Indstillling vedrørende medlemsforslag om "frigørelsesattester"
Indstillling vedrørende medlemsforslag om "frigørelsesattester"
Økonomiudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde tirsdag den 19. august 2003
J.nr. ØU 257/2003
13. Indstillling vedrørende medlemsforslag om "frigørelsesattester"
INDSTILLING
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget godkender, at et medlemsforslag fra Per Bregengaard og Mikkel Warming om ændring af cirkulæret om Vejledning vedrørende frigørelsesattester ikke imødekommes.
RESUME
Økonomiudvalget besluttede på mødet den 24. juni 2003, at Økonomiforvaltningen - efter høring af forvaltningerne - skulle fremkomme med en indstilling til udvalget i august 2003 om et medlemsforslag fra Per Bregengaard og Mikkel Warming om, at "Økonomiforvaltningens cirkulære fra 1980 vedrørende udstedelse af "frigørelsesattester" ophæves og erstattes af en anbefaling til forvaltningerne om at udstede frigørelsesattester, hvor institutioner m.m. finder det hensigtsmæssigt."
Svarene fra forvaltningerne tilkendegiver som en helt overvejende opfattelse, at der ikke er behov for at ændre i cirkulæret. På denne baggrund og for at sikre, at der kun gives mulighed for supplerende arbejdsløshedsdagpenge i situationer, hvor der er driftsmæssige grunde herfor, anbefaler Økonomiforvaltningen, at medlemsforslaget ikke imødekommes.
SAGSBESKRIVELSE
Spørgsmål om udstedelse af frigørelsesattester er ikke noget problem i de mange tilfælde, hvor de ansatte/arbejdssøgende selv ønsker at arbejde på deltid. Problemet opstår i de tilfælde, hvor den ansatte ønsker at arbejde på fuld tid, men Kommunen kun kan tilbyde deltidsansættelse. Her er hovedsigtet med cirkulæret om Vejledning vedrørende udstedelse af frigørelsesattester, at deltidsansættelse kun anvendes i det omfang, det af driftsmæssige hensyn er nødvendigt.
Kommunen medvirker på denne måde til, at der kun gives mulighed for supplerende arbejdsløshedsdagpenge, når der er driftsmæssige grunde til en deltidsansættelse.
Økonomiforvaltningen har skrevet til alle forvaltninger angående medlemsforslaget og har spurgt forvaltningerne om:
· Vejledningen har virket/virker tilfredsstillende
· Vejledningen har givet/giver anledning til særlige problemer
· der ønskes ændring/ændringer af hovedsigtet i Vejledningen
Forvaltningerne finder, at vejledningen virker tilfredsstillende, og at
vejledningen ikke har givet anledning til særlige problemer.
Angående spørgsmålet om der ønskes ændring/ændringer af hovedsigtet i Vejledningen har alene Kultur- og Fritidsforvaltningen anført, at man umiddelbart kan støtte den foreslåede ændring. Dog med den bemærkning, at det ikke alle steder vil være muligt/realistisk at tilbyde fuldtidsstillinger.
De øvrige forvaltninger har ikke ønsker om ændringer af hovedsigtet i vejledningen.
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen peger særligt på, at indstillingens ordlyd: "en anbefaling til forvaltningerne om at udstede frigørelsesattester, hvor institutionerne finder det hensigtsmæssigt " lægger op til en udvidet anvendelse af frigørelsesattester, som kan medføre en utilsigtet brug af arbejdsløshedsdagpenge.
Cirkulæret vedrørende frigørelsesattester har efter Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens opfattelse en mere begrænset anvendelse af frigørelsesattester som udgangspunkt, som følge af at baggrunden er et ønske om at begrænse udbetalingen af supplerende dagpenge i en situation, hvor der findes det fornødne antal fuldtidsstillinger.
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen finder, at motiveringen for indstillingen til Økonomiudvalget således ikke er fyldestgørende, da den ikke tager højde for baggrunden for arbejdsløshedsloven og Cirkulæret vedrørende frigørelsesattester.
Økonomiforvaltningen indstiller, at Cirkulæret vedrørende frigørelsesattester fortsat skal være gældende.
Økonomi
-
Miljøvurdering
-
Andre konsekvenser
-
Høring
Økonomiforvaltningen har ved skrivelse af 2. juli 2003 forespurgt forvaltningerne om brugen af frigørelsesattester.
Bilag
Økonomiforvaltningens skrivelse af 2. juli 2003, bilagt cirkulæret fra 1980.
Per Bregengaard og Mikkel Warmings Medlemsforslag om "frigørelsesattester".
Revisionens skrivelse af 6. august 2003.
Økonomiforvaltningens skrivelse af 31. juli 2003.
Kultur- og Fritidsforvaltningens skrivelse af 8. juli 2003.
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens skrivelse af 9. juli 2003.
Sundhedsforvaltningens skrivelse af 18. juli 2003.
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens skrivelse af 4. august 2003.
Bygge- og Teknikforvaltningens skrivelse af 6. august 2003.
Miljø- og Forsyningsforvaltningens skrivelse af 31. juli 2003.
Erik Jacobsen/
Hans Simmelkjær