Personalepolitisk Regnskab 2003 for Københavns Kommune
Personalepolitisk Regnskab 2003 for Københavns Kommune
Økonomiudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde tirsdag den 19. august 2003
J.nr. ØU 258/2003
5. Personalepolitisk Regnskab 2003 for Københavns Kommune
INDSTILLING OG BESLUTNING
Økonomiforvaltningen
indstiller, at Økonomiudvalget tager følgende til efterretning:
·
Personalepolitisk
Regnskab 2003 (PPR 2003) og supplerende redegørelse om etnisk ligestilling på arbejdspladserne.
·
Økonomiforvaltningens
forslag om, at forvaltningernes opfølgning på Personalepolitisk Regnskab fremover
sker gennem en årlig HR-redegørelse til Økonomiudvalget.
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 19. august 2003
Taget til efterretning.
Behandling: -
RESUME
Nu foreligger
Personalepolitisk Regnskab 2003 og i tilknytning hertil Redegørelse om etnisk
ligestilling 2003. Sideløbende med indsamlingen af oplysninger til PPR 2003 har
der været gennemført en bred debat om arbejdsmiljøet i kommunens forvaltninger.
Opsamling og konklusion på denne debat vil blive forelagt ØU i efteråret 2003.
Kommunens første
personalepolitiske regnskab udkom i 1997.
Regnskabet er herefter udkommet hvert andet år. I forbindelse med
budgetvedtagelsen for 1999 blev det besluttet, at der i tilknytning til det
personalepolitiske regnskab skulle udarbejdes en redegørelse om arbejdet med
etnisk ligestilling på arbejdspladserne.
Hovedlinierne i
resultaterne fra Personalepolitisk Regnskab 2003 viser, at Københavns Kommune
er blevet en bedre arbejdsplads. Der er en positiv tendens i tilfredsheden med
at være ansat i Københavns Kommune samt på spørgsmål om den nærmeste leders evner
til dialog, involvering, værdsættelse og samarbejde. Mange medarbejdere oplever
dog det psykiske og fysiske arbejdsmiljø som belastende: særligt arbejdsmængden
og arbejdstempoet samt arbejdspladsens indretning og uhensigtsmæssige
arbejdsstillinger. Halvdelen af de ansatte har deltaget i en medarbejderudviklingssamtale
på deres arbejdsplads indenfor det seneste år, og 36% har en udviklingsplan.
Regnskabet viser også, at der kan være grund til at fokusere på den etniske
ligestilling i Københavns Kommune. Enkelte forvaltninger har meget få ansatte
med anden etnisk baggrund end dansk.
Det
personalepolitiske regnskab er en måling på de ansattes trivsel og tilfredshed
med Københavns Kommune som attraktiv arbejdsplads. Regnskabet sætter fokus på
problemfelter og udpeger positive og negative udviklingstendenser, men det
giver ingen forklaringer eller løsningsforslag. Det kan kun en videre
bearbejdning og analyse i de enkelte forvaltninger. Det væsentligste "produkt"
af Personalepolitisk Regnskab er derfor den opfølgning, de enkelte
forvaltninger er forpligtet til foretage, idet det er forvaltningerne selv, der
iværksætter og gennemfører de initiativer, de vurderer som nødvendige.
Opfølgning på
regnskabet fra 2001 er bl.a. sket ved tilbagemeldinger fra forvaltningerne til
Økonomiudvalget − i december 2001 og december 2002 − om igangsatte
aktiviteter. Økonomiforvaltningen foreslår, at
den fremtidige opfølgning sker gennem en årlig HR-redegørelse for Københavns
Kommune. Redegørelsen skal samle forvaltningernes indberetninger på alle
målepunkter indenfor HR-området.