Mødedato: 19.08.2015, kl. 11:00
Mødested: Comwell, Snekkersten

CO2-neutral kollektiv bustrafik

Se alle bilag
Københavns Kommune har målsætninger om CO2-neutralitet i 2025 og ren luft. For busserne betyder det, at de ifølge henholdsvis klimaplanen og ren luft planen skal være CO2-neutrale  i 2025 og samtidig have reduceret deres udledning af NOx(kemisk betegnelse for nitrøse gasser) og partikler med 60% sammenlignet med 2011. 

På baggrund af et medlemsforslag fra Radikale Venstre, har Borgerrepræsentationen besluttet, at Økonomiforvaltningen, i samarbejde med relevante forvaltninger, skal udarbejde et forslag til politisk behandling om, hvordan Københavns kollektive bustrafik kan omlægges fra dieseldreven bustrafik til en CO2-neutral energiform.

Økonomiforvaltningen har, på baggrund af beslutning i budget 2014, fået udarbejdet en analyse af busteknologivalg, der viser, hvordan klima- og miljømålene for busserne kan nås mest hensigtsmæssigt og omkostningseffektivt (bilag 1). Derudover har Movia vurderet mulighederne for eldrevne havnebusser (bilag 2). Med udgangspunkt i dette materiale er der udarbejdet et budgetnotat med en tidsplan for det videre arbejde med CO2-neutral kollektiv bustrafik (bilag 3).

Indstilling og beslutning

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,

  1. at den vedlagte rapport "Busteknologi i København frem mod 2025" (bilag 1) tages til efterretning,
  2. at det vedlagte notat fra Movia vedrørende CO2-neutrale havnebusser (bilag 2) tages til efterretning,
  3. at det godkendes, at budgetnotatet (bilag 3) indgår i budgetforhandlingerne for 2016 under temaet ’Grøn omstilling og klimatilpasning’.

Problemstilling

En omlægning af den kollektive bustrafik til renere og CO2-neutrale drivmidler indgår i klimaplanen. Omlægning af busdriften vil bidrage til, at Københavns Kommune når klimamålsætningerne. CO2-neutral kollektiv bustrafik vil endvidere reducere støjniveauet fra busserne og bidrage til at forbedre Københavns luftkvalitet, hvilket vil bidrage positivt til folkesundheden.

Busruterne i København er løbende i udbud, hvorefter Movia tegner kontrakt med busoperatørerne i 6-12 år. Busoperatørerne kan selv forlænge kontrakten tre gange af to år, hvis de overholder visse minimumskrav i de første 6, 8 og 10 år. Det betyder, at nogle af de busser, der kører i København i dag, også kører i 2025. Hvis målsætningen om CO2-neutral bustrafik i 2025 skal nås, er øget fokus nødvendigt.

Der kører ca. 550 busser i og gennem Københavns Kommune. Heraf er der i dag to elbusser og yderligere to elbusser på vej fra 2016. Der kører endvidere tre naturgasbusser. Ca. 90% af alle busruter i og gennem København kører i mindst én anden kommune. Omegnskommunerne har således en nøglerolle i indfasningen af ny busteknologi. Fra april 2017 vil der på linje 5A, der er den absolut største buslinje med ca. 20. mio. passagerer om året, køre nye biogasbusser. Den samlede CO2-udledning fra biogasproduktion samt kørsel på linje 5A vil således falde til under nul.

Sammenlignet med de nordiske hovedstæder samt Hamborg, Malmø og Göteborg, er København bagefter, når det gælder ny busteknologi og reduceret CO2-udledning fra den kollektive bustrafik. Movia, Københavns Kommune og busoperatørerne udfører dog løbende forsøg med nye teknologier. Mange erfaringer er allerede høstet, og disse kan derfor benyttes i Movias kommende udbud.

Økonomiforvaltningen har fået udarbejdet en rapport om ’Busteknologi i København frem mod 2025' (bilag 1), der viser, hvordan klima- og luftmålene kan nås for busserne. Rapporten viser bl.a.,

  • At den ønskede begrænsning i udledningen af NOx og partikler vil ske automatisk gennem den almindelige udskiftning af busserne frem til 2025. 
  • At CO2-udledningen fra busserne kan reduceres til nul, hvis driften udelukkende gennemføres med eldrevne busser (på grøn strøm), hvilket dog ikke vurderes realistisk i 2025. Eller hvis der indfases et betydeligt antal gasbusser, som kører på biogas fra afgasset gylle.
  • At biogas, baseret på afgasset gylle, bidrager positivt i det samlede CO2-regnskab, og gør det muligt at indfri CO2-målet og samtidig anvende andre teknologier med en vis udledning af CO2, f.eks. hybrid- og dieselbusser.
  • At det er muligt at opnå CO2-neutral kollektiv bustrafik med årlige merudgifter for Københavns Kommune på ca. 10-20 mio. kr. Hertil kommer omkostninger i omegnskommunerne samt omkostninger til indfasning af ny teknologi.

Movia har vurderet mulighederne for el-drift af havnebusserne:

  • Havnebussen Nordhavn kan ombygges til elbådsdrift for i størrelsesordenen 10 mio. kr. De øvrige havnebusser kan ikke ombygges, men motorerne kan ændres, så de udleder færre partikler og NOx. Gasdrift er ikke en mulighed, da gastanke fylder for meget. 
  • Havnebusserne 'Bryggen' og 'Holmen' er afskrevet i ca. 2020. Det vil derfor være muligt at stille skærpede miljøkrav til havnebusser i kommende udbud med driftstart i december 2019. Meromkostningerne ved 100 % elbådsdrift er skønsmæssigt 15-27 mio. kr. om året.  
  • Der benyttes meget unødig energi ved, at havnebusserne anløber med fronten først. Movia anbefaler, at anløbsbroerne ombygges, så der lægges til med siden til kaj. Dette vil endvidere give bedre muligheder for elbåds- eller hybriddrift.

Løsning

For at sikre, at busserne i 2025 lever op til Københavns klimamål er det nødvendigt, at der stilles skærpede krav om dette i udbudsmaterialerne fra Movia allerede fra 2016. Beslutningen om disse forhold skal træffes i tæt samarbejde med omegnskommunerne og Region Hovedstaden, der fra 2016 har ansvaret for alle regionale busruter, herunder ruter gennem København. Derfor foreslås det i budgetnotatet, at Økonomiforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen i samarbejde med Movia nedsætte et samarbejdsforum med omegnskommunerne og Region Hovedstaden om reduceret CO2-udledning fra busserne. 

Løsning, busdrift
I følge rapporten (bilag 1) er der er i branchen enighed om, at elbusser bliver den førende teknologi på længere sigt. Anvender man udelukkende el i busdriften, opnår man et markant fald i støjniveauet, og el har, som det eneste drivmiddel, ingen lokale emissioner. Den primære udfordring ved at anvende el i alle busser er prisen, som forventes at ligge væsentligt højere end for de øvrige drivmidler. Dette skyldes primært, at de danske afgifter på el til busdrift gør el væsentligt dyrere end de øvrige drivmidler, men også, at elbusmarkedet endnu ikke er fuldt udviklet, pga. manglende efterspørgsel fra busoperatører, trafikselskaber og kommuner i hele verden. 

På kortere sigt kan biogasbusser sikre CO2-neutral busdrift i København. Det har endvidere den fordel, at gastankstationerne kan anvendes af de øvrige tunge køretøjer, hvorved den kollektive trafik kan hjælpe med at indfase gas i transportsektoren. Biogas er en veludviklet teknologi og der bliver i dag kørt med gasbusser i flere af landets kommuner og i Malmø. Fra april 2017 vil der også køre biogasbusser på linje 5A i København.

I de eksisterende busser kan der anvendes syntetisk biologisk diesel, der allerede i dag kan reducere CO2-udledningen fra de eksisterende busser med 75-90%. Syntetisk diesel kan tilvælges fra år til år, men omkostningerne er højere end ved at indføre ny busteknologi.

Der er en del usikkerheder forbundet med udviklingen af de forskellige teknologier i fremtiden, særligt indenfor udviklingen i prisniveauet frem mod 2025. En del af teknologierne mangler desuden at blive testet i stor skala, og det er som følge heraf sparsomt, hvor mange stordriftserfaringer, der er med driften af bl.a. eldrevne busser. Det er derfor vigtigt, at der sker en løbende vurdering af de forskellige teknologier fra år til år.

Køreplan for CO2-neutrale busser frem mod 2025
Det er Movia, der udbyder bus- og havnebusdrift på vegne af kommunerne. Private busoperatører byder med deres løsninger og priser. Movia vurderer, at kommunerne opnår de bedste priser og miljøeffekter ved, at der ikke stilles krav til, hvilke busteknologier operatørerne skal benytte (diesel, gas, el m.v.). Derimod kan der stilles krav til CO2-emissioner eller lægges særlig vægt på miljø og klima i tildelingskriterierne.

Det anbefales i budgetnotatet, at der i de kommende udbud skabes øget fokus på miljø, herunder især CO2, gennem skrappere krav til CO2-udledning samt øget vægt på tildelingskriterier, der omhandler miljø- og klima. Budgetnotatet giver det fornødne råderum til at sikre det nødvendige fokus på CO2-reduktioner, både i forbindelse med udbud, men også inden udbud gennem benyttelse af syntetisk biologisk diesel.

Det er ifølge rapporten afgørende at få indfaset ny teknologi i driften allerede fra de førstkommende udbud af busser, der betjener Københavns Kommune. Administrativt kan det ske gennem en proces, der indbefatter Movia, Københavns Kommune samt de øvrige kommuner:

  • Opnå enighed med nabokommuner om ambitioner og mål.
  • Tilret udbudsbetingelser, så de afspejler ambitioner og mål.
  • Gennemfør udbud.

Det kræver dog politisk opbakning og økonomisk prioritering fra alle relevante kommuner og Region Hovedstaden.

Løsning, havnebusserne
Øget fokus på miljø og klima vil bedst kunne indfases gennem et nyt udbud, hvor bådene har driftsstart i december 2019.

Fremtidig busdrift
Der er på nuværende tidspunkt et arbejde i gang med at tilpasse det eksisterende busnet til åbningen af Cityringen i 2019 (bynet19). Der vil i det videre arbejde med CO2-neutral kollektiv bustrafik blive taget højde herfor, så der ikke investeres i ny teknologi, der senere skal udfases på grund af tilpasning af busnettet.

Økonomi

Satsning på ny teknologi i busserne i København vil under alle omstændigheder medføre øgede driftsomkostninger for Københavns Kommune og for de omkringliggende kommuner.

Økonomiforvaltningen skønner, at operatørerne de første år primært vil benytte biogas og syntetisk biodiesel i busserne. Økonomiforvaltningen forventer, at  indfasningen af CO2-neutral kollektiv bustrafik vil medføre øgede udgifter for Københavns Kommune på ca. 25 mio. kr. årligt, jf. budgetnotatet, indfaset med 5 mio. kr. i øgede driftsomkostninger om året frem til 2020. Hertil kommer samlede omkostninger for de øvrige kommuner på skønsmæssigt 20 mio. kr. årligt i 2020. 

De nærmere økonomiske implikationer ved indførslen af CO2-neutral kollektiv bustrafik i 2025, fremgår af budgetnotatet.

Videre proces

CO2-neutral kollektiv bustrafik kan indgå i forhandlingerne om budget 2016.

Dialog med omegnskommuner, Region Hovedstaden samt Movia om øget fokus på CO2 i kommende busudbud, kan igangsættes i sensommeren 2015 efter beslutning i budget 2016.
Mikkel Hemmingsen        / Søren Tegen Pedersen

Beslutning

Dagsordenspunkt 6: CO2-neutral kollektiv bustrafik (2015-0114500)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 19. august 2015

Indstillingens 1. og 2. at-punkt blev taget til efterretning uden afstemning, og indstillingens 3. at-punkt blev godkendt uden afstemning.

Til top