbejdes med de seks principper.

Tabel 1: Eksempler på opfølgning på principperne i Sikker By strategi 2018-2021

 

Princip

Udvalgte indsatser

 

1. Vi samarbejder bredt for at sikre helhedsorienterede og koordinerede løsninger på kriminalitets- og tryghedsudfordringer i København.

  • Temadrøftelse på Sikker By arbejds- og styregruppemøder om virkningsfulde kriminalpræventive indsatser i boligsociale områder og nyt fokus på tilbagevendende utryghedsskabende udfordringer i byen.
  • Ny arbejdsgruppe bestående af medlemmer fra alle syv forvaltninger kortlægger og registrerer kommunens tv-overvågning.
  • Nyetableret koordinerende funktion i Kultur- og Fritidsforvaltningen på tryghedsområdet, der styrker samarbejdet mellem forvaltningen og Sikker By.

 

2. Vi tager afsæt i den bedste viden om, hvad der virker, og vi måler effekten af, det vi gør.

  • Styrket samarbejde mellem Københavns Politi og kommunale medarbejdere i Din Betjent regi.
  • Evaluering af Din Betjent-seminarer og kampagner.
  • Effektopfølgning af kommunens kriminalpræventive indsatser samt den årlige tryghedsundersøgelse.

 

3. Vi kender til og sætter ind overfor alle børn og unge i København, der er i risiko for at blive kriminelle.

  • Børne- og Ungdomsforvaltningens opsøgende klubmedarbejdere og Socialforvaltningens gadeplansindsats arbejder fokuseret på at øge kendskab til børn og unge, som ikke allerede er i berøring med kommunens tilbud og indsatser.
  • Socialforvaltningen har indført screeningsredskabet YLS/CMI for at kunne vurdere risikoen for tilbagefald til kriminalitet for unge i alderen 12-17 år og identificere udslagsgivende risikofaktorer.
  • Klubbydelsplanerne styrker forebyggende og opsøgende arbejde i og uden for fritidscentrene samt muligheden for at være tilstede i byen i akutte situationer.
  • Kultur- og Fritidsforvaltningens indsatser introducerer, inkluderer og fastholder børn i udsatte byområder i foreningslivet, fx gennem FerieCamps.

 

4. Vi sikrer, at det er uattraktivt at være bandemedlem i København, og vi understøtter, at de, der ønsker at forlade de kriminelle miljøer, får mulighed for det.

  • Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens aktiveringsindsats over for ledige borgere med banderelationer.
  • Enheden for Kriminalpræventive Indsatsers exit-forløb.
  • Ny strategisk samarbejdsaftale mellem Københavns Kommune og Københavns Politi med fokus på bekæmpelse af rocker- og bandegrupperinger samt rekruttering til rocker og bandemiljøet i hele København.
  • Sammen om Familiens forebyggende arbejde med familier på Bispebjerg og Ydre Nørrebro.

 

5. Vi understøtter en god udvikling i lokalområder med tryghedsudfordringer gennem målrettede indsatser og strategisk fokus.

  • Halinspektører i Bellahøjhallerne, Sundby Idrætspark, Ryparken Idrætsanlæg og Vanløsehallerne.
  • Natteværter i Indre By.
  • Ungdomsklubben Jokeren og fritidsklubben Remisevænget flyttes til Sundby Idrætspark, hvor der etableres et ungecenter.
  • Forsøgsordning med klubkoncept i Smedetoften i Nordvest.
  • Fortsat implementering af tryghedsløft i områder med tryghedsudfordringer.

 

6. Vi samarbejder om at styrke unges tilknytning til samfundet som værn mod ekstremisme og sætter ind over for københavnere i ekstremistiske miljøer

  • Fokus på fireårig skoleindsats, der skal styrke de københavnske folkeskoleelevers kritiske kompetencer i forhold til fx online propaganda og demokratiske spilleregler i samfundet.
  • Udvikling af en opsøgende indsats overfor miljøer med risiko for ekstremisme.

I bilag 3 er eksemplerne uddybet og der er flere eksempler.

Status på Sikker By strategiens mål

Strategiens mål er at skabe en tryg by med mindre kriminalitet. Dette følges via to overordnede mål (1-2) og fire delmål (A-D). Målene skal være opfyldt ved strategiens udløb i 2021. I 2020 er to ud af de seks mål nået, mens yderligere to mål er delvist nået. Nedenfor følger status for de enkelte mål i strategien.

Tabel 2: Opfølgning på målene i Sikker By strategi 2018-2021

Mål

Indikator

Baseline

Status 2019

Målopfyldelse

1) Øget tryghed

 

Andelen af københavnere, der er utrygge i deres nabolag, skal falde kontinuerligt, så den i 2021 ikke overstiger 5 %.

 

9 % i 2017

 

I 2020 er 9 % af København-erne utrygge i deres nabolag. Det er på niveau med antallet i 2017.

Målet er ikke nået.

2) Mindre kriminalitet

 

Antallet af anmeldelser af borgervendt kriminalitet pr. 1000 indbyggere i København skal falde kontinuerligt, så andelen i 2021 ikke overstiger 72 pr. 1000 indbyggere.

 

82,7 pr. 1000 indbyggere i 2016.

 

I 2019 blev der i hele København anmeldt 34.662 tilfælde af borgervendt kriminalitet, svarende til 55,6 anmeldelser pr. 1000 indbyggere. Antallet af anmeldelser pr. 1000 indbyggere er dermed faldet siden 2016.

Målet er nået.

A) Færre københavnske unge begår kriminalitet

 

Andelen af unge københavnere mellem 15 og 17 år, som sigtes for overtrædelse af straffeloven, skal falde kontinuerligt og i 2021 nærme sig gennemsnittet for de øvrige store byer i Danmark.

 

2,8 % i København i 2016, mens andelen var 2,0% i Aarhus, Odense, Aalborg og Esbjerg.

Andelen af unge mellem 15-17 år i København, som sigtes for overtrædelse af straffeloven, udgør 2,7 % i 2019. Andelen er fortsat højere end gennemsnittet for de øvrige fire store byer, som er på 2,0 % i 2019, men københavner-niveauet nærmet sig gennemsnittet for de øvrige store byer sammenlignet med 2016.

Målet er nået.

B) Færre unge mellem 18 og 25 år begår alvorlig eller personfarlig kriminalitet

 

Andelen af københavnere mellem 18 og 25 år, som sigtes for alvorlig eller personfarlig kriminalitet, skal falde kontinuerligt og i 2021 nærme sig gennemsnittet for de øvrige store byer i Danmark.

 

1,1 % i København i 2016, 1,0 % i Aarhus, Odense, Aalborg og Esbjerg i 2016.

 

Andelen af københavnere mellem 18-25 år, som sigtes for alvorlig eller personfarlige kriminalitet, er i 2019 på 1,2 %. Gennemsnittet for Århus, Odense, Aalborg og Esbjerg er 1,2 % i 2019. Dermed er begge gennemsnit steget, men i år er niveauet i København på niveau med de øvrige fire store byer i Danmark.

Målet er delvist nået.

C) Færre bande-medlemmer i København

 

Københavns Politi vurderer, at situationen i bandemiljøet udvikler sig i en positiv retning, og frem mod 2021 sker der et gradvist fald i antallet af registrerede rockere- og bandemed-lemmer i København.

 

290 registrerede rockere og bandemed-lemmer i Københavns Politikreds ved udgangen af 1. kvartal 2017.

Der var pr. 5. februar 2020 registreret 255 rocker- og bandemed-lemmer i Københavns Politikreds. Dette er et fald i forhold til baseline, men en stigning i forhold til 2019, og der er således ikke sket et gradvist fald. Stigningen fra 2019 er dog ikke en simpel stigning men derimod udskiftninger. Københavns Politi vurderer, at der er en stigning i antallet af registrerede bandemed-lemmer og et beskedent fald i antallet af registrerede rockere.

Målet er delvist nået.

D) I 2021 er der ingen bydele med mere end 10 % utrygge borgere.

I 2021 er der ingen bydele med mere end 10 % utrygge borgere.

 

5 bydele med mere end 10 % utrygge borgere i 2017.

5 ud af 13 bydele har i 2020 mere end 10 % utrygge. Dette er på niveau med 2017, men der er ikke tale om de samme fem bydele.

Målet er ikke nået.

 

Note 1: Det bemærkes, at der til afrapportering af målet om, at færre københavnske unge begår kriminalitet, tidligere blev anvendt tal fra Justitsministeriet. Siden 2019 er data i stedet leveret af Danmarks Statistik for at sikre, at data foreligger i tide for afrapporteringen. Da Justitsministeriet og Danmarks Statistik anvender forskellige opgørelsesmetoder er der ikke fuld overensstemmelse mellem tallene, når de sammenlignes bagud i tid. Baseline er derfor tilpasset data fra Danmarks statistik.

Note 2: Det bemærkes yderligere, at definitionen af personfarlig kriminalitet er blevet ændret, så den passer med Rigspolitiets definition. Ændringerne er ført tilbage i tid, så også baseline for 2016 er ændret. Til afrapportering af dette mål blev der tidligere anvendt tal fra Justitsministeriet. Siden 2019 er data i stedet leveret af Danmarks Statistik for at sikre, at data foreligger i tide for afrapporteringen. Da Justitsministeriet og Danmarks Statistik anvender forskellige opgørelsesmetoder er der ikke fuld overensstemmelse mellem tallene, når de sammenlignes bagud i tid. Baseline er derfor tilpasset data fra Danmarks statistik.

Faglige vurderinger fra Københavns Politi og SSP

Københavns Politi oplyser jf. bilag 1:

  • Trygheden i Københavns Kommune er høj. Det viser Politiets Tryghedsundersøgelse fra 2019. Undersøgelsen viser, at trygheden er på niveau med 2018. Dette gælder også i fire ud af fem af de særligt udsatte boligområder (SUB-områderne).
  • Københavns Politi påpeger, at antallet af anmeldelser om overtrædelser af straffeloven er steget fra 2018 til 2019, mens antallet af anmeldelser om borgervendt kriminalitet faldet i samme periode.
  • Københavns Politi har i 2019 oprettet en såkaldt tryghedsgruppe for at sikre trygge og tilfredse borgere. Gruppen screener hver dag politikredsens døgnrapport og systemer for borgere, som det vurderes at være gavnligt at afholde en såkaldt tryghedssamtale med. Ifølge Københavns Politis blev der i 2019 afholdt samtaler med mere end 800 borgere.
  • Bandekonflikten fyldte i 2019 fortsat hos Københavns Politi, men konflikten varierede i intensitet i løbet af året. Københavns Politi etablerede i efteråret 2019 en visitationszone i Københavns Kommune, der blev forlænget ad flere omgange indtil den 6. januar 2020. Etableringen og forlængelser havde baggrund i en voldelig konflikt mellem to grupperinger. Der var imidlertid også længerevarende perioder i 2019 uden megen aktivitet i rocker- og bandemiljøet.

SSP oplyser jf. bilag 2:

  • Der har fra sommeren 2019 frem til nu været spændinger i bandemiljøet, hvilket flere gange er resulteret i visitationszoner. Bandesituationen har dog ikke i perioden givet anledning til at iværksætte ekstraordinære indsatser for unge under 18 år, men der er et kontinuerligt fokus på unge, der føler sig tiltrukket af bandemiljøet.
  • I 2019 og til dels også i 2020 har indsatsen omkring Stram Kurs’ demonstrationer trukket væsentligt på ressourcerne hos parterne i SSP. Der er af og til enkelte små optrin med unge, men der bliver hurtigt taget hånd om disse gennem det yderst vellykkede samarbejde mellem SSP, forvaltningerne og politiet.
  • Der er stadig udfordringer med unge, der hænger ud på offentlige arealer (fx Islands Brygge og Kongens Have), og på kommunens matrikler (fx kulturhuse og multihaller). De unge kommer både fra Københavns Kommune og fra andre kommuner på Sjælland. En lille gruppe af disse har en utryghedsskabende og uhensigtsmæssig adfærd. SSP København har siden 2017 haft en beredskabsplan med fokus på ungegruppers udadreagerende og utryghedsskabende adfærd.
  • I forbindelse med situationen omkring Covid-19 aktiverede SSP en beredskabsplan med fokus på unges uhensigtsmæssige og utryghedsskabende adfærd. Der har været et velfungerende samarbejde mellem alle forvaltninger i Københavns Kommune, Københavns Politi, byens helhedsplaner, mv. Det er SSP Københavns vurdering, at der til trods for de mange foranstaltninger, der er foretaget grundet Covid 19, aktuelt er forholdsvis roligt i København i ungemiljøerne.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Økonomiudvalget vil få forelagt næste års afrapportering for Sikker By strategien i august 2021.

 

Søren Hartmann Hede                              / Søren Tegen Pedersen

Beslutning

Dagsordenspunkt 7: Afrapportering på Sikker By strategien 2020 (2020-0108991)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 19. august 2020

Indstillingen blev taget til efterretning uden afstemning.

Til top