Proces for ansættelse af administrerende direktør i Økonomiforvaltningen
Indstilling og beslutning
Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,
- at nedsættelse af ansættelsesudvalg sker ved den nedenfor skitserede proces, hvorefter Økonomiudvalget orienteres,
- at overborgmesteren bemyndiges til at vælge konsulentfirma til at bistå i processen med rekruttering af ny administrerende direktør,
- at overborgmesteren bemyndiges til at godkende stillingsopslaget.
Problemstilling
Stillingen som administrerende direktør i Økonomiforvaltningen er ledig til besættelse 01.08.14. Borgerrepræsentationen (BR) er ansættende myndighed.
Der sigtes med den nedenfor beskrevne proces mod, at BR kan træffe beslutning om besættelse af stillingen i september efter forudgående behandling i Økonomiudvalget (ØU).
ØU har i 2003 vedtaget en procedure (vedlagt som bilag 1) ved besættelse af stillinger som administrerende direktører. ØU skal i følge denne procedure udpege et politisk sammensat ansættelsesudvalg bestående af 5 medlemmer af ØU, herunder overborgmesteren som formand. For at kunne iværksætte processen før sommerferien, og dermed fremme den mest muligt, foreslås den nedenfor beskrevne proces.
Ansættelsesudvalgets indledende opgaver er i henhold til gældende procedure (jf. vedlagte) at vælge konsulentfirma og godkende stillingsopslag. Det foreslås, at overborgmesteren bemyndiges til at varetage disse opgaver.
Løsning
Henset til den forestående sommerferie foreslås følgende proces, for at der hurtigst muligt kan rekrutteres og ansættes en ny administrerende direktør:
Det foreslås:
- at der tages kontakt til relevante partier med henblik på sammensætningen af ansættelsesudvalget. ØU orienteres efterfølgende skriftligt om sammensætningen. Denne proces foreslås for at sikre reservation af de nødvendige mødedatoer for ansættelsesudvalget, så ansættelsesprocessen kan gennemføres så betids, at beslutning om besættelse af stillingen kan ske i september.
- at ØU bemyndiger overborgmesteren til at vælge et konsulentfirma til at bistå i processen. I henhold til den procedure ØU besluttede i 2003, har ansættelsesudvalget kompetencen til at vælge konsulentfirma. Det er imidlertid fast praksis, at dette overlades til borgmesteren for den forvaltning, hvor stillingen skal besættes, i dette tilfælde overborgmesteren.
- at ØU bemyndiger overborgmesteren til at godkende stillingsopslaget. I henhold til den procedure ØU besluttede i 2003, har ansættelsesudvalget kompetencen til at godkende stillingsopslaget. Det er imidlertid fast praksis, at dette overlades til borgmesteren for den forvaltning, hvor stillingen skal besættes, i dette tilfælde overborgmesteren.
Det bemærkes i relation til den i vedlagte bilag 1 beskrevne høringsgruppe, at forslag til dennes sammensætning vil blive forelagt ansættelsesudvalget i skriftlig procedure.
Videre proces
Beslutning
Indstillingen blev godkendt i skriftlig votering.