Mødedato: 19.08.2020, kl. 11:00
Mødested: Schæffergården, Jægersborg Alle 166, 2820 Gentofte

Bevillingsmæssige ændringer og anlægsbevillinger pr. august 2020

Se alle bilag

Med denne sag kan udvalgene søge om bevillingsmæssige ændringer i 2020 og frem, for ukomplicerede sager af teknisk karakter. Desuden kan der gives anlægsbevilling til anlægsprojekter, der er tilstrækkeligt belyst og af mindre omfang.

I Økonomiaftalen for 2021 blev der afsat midler i 2020 til overførselsområdet, herunder særligt beskæftigelse, og kompensation for udgifter relateret til COVID-19 samt foretaget regulering af bloktilskuddet som følge af blandt andet Det Udvidede Totalbalanceprincip (DUT). Konsekvenserne af Økonomiaftalen i 2020 er indarbejdet i denne sag.

Der foretages omplaceringer inden for og mellem udvalgene på brutto 177,1 mio. kr. i 2020. Dertil kommer en nettotilførsel til kassen på 1.461,7 mio. kr., hvoraf 1.422,0 mio. kr. isoleret set opbygger reel kasse i denne sag. Den samlede tilførsel til kassen vedrører hovedsageligt midtvejsregulering på beskæftigelsesområdet og overførsler, som modsvares af en kassereservation til håndtering af merudgifter på overførselsområdet samt håndtering af øvrige COVID-19 udgifter på service og anlæg.

Økonomiudvalget og Teknik- og Miljøudvalget tildeles anlægsbevillinger til to projekter på netto -3,8 mio. kr.

Med de ovennævnte bevillingsmæssige ændringer og efter indregning af forventede ændringer som følge af augustprognosen udgør reel kasse 1.115,3 mio. kr. og servicebufferpuljen 105,4 mio. kr.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at de foreslåede bevillingsmæssige omplaceringer og konverteringer mellem styringsområder, inden for og mellem udvalg, af teknisk karakter, som ikke har likviditetseffekt, på 177,1 mio. kr. i 2020 godkendes, jf. bilag 1-3,
  2. at de foreslåede bevillingsmæssige omplaceringer med likviditetseffekt på netto 1.461,7 mio. kr. (kasseopbygning) i 2020, hvoraf 1.422,0 mio. kr. isoleret set påvirker reel kasse (kasseopbygning), godkendes, jf. bilag 4 og 5,
  3. at det tages til efterretning, at Københavns Kommunes serviceramme er nedjusteret med 80,3 mio. kr., som følge af ændrede pris- og lønforudsætninger for 2020, Det Udvidede Totalbalanceprincip (DUT) og øvrige reguleringer,
  4. at det godkendes, at udvalgenes budgetter nedjusteres med i alt 78,7 mio. kr., som følge af ændret pris- og lønfremskrivning for 2020, jf. bilag 5,
  5. at det godkendes, at der udmøntes DUT-midler m.v. i 2020 til udvalgene på netto 14,6 mio. kr., jf. bilag 6. Udmøntningen af DUT har samlet en reel kasseeffekt på 48,3 mio. kr.,
  6. at det godkendes, at der på anlæg frigives en indtægtsbevilling på -3,9 mio. kr. samt en udgiftsbevilling på 0,1 mio. kr.,
  7. at Megaeventpuljen periodiseres i overensstemmelse med Økonomiudvalgets udmøntning af puljen til værtsaktiviteter til Tour de France, SailGP, World Capital of Architecture i 2023 og VM i Banecykling i 2024.

Problemstilling

Udvalgene kan søge om budgetomplaceringer inden for og mellem udvalgene med henblik på at sikre overensstemmelse mellem budget og forbrug. Der er tale om bevillingsmæssige ændringer primært af teknisk karakter.

I denne sag indgår de budgetmæssige ændringer, der ikke kan besluttes af udvalget alene, og som derfor kræver en beslutning af Borgerrepræsentationen.

Løsning

Der er bevillingsmæssige omplaceringer inden for og mellem kommunens udvalg, jf. bilag 1-3.

Bevillingsmæssige omplaceringer mellem udvalg i bilag 1-3 er afstemt mellem de implicerede udvalg og har ikke likviditetseffekt. Af bilag 4 fremgår omplaceringer med likviditetseffekt.

Af bilag 5 fremgår omplaceringer vedrørende ændret pris- og lønfremskrivning og af bilag 6 fremgår omplaceringer vedrørende Det Udvidede Totalbalanceprincip (DUT). Omplaceringerne i begge bilag har likviditetseffekt.

En oversigt over omplaceringerne findes i tabel 1.

Tabel 1. Tekniske bruttoomplaceringer i 2020 (1.000 kr.)

Udvalg

Omplaceringer uden likviditets-effekt, brutto

Likviditets-effekt af omplaceringer med modpost på likvide aktiver samt ændret P/L-fremskrivning

DUT, udmøntning med modpost på likvide aktiver

Påvirkning af
udvalgenes service-måltal

(Bilag 1-3)

(Bilag 4-5)

(Bilag 6)

(Bilag 1-6)

Økonomiudvalget

40.409

*1.396.833

-61

-123.983

Sundheds- og Omsorgsudvalget

0

4.632

-4.821

1.238

Børne- og Ungdomsudvalget

31.212

41.342

131

-28.182

Teknik- og Miljøudvalget

56.953

-15.921

-2.995

-2.532

Kultur- og Fritidsudvalget

2.071

10.844

215

-11.072

Socialudvalget

18.819

20.972

-7.679

-12.045

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget

0

2.971

624

-10.927

Borgerrådgiveren

0

28

0

-28

Revisionsudvalget

0

48

0

-48

Servicebufferpuljen

 

 

 

107.240

Omplaceringer mellem udvalg

27.600

 

 

 

I alt

177.064

1.461.748

-14.588

-80.338

* Heraf udgør 1.184,0 mio. kr. en reservation i reel kasse til håndtering af merudgifter på overførselsområdet.

Omplaceringer inden for udvalg uden likviditetseffekt
Udvalgene har mulighed for at søge om budgetomplaceringer inden for det enkelte udvalg med henblik på at sikre overensstemmelse mellem budget og forbrug inden for de allerede vedtagne rammer.

Omplaceringerne omhandler blandt andet følgende:

  • Teknik- og Miljøudvalget omplacerer 39,9 mio. kr. på anlæg vedrørende afregning med over-/underskudsmodellen efter aflagte anlægsregnskaber. Dertil kommer omplaceringer på 15,9 mio. kr. vedrørende overførsel til byfornyelsesrammen efter aflagte anlægsregnskaber.
  • Børne- og Ungdomsudvalget øger indtægts- og udgiftsbudgettet på service med 20,4 mio. kr. til generelt løft af folkeskolen, hvilket udmønter Finanslov 2020.
  • Økonomiudvalget omplacerer 12,5 mio. kr. som følge af forlig i voldgiftssagen på projektet Ørestad Skole. Der overføres bevilling fra puljen afsat i Budget 2016 til formålet.
  • Kultur- og Fritidsudvalget, Socialudvalget samt Teknik- og Miljøudvalget øger i 2020 deres indtægtsbudgetter med 7,3 mio. kr. og øger deres udgiftsbudgetter med 7,4 mio. kr. vedrørende eksternt finansierede projekter, herunder Barndom i balance og Fodboldfællesskaber.  Forskellen mellem indtægter og udgifter skyldes forskydninger mellem årene.

Omplaceringer mellem udvalg uden likviditetseffekt
Udvalgene har mulighed for at søge om budgetomplaceringer på tværs af udvalg med henblik på at sikre overensstemmelse mellem budget og forbrug inden for de allerede vedtagne rammer.

Omplaceringerne omhandler blandt andet følgende:

  • Omplacering fra Beskæftigelses- og Integrationsudvalget til de øvrige udvalg på 8,0 mio. kr. Beskæftigelses- og Integrationsudvalget finansierede tidligere alle kontanthjælpsmodtagere i løntilskud på kommunens arbejdsplads. Med lovændring er udgiften nu en serviceudgift og flyttes derfor ud til forvaltninger i forhold til deres historiske andel.
  • Børne- og Ungdomsudvalget overfører anlægsbevillinger for 5,0 mio. kr. til Byggeri København.
  • Omplaceringer på 3,4 mio. kr. fra Økonomiudvalget til Børne- og Ungdomsudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget samt Teknik- og Miljøudvalget vedrørende huslejekorrektioner.

Omplaceringer med modpost på kassen
Udvalgene har mulighed for at søge om tillægsbevilling med modpost på kassen, uden det har betydning for opgørelsen af den reelle kasse. Når det ikke har betydning for opgørelsen af den reelle kasse, skyldes det enten, at tillægsbevillingen tidligere er indregnet i den reelle kasse, eller at der er tale om en tillægsbevilling med midlertidig effekt, dvs. en reperiodisering eller en ændring på hvile-i-sig-selv-områderne.

Omplaceringer i denne sag tilfører kassen 39,8 mio. kr., der har midlertidig effekt på kassebeholdningen, herunder:

  • Økonomiudvalget tilfører kassen 129,8 mio. kr. på salg af ejendomme som følge af merindtægter fra samlokaliseringscasen idet ejendommene er solgt til en højere pris end budgetlagt. Midlerne reserveres til genopretning af ejendomme og er dermed reel kasse neutralt.
  • Økonomiudvalget fratrækker kassen 105,5 mio. kr. som følge af ændret pris- og lønfremskrivning fra 2019 til 2020. Kassetrækket modsvares af nulstilling af pulje på 26,8 mio. kr. reserveret til formålet samt reduktion af forvaltningernes budgetter på service på 78,7 mio. kr., jf. nedenstående afsnit om ændret pris- og lønfremskrivning.
  • Som følge af COVID-19 udskydes en række aktiviteter under Kultur- og Fritidsudvalget, Teknik- og Miljøudvalget samt Økonomiudvalget for samlet 12,9 mio. kr. på service. Det vedrører primært udskydelse af EM i fodbold samt Tour de France. Midlerne reserveres til endelig planlægning er gennemført.
  • Økonomiudvalget tilfører kassen 12,0 mio. kr. som følge af mindreforbrug på forsikringsordningen. Området skal hvile i sig selv og påvirker dermed ikke reel kasse.
  • Økonomiudvalget tilfører kassen 11,2 mio. kr. som følge af periodisering af Megaeventpuljen. Periodiseres sker i overensstemmelse med Økonomiudvalgets udmøntning af puljen til værtsaktiviteter under Tour de France (den 18. februar 2020), SailGP (den 22. januar 2020), World Capital of Architecture 2023 (den 5. maj 2020) samt VM i Banecykling i 2024 (den 10. september 2019).
  • Teknik- og Miljøudvalget fratrækker kassen 51,9 mio. kr. som følge af beslutning om at pris- og lønfremskrive klimabevillingen på anlæg (jf. beslutning på Borgerrepræsentationens møde den 30. januar 2020). Ligeledes fratrækkes kassen 11,3 mio. kr. som følge af justering af rammen på affaldsområdet. Ændringerne er kasseneutrale, da områderne skal hvile i sig selv.
  • Økonomiudvalget nedjusterer indtægterne med 57,8 mio. kr. som følge af en lavere udbyttegrad i investeringsforeningen, der indgår i driftsregnskabet. Betaling af udbytte har ingen reel kasse effekt, da det ikke ændrer på den samlede formue i investeringsforeningen.
  • I overensstemmelse med beslutning i overførselssagen 2019-2020 genopbygges puljen til uforudsete udgifter på service med 5,1 mio. kr., hvormed puljen samlet set er genopbygget med 40,0 mio. kr. med henblik på finansiering af COVID-19 relaterede udgifter. Genopbygningen er reserveret i reel kasse og har dermed ikke reel kasse effekt.
  • Økonomiudvalget tilfører kassen 9,9 mio. kr. fra finansposterne vedrørende tilskud fra staten jf. maj- og sommerpakken. Pakkerne gives som følge af COVID-19 til fastholdelse af social kontakt for svækkede ældre samt dagsture på plejehjem og botilbud.  Midlerne udmøntes samtidig til Socialudvalget og Sundheds- og Omsorgsudvalget på service, og giver dermed netto nul for reel kasse.

Omplaceringer med reel kassevirkning
Udvalgene har i begrænset omfang mulighed for at søge tillægsbevilling med modpost på kassen, som påvirker opgørelsen af den reelle kasse. Det vil som oftest være, når forudsætningerne for forbruget på de efterspørgselsstyrede overførsler samt finansposterne ændrer sig. Dertil kommer, at det er tilladt at tilføre mindreforbrug til kassen.

Kassen tilføres i denne sag 1.422,0 mio. kr. i 2020, som har reel kasseeffekt, hvis sagen betragtes isoleret. Omplaceringerne vedrører følgende:

  • ·Økonomiudvalget tilfører kassen 1.271,8 mio. kr. som konsekvens af Økonomiaftalen for 2021, hvor kommunerne blandt andet kompenseres for merudgifter til håndtering af COVID-19. Som følge af tidligere reservationer i reel kasse påvirkes den reelle kasse med netto 1.614,3 mio. kr. og består af følgende. Midtvejsregulering på 1.234,0 mio. kr. til håndtering af forventede merudgifter på beskæftigelsesområdet og øvrige overførsler. Det skal bemærkes, at der i sagen om forventet regnskab er indarbejdet en kassereservation til håndtering af forventede merudgifter på overførselsområdet på 1.083,7 mio. kr., der finansieres primært af dette beløb.

Efterregulering af beskæftigelsestilskuddet i 2019 på 122,6 mio. kr.

Kassen tilføres 147,0 mio. kr. som følge af kompensation for lokalt afholdte udgifter ifm. COVID-19. Midlerne forventes udmøntet i særskilt indstilling i august om håndtering af udgifter relateret til COVID-19.

Kassen tilføres 62,8 mio. kr. i midtvejsregulering som følge af DUT. Der udmøntes 14,6 mio. kr. til forvaltningerne, hvormed reel kasse tilføres de resterende 48,3 mio. kr., jf. nedenstående afsnit om DUT.

Modsatrettet sker der modregning i bloktilskuddet vedrørende parkeringsindtægter i 2019 på -273,8 mio. kr., som dog modsvares af en kassereservation på 325,2 mio. kr., og dermed er den reelle kasseeffekt for dette område en forøgelse på 51,4 mio. kr. Modregningen er en konsekvens af, at udligningsreformens nye model for modregning af p-indtægter er gældende for indtægter fra 2019.

Ligeledes er der et kassetræk på 26,4 mio. kr. vedrørende skattesanktion for 2020, da kommunerne under et har hævet skatterne. Der var reserveret 31,9 mio. kr. til skattesanktionen, og dermed er der en reel kasseeffekt på 5,5 mio. kr.

I Økonomiaftalen mellem Staten og KL fremgår det, at bidraget til Voksen Efteruddannelsesstøtte (VEU) på 8,4 mio. kr. tilbagebetales fra staten. Økonomiudvalget tilfører kassen denne indtægt.

Sluttelig fratrækkes kassen 2,8 mio. kr. vedrørende tilskud til kommuner med dårlig udvikling i ledighed, hvor Københavns Kommune er bidragsyder.

  • Økonomiudvalget tilfører kassen 76,2 mio. kr. som følge af forventet mindreforbrug på udbetaling af tjenestemandspension, heraf udgør 40,0 mio. kr. en risikoreserve, der kan bortfalde.
  • Teknik- og Miljøudvalget tilfører kassen 33,8 mio. kr. på baggrund af mindreforbrug i aflagte anlægsregnskaber.
  • Økonomiudvalget tilfører kassen 28,2 mio. kr. som følge af nulstilling af puljen til eventuel demografiregulering af kommunal medfinansiering.
  • Økonomiudvalget tilfører kassen 9,0 mio. kr. som følge af merindtægter ved garantiprovision i forbindelse med kommunal garanti på et lån, HOFOR optager.
  • Børne- og Ungdomsudvalget tilfører kassen 7,2 mio. kr. som følge af delvis annullering af effektiviseringscase vedr. Effektivisering af administrative m2 i områdeforvaltningerne. Det har ikke været muligt at realisere projektet i to af fire områder. Dette som følge af, at ombygningen ville koste mere end det, der er estimeret i businesscasen.
  • Økonomiudvalget fratrækker kassen 11,2 mio. kr. til afregning af fondsmoms på Europaskolen. Midlerne blev afsat i 2017, men blev ikke periodiseret til det år indtægterne realiseres, hvilket er 2020.
  • Øvrige mindre korrektioner der samlet tilfører kassen 7,0 mio. kr.

På baggrund af ovenstående og øvrige effekter indregnet i augustprognosen udgør den reelle kasse 1.115,3 mio. kr. mod 702,5 mio. kr. efter overførselssagen 2019-2020.

Konvertering mellem styringsområderne service, anlæg og finansposter
Udvalgene har mulighed for at søge om budgetomplaceringer mellem styringsområder i de tilfælde, hvor aktiviteterne, midlerne er afsat til, vurderes styringsmæssigt at høre under et andet styringsområde.

Økonomiudvalget konverterer 1,8 mio. kr. fra service til anlæg i 2020, således at budgettet til barselsfonden ligger hvor forbruget afholdes.

Teknik- og Miljøudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget konverterer 0,1 mio. kr. fra service til anlæg i 2020. I forbindelse med forlængelse af boldhegn i Hekla Park overføres 0,1 mio. kr. fra service under Kultur- og Fritidsudvalget til anlæg i Teknik-og Miljøudvalget til dækning af udgifterne.

Der konverteres 0,8 mio. kr. fra service og 0,4 fra anlæg til finansposter i 2020-2023 i forbindelse med omplacering af budget fra Kultur- og Fritidsudvalget, Socialudvalget, Teknik- og Miljøudvalget samt Økonomiudvalget til Økonomiudvalgets finansposter vedrørende afregning af fondsmoms.

Budgetkorrektion som følge af ændret pris- og lønfremskrivning
KL har udmeldt nyt skøn for pris- og lønfremskrivningen fra 2019 til 2020. På baggrund af de nye forudsætninger nedjusteres udvalgenes budgetter med i alt 78,7 mio. kr. på service. Nedjusteringen er, i lighed med tidligere år, foretaget på baggrund af ændringen i satsen for henholdsvis pris og løn. Nedjusteringen er fordelt mellem bevillinger ud fra korrigeret budget på henholdsvis løn og øvrige pr. maj 2020.

Københavns Kommunes serviceramme og bloktilskuddet nedjusteres med 105,5 mio. kr. som følge af den ændrede pris- og lønfremskrivning. Forskellen mellem korrektionen af kommunens samlede serviceramme og udvalgenes servicerammer på 26,8 mio. kr. finansieres af en pulje afsat til faldende pris- og lønsats, som tilgår kassen.

En oversigt over de bevillingsmæssige ændringer som følge af den ændrede pris- og lønfremskrivning fremgår af bilag 5.

DUT
I forbindelse med lov- og cirkulæreprogrammet for 2020 reguleres kommunens bloktilskud med 62,9 mio. kr. mio. kr. i 2020 vedr. DUT og øvrige reguleringer.

I forbindelse med Københavns Kommunes DUT-proces har forvaltningerne i juli 2020 indmeldt de økonomiske konsekvenser af de enkelte lovændringer. Reguleringerne udgør samlet set 14,6 mio. kr., jf. tabel 2. Samlet set udmøntes der 14,1 mio. kr. på service jf. bilag 6. Hertil udmøntes 0,5 mio. kr. på overførsler. Dette giver en afvigelse på 48,3 mio. kr. i 2020, som tilføres kassen, jf. nedenstående tabel og afsnittet om reel kasse:

Tabel 2. Udmøntning af DUT og andre reguleringer i 2020 (1.000 kr., 2020 P/L)

Styringsområde

Modtaget DUT-kompensation

Udmelding af DUT til udvalgene

Difference

Service

15.510

14.118

1.392

Overførsler mv.

59.168

470

58.697

Øvrige reguleringer som tilføres kassen

-11.810

0

-11.810

I alt til udmøntning

62.868

14.589

48.280

Ændringer i overførsler mv. som følge af DUT-kompensation og øvrige lovændringer er indarbejdet i forvaltningernes skøn for udgifterne på overførsler mv. i forbindelse med forvaltningernes regnskabsprognoser. Hermed er det kun indsatsmidler til Beskæftigelses- og Integrationsudvalget, som udmøntes i forbindelse med DUT-processen. Der er desuden ændringer i efterspørgselsstyrede overførsler på socialområdet, som udgør 1,2 mio. kr. i 2020. Samlet udmøntes der dermed 0,5 mio. kr. på overførsler mv.

Anlægsbevillinger til to projekter
Udvalgene kan i denne sag anmode om anlægsbevilling til anlægsprojekter, der er tilstrækkeligt belyst og af mindre omfang. Anlægsbevillingerne fremgår af tabel 3.

Økonomiudvalget anmoder om en indtægtsbevilling på 3,9 mio. kr. til MgO anlægspuljen som følge af indtægter i forbindelse med afgørelser og forlig som afslutning på verserende sager hos Voldgiftsnævnet. Indtægterne overføres til kommunekassen.

Teknik- og Miljøudvalget anmoder om anlægsbevilling på 0,1 mio. kr. til etablering af hegn langs den ene side af fodboldbanen i Heklapark. Midlerne indgår i et større anlægsprojekt vedrørende Heklapark

Tabel 3. Anlægsbevillinger – frigivelse af anlægsmidler (1.000 kr.)

Udvalg

Aktivitet/projekt

Bevilling
(nr. og navn)

Hovedprodukt

Beløb i 1.000 kr.

2020
(2020 P/L)

Økonomiudvalget 

MgO-Puljen (indtægt)

3170 - Københavns Ejendomme, Anlæg

Ejd. vedl. og tek. Drift

-3.924

Teknik- og Miljøudvalget 

Forlængelse af hegn i Hekla park

2000 – Ordinær anlæg

Grønne områder og natur

120

I alt

 

 

 

-3.804

Servicemåltal
Det bemærkes, at servicerammen reduceres med 80,3 mio. kr. i forbindelse med lov- og cirkulæreprogrammet, herunder DUT og øvrige reguleringer samt ændring af pris- og lønfremskrivning. Budgetterne tilpasses som udgangspunkt tilsvarende, hvormed servicebufferpuljen ikke ændres.

Udvalgenes servicemåltal reduceres i 2020 med 187,6 mio. kr. som følge af omplaceringerne i bilag 1-6, som angivet i tabel 1 i henhold til principper for tildeling af servicemåltal. Principperne tilsiger, at udvalgenes budget på serviceområdet udgør udvalgets servicemåltal.

Denne sag tilfører puljen 107,2 mio. kr.  Inklusiv øvrige forventede korrektioner og ændringer indregnet i augustprognosen udgør puljen 105,4 mio. kr.

De væsentligste bevillingsmæssige ændringer for servicebufferpuljen i denne sag er, at

  • Økonomiudvalget tilfører puljen 62,2 mio. kr. som følge af forventet mindreforbrug på udbetaling af tjenestemandspension.
  • Puljen tilføres 12,9 mio. kr. som følge af COVID-19, hvormed der udskydes en række aktiviteter under Kultur- og Fritidsudvalget, Teknik- og Miljøudvalget samt Økonomiudvalget. Det vedrører primært udskydelse af EM i fodbold samt Tour de France.

Økonomi

De bevillingsmæssige konsekvenser fremgår af løsningsafsnittet samt bilag 1-6.

Videre proces

Indstillingen forventes behandlet af Borgerrepræsentationen på mødet den 27. august 2020.

 

Søren Hartmann Hede              /Mads Grønvall

Beslutning

Dagsordenspunkt 5: Bevillingsmæssige ændringer og anlægsbevillinger pr. august 2020 (2020-0180469)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 19. august 2020

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Til top