Lektiehjælp og faglig fordybelse på skolerne (0.-3. kl.)
Tidligere beslutninger
- at lektiehjælp og faglig fordybelse for 0. - 3. klasse pr. 1. august 2015 ikke længere skal placeres på fritidshjem og KKFO'er.
Indstilling
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Børne- og Ungdomsudvalgets budgetramme.
Problemstilling
Med budget 2014 blev det aftalt, at lektiehjælp og faglig fordybelse i København for 0. -3. klasse organiseres under skolen, men placeres på fritidshjem og KKFO’er, mens tilbuddet om lektiehjælp og faglig fordybelse for 4. - 9. klasse placeres på skolen, jf. sagen om Faglig udmøntning af folkeskolereformen vedtaget i Borgerrepræsentationen den 13. marts 2014. Beslutningen gælder frem til, at tilbuddet om lektiehjælp og faglig fordybelse gøres obligatorisk, hvilket skal ske straks efter et folketingsvalg, jf. den nationale aftale om et løft af folkeskolen af 13. juni 2013 mellem regeringen, Vestre (V), Dansk Folkeparti (DF) og Det Konservative Folkeparti (K).Det fremgår af aftalen, at reglerne om lektiehjælp og faglig fordybelse som en integreret del af skoledagen skal træde i kraft straks efter et folketingsvalg. København har ligesom de øvrige kommuner i landet afventet en udmelding fra Undervisningsministeriet om den konkrete ikrafttræden af nye regler for lektiehjælp efter næste valg. Forvaltningen har den 17. april 2015 modtaget et brev fra Undervisningsministeriet (UVM), hvoraf det fremgår, at UVM forstår aftalen således, at de nye regler skal træde i kraft straks efter valget - uanset tidspunktet på skoleåret, hvis der fortsat er politisk flertal bag aftalen, se bilag 1. Undervisningsministeriet ser således to muligheder for ikrafttræden:
- Hvis valget afholdes inden sommerferien, træder de nye regler i kraft 1. august 2015, således at de får virkning for hele skoleåret 2015/16.
- Hvis valget afholdes efter sommerferien, træder de nye regler i kraft, så de får virkning på et tidspunkt omkring efterårsferien i skoleåret 2015/16.
Løsning
Det er intentionen i den nationale aftale om folkeskolereformen, at lektiehjælp og faglig fordybelse skal indgå som en integreret del af den øvrige undervisning, og skolerne får med de nye regler efter folketingsvalget, hvor lektiehjælp og faglig fordybelse ikke længere skal placeres i forlængelse af skoledagen, større frihed til at tilrettelægge skoledagen i overensstemmelse med lokale ønsker og behov. Det vil ligeledes efter et folketingsvalg ikke længere være frivilligt for eleverne at deltage i lektiehjælp og faglig fordybelse.Lektiehjælp og faglig fordybelse er nu jf. budget 2014 placeret på henholdsvis fritidshjem og KKFO'er for 0. - 3. klasse og på skolerne for 4. - 9. klasse. Ifølge budget 2014 gælder dette indtil, at lektiehjælp og faglig fordybelse gøres obligatorisk, dvs. straks efter et folketingsvalg.
For elever i 4.-7. klasse, hvor forældrene har fravalgt lektiehjælp og faglig fordybelse i perioden, hvor dette ikke har været obligatorisk, blev der også i budget 2014 afsat midler til, at fritids- og juniorklubberne kan holde åbent i dette tidsrum. Når lektiehjælpen bliver obligatorisk, vil der ikke længere være behov for den udvidede åbningstid.
Med henblik på at give skoler og institutioner de bedste muligheder for at tilpasse sig de nye rammer for lektiehjælp og fordybelse, anbefaler forvaltningen, at lektiehjælp og faglig fordybelse for 0.-3. kl. allerede fra 1. august 2015 ikke længere skal placeres på fritidshjem og KKFO'er. Skolerne kan således vælge at hjemtage lektiehjælp og faglig fordybelse fra fritidshjem/KKFO, så de fremadrettet i højere grad kan integrere det i løbet af skoledagen. Uafhængigt af valg af organisering vil lektiehjælp og faglig fordybelse være obligatorisk for alle umiddelbart efter folketingsvalget.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.I den nuværende budgetudmelding til skoler og institutioner er der bevilliget midler til, at alle elever modtager lektiehjælp og faglig fordybelse. Det betyder, at skolerne allerede nu har midler til at varetage lektiehjælp og faglig fordybelse for alle elever. Da lektiehjælp og faglig fordybelse er organiseret på fritidshjemmene for 0.-3. klassetrin, betaler skolerne fritidshjemmene i det omfang, fritidshjemmets personale anvendes til opgaven. Der er afsat ca. 17 mio. kr. for skoleåret 2015/2016 til dette formål.
Der er udmeldt ca. 13,5 mio. kr. til den udvidede åbningstid på fritids- og juniorklubber i skoleåret 2015/2016, hvorefter midlerne bortfalder. Når lektiehjælpen gøres obligatorisk, vil der ikke længere være behov for den udvidede åbningstid. Straks efter folketingsvalgets afholdelse vil forvaltningen derfor tilpasse budgetudmeldingen under hensyntagen til institutionernes mulighed for at tilpasse udgifterne.
Videre proces
Efter Børne- og Ungdomsudvalgets behandling videresendes sagen til Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen og forvaltningen vil orientere skoler og institutioner.Else Sommer /Camilla Niebuhr
Oversigt over politisk behandling
- at lektiehjælp og faglig fordybelse for 0. - 3. klasse pr. 1. august 2015 ikke længere skal placeres på fritidshjem og KKFO'er.
Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning i mødet den 29. april 2015
Indstillingen blev godkendt.
Beslutning
Dagsordenspunkt 34: Lektiehjælp og faglig fordybelse på skolerne (0.-3. kl.) (2015-0095273)
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 19. maj 2015
Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.