Justering af tryghedsplan for Tingbjerg-Husum Partnerskab for perioden 2013-2016
Indstilling
Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,1. at forslag til nye aktiviteter i Tingbjerg-Husum Partnerskab (bilag 1), der udmønter de resterende partnerskabsmidler for 2015 og delvist 2016 godkendes,
2. at det godkendes, at Styregruppen for Tingbjerg-Husum Partnerskab træffer beslutning om anvendelse af de resterende midler, såfremt enkelte aktiviteter viser sig at have et mindre finansieringsbehov end budgetteret.
Problemstilling
Med budgetforhandlingerne for 2013 blev der afsat 2 mio. kr. (2013 p/l) årligt i 2013-2016 til etablering af et partnerskab for øget tryghed og mindre kriminalitet i Tingbjerg-Husum. Beslutningen er udmøntet af Økonomiudvalget (ØU) den 5. marts 2013 og Borgerrepræsentationen (BR) den 14. marts 2013.
Tingbjerg-Husum Partnerskab har til formål at igangsætte tværgående aktiviteter i partnerskabsområdet, der virker tryghedsskabende og kriminalpræventive. Partnerskabets deltagere er: Københavns Kommunes syv forvaltninger, Københavns Politi, SSP København samt boligorganisationerne KAB, fsb og AAB.
Den 14. maj 2013 godkendte ØU partnerskabsaftale og tryghedsplan for Tingbjerg-Husum Partnerskab. Partnerskabsaftalen udgør rammerne for partnerskabet, og Tryghedsplanen udfolder partnerskabets indsatsområder i konkrete aktiviteter. Tryghedsplanen er et dynamisk dokument, der opdateres minimum en gang årligt, hvor justeringer skal godkendes af partnerskabets styregruppe og ØU.
Vedhæftet er også målafrapportering (bilag 4), som beskriver udviklingen i Tingbjerg-Husum. Det bemærkes, at der for hele partnerskabsområdet overordnet er sket et fald i kriminaliteten fra 2012 til 2014, og at det bemærkes, at datamaterialet er følsomt i forhold til udsving pga. de forholdsvis små samplinger (datamængder).
Til ØUs orientering har Københavns Kommune og boligorganisationerne fsb og SAB/ KAB har indgået et samarbejde om en omfattende fysisk byudviklingsplan for Tingbjerg/Husum Nord med henblik på at løfte området fra udsat byområde til udviklingsområde. Byudviklingsplanen tegner den fysiske hovedstruktur for byomdannelsen såvel som de trædesten, der trin for trin skal lede til et attraktivt byområde, som beboerne og interessenter, boligforeninger og kommune kan være stolte over at have del i. Planen forventes at blive behandlet på ØU den 11. august 2015. De to projekter koordineres tæt, og Økonomiforvaltningen (ØKF) har fundet 30.000 kroner i eget budget til en ekstra kommunikationsindsats for byudviklingsplanen.
Løsning
Med nærværende indstilling foreslår Tingbjerg-Husum Partnerskab, at ØU godkender forslag til den årlige justering af Tryghedsplanen (bilag 1), hvori partnerskabsmidlerne for 2015 og en del af midlerne for 2016 udmøntes i konkrete aktiviteter.
Den justerede Tryghedsplan er indstillet af en enig arbejdsgruppe og efterfølgende godkendt af styregruppen for partnerskabet.
Økonomi
Nedenstående tabel viser en samlet oversigt over Tingbjerg-Husum Partnerskabs forslag til aktiviteter i 2015 og 2016. Aktivitetsbeskrivelserne fremgår af Tryghedsplanen (bilag 1). I 2015 foreslås der aktiviteter for 960.000 kroner, og i 2016 foreslås der aktiviteter for 568.000 kroner.
Indsats-område |
Aktivitetsforslag |
Budget 2015 |
Budget 2016 |
1 |
Opfølgning på tryghedsvandring |
100.000 |
- |
1 |
6 Vejbump i Bystævneparken |
160.000 |
- |
1 |
Dialogindsats for unge om utryghedsskabende adfærd |
80.000 |
- |
1 |
Indsats mod kriminalitet |
35.000 |
40.000 |
1 |
Det Gode Valg |
120.000 |
130.000 |
3 |
Beboeraktiviteter i Utterslevhuse |
50.000 |
100.000 |
3 |
BeboerCentrum Tingbjerg |
195.000 |
98.000 |
3 |
Familiehus i Tingbjerg (T-huset) |
100.000 |
85.000 |
3 |
BeboerCentrum Husum |
70.000 |
- |
3 |
Dialog med beboere |
50.000 |
50.000 |
5 |
ForeningsGuider i Husum |
- |
65.000 |
Nye forslag |
|
960.000 |
568.000 |
Allerede vedtagne |
|
1.040.000 |
950.000 |
I alt |
|
2.000.000 |
1.518.000 |
Disponibelt |
|
0 |
+482.000 |
En detaljeret beskrivelse af aktiviteterne kan findes i bilag 1. Derudover er der to forslag til aktiviteter, som ikke har økonomiske konsekvenser. Det omhandler aktiviteterne Kampagne om altaner og vinduesskodder samt Koordinering af behov for fysiske investeringer som også fremgår af bilag 1.
Videre proces
Såfremt ØU kan godkende den justerede Tryghedsplan vil aktiviteterne blive implementeret. Desuden vil der restere 482.000 kr. i 2016 til aktiviteter i Tingbjerg-Husum Partnerskab. Forslag til anvendelse af disse midler vil blive forelagt ØU i forbindelse med udvalgets stillingtagen til næste års justeringer af tryghedsplanen.Beslutning
Dagsordenspunkt 8: Justering af tryghedsplan for Tingbjerg-Husum Partnerskab for perioden 2013-2016 (2015-0065218)
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 19. maj 2015
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.