Lokalplanforslag Kvæsthusbroen samt tilhørende forslag til tillæg til Kommuneplan 2001 med henblik på opførelse af et skuespilhus (Bygge- og Teknikudvalget og Økonomiudvalget)
Lokalplanforslag Kvæsthusbroen samt tilhørende forslag til tillæg til Kommuneplan 2001 med henblik på opførelse af et skuespilhus (Bygge- og Teknikudvalget og Økonomiudvalget)
Økonomiudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde tirsdag den 19. august 2003
J.nr. ØU 254/2003
16. Lokalplanforslag Kvæsthusbroen samt tilhørende forslag til tillæg til Kommuneplan 2001 med henblik på opførelse af et skuespilhus (Bygge- og Teknikudvalget og Økonomiudvalget)
INDSTILLING
Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
at forslag til lokalplan "Kvæsthusbroen" for et område langs havnen mellem Nyhavn og Kvæsthusgravens munding vedtages med henblik på offentliggørelse,
at offentliggørelsesperioden fastsættes til mindst 2 måneder, således at offentliggørelsen foretages i sammenhæng med og for samme periode som det for nybyggeri i området nødvendige forslag til regionplantillæg udarbejdet af HUR,
at den foreslåede dialogstrategi vedtages med en planens hjemmeside, en lokal udstilling, et borgermøde, tilrettelagt som et dialogmøde, samt en offentliggørelse i lokalbladene og i de dagblade, hvori Borgerrepræsentationens møder annonceres, og at planforslagene i øvrigt annonceres i sammenhæng med annonceringen af regionplantillægget
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,
at det til ovennævnte lokalplanforslag hørende tillæg til Kommuneplan 2001 vedtages med henblik på fælles offentliggørelse,
at indsigelsesfristen fastsættes til mindst 2 måneder, således at offentliggørelsen foretages i sammenhæng med lokalplanforslaget og forslag til regionplantillæg udarbejdet af HUR,
at den foreslåede dialogstrategi bestående af en hjemmeside for planen, en lokal udstilling, et borgermøde i form af et dialogmøde, samt offentliggørelse i dagspressen og i lokalaviser fælles med lokalplanforslaget vedtages.
Bygge- og Teknikudvalgets beslutning i mødet den 13. august 2003
Anbefalet.
Karin Storgaard (O) tog forbehold for opførelse af et skuespilhus på Kvæsthusbroen.
Mikkel Warming (Ø) tog forbehold for anlæg af parkeringskælder.
RESUME
På baggrund af Folketingets beslutning om opførelse af et skuespilhus på Kvæsthusbroen og den herom afholdte arkitektkonkurrence samt Bygge- og Teknikudvalgets og Økonomiudvalgets drøftelser om udarbejdelse af forslag til lokalplan og tillæg til Kommuneplan 2001, indstilles de udarbejdede planforslag vedtaget til offentliggørelse.
Planforslagene, der tillige omfatter forslag til tillæg til regionplanen (VVM) udarbejdet af HUR, muliggør opførelse af et skuespilhus på Kvæsthusbroen og delvis udbygget i havnebassinet. Endvidere fastsættes bestemmelser for den øvrige del af området omkring Kvæsthusgraven, der sikrer området anlagt som offentligt tilgængeligt område uden anden bebyggelse end enkelte funktionsbetingede bygninger til de nødvendige adgange til de underjordiske anlæg, samt eventuelle publikumsorienterede funktioner, såsom kiosk, caféer og lignende. Derudover muliggøres etablering af et underjordisk parkeringsanlæg i overensstemmelse med Borgerrepræsentationens beslutning om udbud af et sådant anlæg, samt etablering af et underjordisk kloakforsinkelsesbassin, der ved større regnskyl skal sikre, at kloakvand ikke udledes direkte i havnen. Endelig muliggøres landfæster på Kvæsthusmolen for en fodgænger- og cykelforbindelse over havnen og Kvæsthusgraven.
Skuespilhuset er placeret i forlængelse af den sydlige afgrænsning af Sankt Annæ Plads, hvorved der sker en understregning af det store havnerums karakter i overgangen til det smalle havneløb mod syd. Bebyggelsens højde respekterer bygningshøjderne langs sydsiden af Sankt Annæ Plads, idet det højere scenetårn er tilbagetrukket fra facadelinien.
Området mod syd fastlægges til serviceerhverv, og den bevaringsværdige bebyggelse bibeholdes.
SAGSBESKRIVELSE
Baggrund
I 2001 besluttede et flertal i Folketinget at opføre et nyt skuespilhus på Kvæsthusbroen. Dette er muliggjort ved beslutningerne om flytning af de eksisterende færgeruter i området til bl.a. den nye færgeterminal i Søndre Frihavnsområdet. Den i 2002 udskrevne arkitektkonkurrence om placering og udformning m.v. af skuespilhuset blev vundet af arkitektfirmaet Boje Lundgaard & Lene Tranberg ApS. p>
Bygge- og Teknikudvalget og Økonomiudvalget drøftede i møderne henholdsvis den 4. december 2002 (BTU 588/2002) og den 26. november 2002 (ØU 301/2002) forvaltningernes redegørelse for igangsætningen af kommune- og lokalplanarbejdet for området ved Kvæsthusbroen.
Borgerrepræsentationen har i mødet den 11. juni 2003 (BR 274/03) tiltrådt, at Bygge- og Teknikforvaltningen forbereder udbud af en parkeringskælder til 500 biler under Kvæsthusbroen og et parkeringshus med 200-500 pladser på Elværksgrunden, Borgergade 11, samt at Bygge- og Teknikforvaltningen og Økonomiforvaltningen forbereder en arkitektkonkurrence om en broforbindelse fra Larsens Plads via Kvæsthusbroen til Holmen og Operaen. Der henvises for så vidt angår det planmæssige grundlag for et parkeringshus på Elværksgrunden, og for så vidt angår arkitektkonkurrencen om broforbindelsen, til de samtidig hermed forelagte indstillinger herom.
Med baggrund i spørgsmålet om hvorvidt en række parkeringsanlæg – herunder parkeringshuset i Borgergade og det underjordiske parkeringsanlæg på Kvæsthusbroen - er i overensstemmelse med kommuneplanens hovedstruktur, hvoraf det bl.a. fremgår, at - "af hensyn til den trafikale fredeliggørelse af Indre By må den samlede parkeringskapacitet i området ikke forøges. Parkeringsmulighederne på gadeareal kan derimod indskrænkes til fordel for p-pladser i konstruktion, fortrinsvis i parkeringskældre" - tiltrådte Borgerrepræsentationen endvidere, at det fremtidige antal parkeringspladser i Indre By fastlægges endeligt i forbindelse med Borgerrepræsentationens stillingtagen til en fremtidig parkeringsstrategi for kommunen.
Der har været etableret en arbejdsgruppe bestående af repræsentanter fra Kulturministeriet, Tegnestuen, HUR, Københavns Energi, Miljøkontrollen, Økonomiforvaltningen, Vej & Park samt Plan & Arkitektur, hvor planforslagenes detaljer og relationerne mellem de enkelte delprojekter har været forhandlet.
Lokalplanforslaget
Den eksisterende bebyggelse ved Nyhavn fastlægges i al væsentlighed som bevaringsværdig og muliggøres anvendt til serviceerhverv med indtil 25% af etagearealet indrettet som familieegnede helårsboliger.
Det øvrige område fastlægges til offentlige, kulturelle formål med tilhørende servicefunktioner og administration. Derudover muliggøres et underjordisk parkeringsanlæg med indtil 500 parkeringpladser, samt et ligeledes underjordisk kloakforsinkelsesbassin.
Inden for det offentlige område muliggøres vinderforslaget i den afholdte arkitektkonkurrence opført, omfattende skuespilhuset mod havnebassinet, herunder en brygge på vandsiden, og en række mindre pavilloner mod Kvæsthusgraven. Skuespilhuset fastlægges med en facadehøjde på højst 16 m og en maksimal bygningshøjde på 20 m, idet der dog kan opføres et scenetårn centralt på bygningen i en højde på indtil 36 m. Der muliggøres ikke derudover egentlig bebyggelse, men der vil kunne etableres brofæste for en kommende broforbindelse over havnebassinet fra Dokøen til Larsens Plads, med adgang til Kvæsthusmolen.
Vedrørende lokalplanforslagets nærmere indhold henvises til vedlagte bilag 1.
Regionplanforhold
Hovedstadens Udviklingsråd har vurderet, at de samlede byggearbejder i området – skuespilhuset inkl. opfyldning, parkeringskælderen og forsinkelsesbassinet m.v. - har en sådan karakter, at de samlet er omfattet af Miljøministeriets bekendtgørelse om VVM.
Rådet har derfor samtidig med kommunens planforslag udarbejdet et forslag til tillæg til Regionplan 2001 med en VVM-redegørelse, der nærmere belyser de miljømæssige konsekvenser af byggearbejderne.
Forslag til kommuneplantillæg
Samtidig med lokalplanforslaget er der udarbejdet et forslag til tillæg til Kommuneplan 2001, der ændrer de bestemmelser, som gælder for området i dag.
Området er i Kommuneplan 2001 beliggende i to forskellige rammeområder:
Den sydlige del er fastlagt som et S2-område (serviceerhverv). Bebyggelsesprocenten må ikke overstige 150, og bebyggelse må maksimalt opføres i 24 meters højde.
Den resterende del af området er fastlagt til et område for
offentlige formål - O5. Bebyggelsesprocenten må ikke overstige 150, og
bebyggelse må maksimalt opføres i 24 meters højde. Der gælder desuden den
særlige bemærkning, at der kan opføres et skuespilhus med en maksimal
bygningshøjde på 30 m, dog 36 m for et scenetårn, og at der i den forbindelse
kan opfyldes et op til 7.000 m2 stort vandareal efter en regionplanmæssig
behandling.
Forslaget til kommuneplantillæg overfører en ubebygget del af S2-området samt en del af vandarealet til O5*-området. Samtidig ændres de gældende bestemmelser under hensyn til den udarbejdede VVM-redegørelse. Den særlige bemærkning om skuespilhusets højde opretholdes.
Det er vurderet, at der er tale om mindre ændringer af
rammedelen, der ikke strider mod kommuneplanens hovedprincipper. Der er derfor
ikke forudgående indkaldt ideer, forslag m.v., jf. planlovens § 23 c.
Forslag til dialogstategi
Da der er tale om en markant
og i offentligheden meget omtalt bebyggelse på et i byen fremtrædende areal,
foreslås følgende initiativer til opnåelse af dialog med borgerne i
offentlighedsperioden:
·
Etablering af en
særlig hjemmeside, der opbygges med en informationsdel og en dialogdel.
·
Gennemførelse af
en udstilling i lokalområdet.
· Gennemførelse af et borgermøde i lokalområdet, udformet som et dialogmøde, hvor Borgerrepræsentationens partier repræsenteres i et panel.
· Offentliggørelse af forslagene i lokalblade og i dagblade, hvori Borgerrepræsentationens møder annonceres, samt i øvrigt i sammenhæng med annonceringen af regionplantillægget.
Miljøvurdering
Der henvises til vedlagte
bilag 1, afsnittene i "Baggrund for lokalplanen og kommuneplantillægget"
vedrørende områdets påvirkning af miljøet, forurening af undergrunden m.v.
Høring
I forbindelse med udarbejdelse af lokalplanforslaget har Plan & Arkitektur foretaget høring af Kultur- og Fritidsforvaltningen, Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen, Miljø- og Forsyningsforvaltningen samt Københavns Bymuseum.
Kultur- og Fritidsforvaltningen har ingen bemærkninger, og Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen har ikke afgivet bemærkninger.
Københavns Bymuseum har oplyst, at det skønnes, at arkæologiske forekomster i området kan blive berørt ved anlægsarbejdet, og anbefaler, at projekternes bygherrer indleder et samarbejde med museets arkæologiske afdeling. Derudover har bymuseet ingen kommentarer til forslaget. Der er i lokalplanens afsnit om generelle forhold gjort opmærksom på muligheden for forekomster af arkæologisk materiale.
Miljø- og Forsyningsforvaltningen, Miljøkontrollens oplysninger om miljøforholdene er indarbejdet i bilag 1, afsnittet om "Baggrund for lokalplanen og kommuneplantillægget", jf. ovenstående.
Miljø- og Forsyningsforvaltningen, Københavns Energi gør opmærksom på bygassens positive egenskaber, men da der ikke i planloven er hjemmel til at optage bestemmelse i en lokalplan om tilslutning til bygasnettet, har dette ikke afspejlet sig i lokalplanforslaget.
De indkomne bemærkninger er vedlagt til gennemsyn i borgmester Søren Pinds forkontor som bilag A –D.
Andre konsekvenser
Et flertal af partierne i Københavns Borgerrepræsentation har med brev af 31. maj 2001 til Kulturministeren tiltrådt, at Københavns Kommune vil medvirke til realiseringen af projektet.
Det er aftalt, at Københavns Kommune, under forudsætning af Folketingets endelige vedtagelse af en opførelse af skuespilhuset,
· skal etablere udenomsarealer svarende til en værdi af 20 mio. kr.,
· skal stille et offentligt vejareal i Kvæsthusgade til en værdi af ca. 5 mio. kr. til rådighed for byggeriet, samt,
· skal stille et provenu på 32 mio. kr. fra salg af Elværksgrunden i Borgergade til rådighed for staten.
Derudover er det aftalt,
· at kommunen skal medvirke til etablering af en parkeringskælder med 500 pladser ved Kvæsthusbroen,
· et andet anlæg med 200 parkeringspladser i konstruktion på Elværksgrunden samt
· en cykel- og fodgængerforbindelse fra Kvæsthusbroen til Dokøen
Endeligt er det efterfølgende aftalt, at muligheden for metrobetjening af skuespilhuset skal belyses.
BILAG VEDLAGT
Forslag til lokalplan "Kvæsthusbroen" med hovedafsnittene "Baggrund for lokalplanen og kommuneplantillægget", "Forslag til lokalplan Kvæsthusbroen", "Forslag til tillæg til Kommuneplan 2001" og "Forholdet til øvrig planlægning og lovgivning".
BILAG VEDLAGT TIL GENNEMSYN I BORGMESTERENS
FORKONTOR, RÅDHUSET, 1. SAL VÆRELSE 36
A. Mail af 31. januar 2003 fra Kultur- og Fritidsforvaltningen
B. Brev af 13. februar 2003 fra Københavns Bymuseum
C. Brev af 20. februar 2003 fra Københavns Energi
D. Brev af 9. april 2003 fra Miljø- og Forsyningsforvaltningen, Miljøkontrollen
Erik Jacobsen Mette Lis Andersen